The Zone Of Interest

Alting ser så normalt ud. Børnene leger ved poolen. Farmor ligger og soler sig. Den normale hund løber restløst rundt i den normale have, hvor den normale og gennemsnitlige tyske hausfrau tilser sine normale blomster og dyrker sine banale småborgerlige bekymringer. Og det er sådan set også normalt. Altså lige bortset fra den usædvanligt høje og brutale betonmur ind til nabogrunden, og det faktum, at nabogrunden huser den mest berygtede af nazisternes udryddelseslejre, Auschwitz-Birkenau.

Det er allerede blevet fremhævet af mange anmeldere, at lydsporet er noget af det mest interessante ved denne i det hele taget fremragende film. Det starter allerede under titelsekvensen, hvor et uhyggeligt og formløst kor indvarsler den zone vi som publikum er på vej ind i, og i biografstolen begynder en krybende følelse af ubehag og fascination, som ikke slipper én før filmen er slut. Vi følger familien Höss, hvor faderens job er at føre tilsyn med det mekaniserede folkemord. I løbet af filmen er lydene konstant med os, men altid, og dette er det geniale greb, lige på kanten af vores hørelse. Forvirringen og ubehaget i de nyankomne fangers stemmer, deres skrig, vagternes grusomme og nådesløse råb, og de regelmæssige henrettelsesskud ligger altid fjernt, men akkurat tæt nok på til at kunne høres. De blandes også hele tiden med lyden af den spidsborgerlige families dagligdag; familiehundens gøen, børnenes latter eller gråd, fuglenes kvidren. Vi ser aldrig uhyrlighederne, og her ligger filmens genialitet.

I en af mange eminente scener oplever vi Holocaust gennem ørerne på familiens ca. 5-årige dreng. Han sidder på gulvet i sit værelse og leger med træsoldater. Det er sommer, og vinduet er åbent. Den milde brise blæser gennem de høje træer som står på det smalle stykke jord mellem familien Höss’ hus og Auschwitz. Drengen hører, svagt men umiskendeligt, stemmerne af et par KZ-fanger og et par vagter. Den ene vagt spørger, hvad der er foregået, og den anden svarer, at to fanger har været oppe at slås om et æble der var faldet på jorden. Straks bliver en vagt beordret af en anden til at føre kort proces; ”tag ham ned til floden og drukn ham”, lyder den bryske stemme. Den legende dreng på værelset hører derpå fangens fortvivlede skrig, og derefter den uhyggelige stilhed. Han leger videre, og her kommer det fine greb; han efterligner med det samme scenen, og inddrager den ufattelige virkelighed i sin uskyldige leg.

På denne måde illustrerer filmen på elegant vis det, Hannah Arendt kaldte ”ondskabens banalitet”; en rutinemæssig, hverdagsorienteret instrumentalisering af det, historien senere kalder ”ondskab”.

Instruktør Jonathan Glazer tager sig god tid med sine projekter, men til gengæld har de det med at ramme plet. ”The Zone of Interest” er blandt meget andet også et ambitiøst forsøg på at skildre antisemitismens dunkle og muterende væsen. På elegant facon lader Glazer forskellige tider krydse spor via inddragelse af blandt andet folkeeventyr og billeder fra nutidens Auschwitz museum.

”Zone of Interest” er på en måde en svær film at anmelde her i 2024. Vor tid er stadig i høj grad defineret af tiden efter 1945, selvom en ny verdensorden det sidste tiår synes at være ved at bryde ud i voldsomme seismiske ryk. Den aktuelle konflikt mellem Israel og Gaza har splittet verdens befolkning, og mange har svært ved at ignorere eller retfærdiggøre uhyrlighederne begået af Israels nuværende regering. Dette dilemma fik Jonathan Glazer til at ”frakende sig sin jødiskhed” da han modtog sin Oscar for ”Zone of Interest”, en voldsom og kontroversiel gestus, som da også stødte mange.

På trods eller måske netop i kraft af kontroverser står ”Zone of Interest” som én af de hidtil absolut bedste og mest kreative skildringer af det mest uhyggelige folkemord i verdenshistorien, og den fortjener at blive set af alle.

Links
ekko ~ The Guardian ~ Kinosaur ~ Moovy