Kalak

Filmen er grundlæggende baseret på Kim Leines roman fra 2007 af samme navn, men indeholder også elementer, der ikke er fra bogen.

Jan er flyttet til Grønland med sin kone og to børn for at arbejde som sygeplejerske. Han har en belastet opvækst bag sig delvist i Norge og delvist i Danmark og kan ikke komme langt nok væk fra især faren, der har misbrugt ham seksuelt, da han var stor dreng. Han vil væk fra sit gamle liv og være grønlænder, men Jan erkender ikke, hvor store problemer, han har. Han fungerer på sin egen måde, men forstår først for sent, hvor ondt han kommer til at gøre menneskerne omkring ham, selvom han ikke ønsker det. Han drikker, knalder og udvikler et stofmisbrug, der gør, at han til sidst bliver tvunget til at rejse hjem til Danmark, hvor han får mulighed for at tage et endeligt opgør med faren.

Emil Johnsen spiller Jan i en underlig mareridtsagtig febertåge. Han ligner én, der aldrig har sovet og aldrig været i bad, og med sit underfundige lille smil ser han ud, som om han hvert øjeblik kan bryde ud i gråd eller latter eller kaste op – eller alle tre ting på en gang. Han fremstår meget sart og nærmest gennemsigtig, en undskyldning for sig selv og med en stemme, der er som svævende i en anden sfære. Han er virkelig ikke særlig tiltrækkende, så hvordan han kan nedlægge den ene dame efter den anden er lidt svært at fatte. Måske sårbarheden alligevel kan et eller andet trick.

Berda Larsen spiller rigtig godt som Karina. Det er en central scene, hvor Jan grædende fortæller Karina, at han er blevet misbrugt, og Karina svarer, at det er hun da også! Hvorfor skulle det være værre for Jan?! Det er en god pointe, at man altid har valget, om man vil være god eller ond mod andre, og der er ingen gyldig grund til at vælge at være ond. Dog tror jeg ikke, at Jan bevidst handler ondt. Han er slet ikke i kontakt med sig selv, han er et skræmt barn, dybt traumatiseret, og véd nok nærmest ikke, hvad han selv laver.

Asta August redder sine scener med den alienerede Jan, som er så underlig, at man blive irriteret på ham. Hun er ægte, solid og beundringsværdigt rummelig som Jans kone Lærke. Børnene spiller også overbevisende, selvom enkelte replikker forekom lidt stive. Søren Hellerup er direkte modbydelig som faren. Forkvaklet som den pædofil han er. Overbevist om at han har hjulpet de børn, han har misbrugt, til at opleve ægte og ren kærlighed.

Kalak er ikke en film, man skal se for at more sig eller tro, at man kommer ud af biografen med en følelse af, at det nok skal gå altsammen. Dertil er den alt for ubehagelig. Man går snarere ud med en stor klump af kvalme i halsen. Umiddelbart efter at jeg så den, tænkte jeg, at det var en mærkelig film på den dårlige måde, men de følgende dage kunne jeg mærke, at filmen sad fast hos mig. Jeg forstod, at den ikke er dårlig, men grum. Jeg vil stærkt fraråde, at børn ser den, og den har da også fået en aldersgrænse på 15 år

Links:  ekko ~ Moovy ~ Solidaritet ~ Soundvenue