The Old Oak

I Ken Loachs forrige film Sorry We Missed You (2019) var det alfa og omega, at faderen kunne fragte varer til forskellige kunder med en varevogn. Faderen fandt et nyt arbejde som chauffør og det på moderne konditioner, dvs. som prekariseret. Han er sin egen herre på linje med alle de andre ex-industriarbejdere, som nu lever af at køre rundt med pakker, og der er ikke tid til svinkeærinder for GPS’en afslører enhver form for slendrian. Varevognen er mediet for faderens udbytning. Titlen refererer til den seddel, som chaufføren sætter på døren, hvis folk ikke er hjemme på afleveringstidspunktet; man kunne også driste sig til at forbinde udsagnet med den gamle solidariske arbejderklasse, hvor der var et kollektivt vi, der ønskede at knytte bånd sammen med andre i samme position.

I Loachs nye film The Old Oak er der også en varevogn, der i sagens natur bliver brugt til at fragte varer og genstande. Men her har varevognen den modsatte betydning i forhold til Sorry We Missed You. De to hovedpersoner Yaya, en syrisk flygtning der i 2016 er ankommet til ex-minebyen Durham i Nordengland sammen med sin familie og mange andre udsatte, og pubejeren TJ Ballantyne, kører nemlig rundt med tæpper, cykler, lamper, kaffemaskiner og alt muligt andet som er blevet tilovers, og som flygtningene ikke desto mindre kan nyde godt af.

Fra individualisme til solidaritet
Kapitalismens individualistiske varerigelighed er blevet erstattet af sin modsætning, nemlig en genbrugstanke, holdt oppe af en solidaritetens ideologi. Forskellen i varevognens funktion er et symbolsk udtryk for forskellen mellem de to film: hvor Sorry We Missed You skildrer de nutidige konditioner for den mere end trængte engelske arbejderklasse, skildrer The Old Oak et andet aspekt. Dels rækker den bagud i tid ved at kontrastere tidligere tiders strejker, båret oppe af klassesolidaritet, dels inddrager den et andet aspekt, nemlig det intersektionelle, her manifesteret ved de syriske flygtninge som Durham skal optage, selv om byens befolkning er mere end på hælene.

Hvordan reagerer mennesker, der i forvejen ligger ned på at skulle forholde sig til mennesker, der er endnu mere udsatte end de er? De undertrykte har som bekendt ikke altid ret. Nogle tager solidarisk imod syrerne, mens andre er styret af racisme. Den arbejdsløse, af udviklingen for længst overhalede arbejderklasse er splittet: Det er konflikten i den 87-årige Ken Loachs film. Den er til benet forankret i en moderniseret udgave af kampsangen ”Internationale”: solidariteten går på tværs af grænser og engelske arbejdere burde stå sammen med syriske flygtninge. Så det gør de til slut.

Er Ken Loach idealist?
På den ene side er Ken Loach en forbenet idealist, der gang på gang besynger den gamle arbejderklasses sammenhold. På den anden side er han jo ikke idealist, fordi han film efter film har skildret de politiske og økonomiske omstændigheder, der har gjort klassen til en sociologisk fortabt kategori. I starten af The Old Oak diskuterer værtshusets (primært) mandlige stamgæster en skræmmende boligpolitik, der rammer byen. Udenlandske foretagender opkøber de små lejligheder i større stil og det til priser, der er langt under dem, som arbejderne selv har givet i sin tid. Lejlighederne rasler ned i markedsværdi så glem alt om friværdi, hvis du tilhører den overhalede arbejderklasse. Det er netop de strukturelle, økonomiske konditioner, som de garvede ex-minearbejdere burde mobilisere modstand mod. Men ak, det bliver i stedet mennesker, der er endnu lavere placeret på den sociale rangstige. Og det er selvfølgelig hos disse mænd med falsk bevidsthed, at racismen vokser frem og går vidtrækkende konsekvenser, også konkret for værtshuset og Ballantyne.

I lighed med Jimmy’s Hall (2014) lader instruktøren et lokalt forankret sted være omdrejningspunktet for ændret politisk bevidsthed. I filmen far 2014 handlede det om et forsamlingshus, i The Old Oak er det værtshuset og specielt det lukkede baglokale, der er stridens kerne. Racisterne vil genåbne det for at mødes og diskutere, hvordan man kan slippe af med syrerne, og det er i selvsamme rum, hvor de på væggene kan se fotografiske minder om fortidens solidariske arbejdskampe, som de selv deltog i. Men den ekskluderende agenda nægter Ballantyne. Til gengæld åbner han den gerne for civilsamfundets initiativ til at lave fællesspisning med syrerne, efter mottoet ’når man spiser sammen, holder man sammen’. Det er også i det aflukkede lokale, at Ballantyne gemmer gamle kameraer, som han tilbyder Yaya at låne, fordi en af racisterne smadrede hendes kamera, da flygtningebussen ankom til byen.

Yayas kamera spiller i lighed med varevognen en vigtig rolle. Hun har fået det af sin fader, der sidder tilbage i Syrien i fængsel, og hun bruger det til at dokumentere liv, men Yaya erfarer også, at kameraet har fået hende til at se et og andet, som hun helst ikke ville se. Den tyske kulturkritiker Walter Benjamin talte allerede i 1930’erne om kameraets evne til at fange ’det optisk ubevidste ’. Det er den pointe Yata smerteligt erfarer, samtidig med at en af filmens smukkeste kollektive scener demonstrerer, hvordan netop kameraet med dets stillbilleder kan indfange øjeblikke af menneskelig skønhed. Folk på tværs af nationer, aldre og køn er samlet i baglokalet, og mens en ældre mand akkompagnerer på en oud, ser vi Yayas æstetisk formfuldendte fikseringer af livfulde mennesker i mere eller mindre ramponerede omgivelser og selvsagt værst i Syrien. På den måde er The Old Oak en hyldest til det medium – fotografiet – der er forudsætningen for Loachs medium: filmen.

Meget elegant og som udtryk for Loachs æstetiske, politiske og ideologiske rummelighed er der en parallelscene, hvor Yaya og Ballantyne går rundt i en katolsk kirke, hvor Yaya finder en skønhed som hun har savnet. Det metafysiske og materialismen går hånd i hånd i The Old Oak, og jeg må sige, at jeg finder filmen mere nuanceret, end dagbladskritikken har ladet ane. Selv om slutningen er patetisk: De gamle arbejdere går sammen med flygtninge, mens de er fælles om at bære kampbannere. Men hvorfor skulle det være odiøst at advokere for solidaritet på tværs af etnicitet?

Links
ekko
Film og tro
_ _ _