Pigen der fortalte film

Her er filmfascinationen fra “Cinema Paradiso” skildret med den italienske neo-realismes usminkede arbejderklasse-råhed, og placeret i et hedt, tørt latin-amerikansk Westernlandskab. “Det her er John Wayne i Verdens bedste western!” udråber operatøren over den lille mine-ørkenby, hvis største attraktion er biografen. “Manden, der skød Liberty Valance” er da også en menings- og indholdsrig historie om virkelighed kontra myte, – sandhed kontra drøm – morderisk pletskud kontra lovens bogstav.

De eskapistiske søndags-besøg i biografens mørke er tiltrængte i den lille, støvede mineby i 1960-ernes Chile, hvor Maria Magnolia (jo, initialerne MM er taget fra fars store idol, Marilyn Monroe) vokser op med sine tre brødre, sin endnu unge, attraktive mor og noget ældre, hårdt knoklende arbejder-far. Som de fleste mænd i byen arbejder far i salpeter-minen, og da en ulykke lammer ham, ændres familiens hverdag totalt; fra nu er familiens eneste indtægt borte, og far skal passes døgnet rundt. Uden fars indtægt har familien heller ikke længere råd til at gå fuldtalligt i biografen, de må sende en “oplevelses-repræsentant”, én der ser filmen og bagefter kommer hjem og fortæller – ja, nærmest genopfører – filmen så hele familien kan få oplevelsen. Efter lillebror har fortalt “Pigen med paraplyerne” udelukkende som en laaang, teknisk analyse af toget, Guy kører bort i efter den grådkvalte afsked sin elskede, er han fyret; Maria får tjansen, og hun viser sig fra første bif-besøg nærmest genial!

Som ledemotivet i en Wagner-opera har vi set et ultrakort klip af Kirk Douglas som oberst Dax i Stanlet Kubricks “Ærens vej”, og så er vejen banet for de to giganters fælles-opus, “Spartacus”, og Marias første filmfortælling, hvor det autentiske, antikke drama om samfundets lavestes oprør mod dets højeste lader pigens unikke fortælletalent folde sig ud i fuldt flor.

Efter at have fortalt sig gennem et par amerikanske lystspil centreret om den charmerende luder med et hjerte af guld, romantisk tillokkende, men moralsk yderst tvivlsomme rollemodeller, har Maria både fået større forståelse for de erotiske aspekter af livet og for sangerinden i den lokale, lummert dragende cabaret-knejpe: Hun er simpelthen klar til det, med hendes søskendes øjne, mest dampende dristigt pornografiske: Den berømte strandkantsscene fra “Herfra til Evigheden”. Men så har Maria også perfektioneret sin fortællekunst i en sådan grad, at hun kan tjene gode penge på den, hvilket hun gør i en halv snes år. En halv snes år gennem 60-erne og 70-erne, hvor også Chile udvikler sig: Arbejdere gør oprør, fagforeninger får magt, og noget spillefilmusædvanligt viser minens tyske boss sig som et ordentligt menneske! Men det gør én af Marias hede beundrere ikke, i en så modbydelig grad, at det ender med et voldsomt drab.

Igen ændres Marias liv; hun tager navneforandring og rejser fra byen. Familien splittes yderligere. Den tekniske udvikling gør Marias levende fortællekunst overflødig. TV gør sit indtog, snart findes et apparat i ethvert hjem Det er tid til igen at entre bussen og drage mod nye udfordringer i et andet liv.

Denne handling kunne selvfølgelig ikke fungere uden den perfekte filmfortællerske, og hende har filmen hele to af: Alondra Valenzuela og Berenice Bejo som den hhv. lille pige og unge kvinde, Maria, som de fremstiller så troværdigt, at også de tryllebinder, skaber glæde og håb., og som udover at spille hovedrollen også fungerer som off-screen-fortæller gennem hele filmen!

Scherfigs film, som er baseret på en roman af den chilenske forfatter, Hernan Rivera Letelier, skildrer filmkunst som langt mere end blot underholdning; den er jo også socialt samlende og debatskabende, og filmen bliver derved også aktuel i en tid, hvor biografer på stribe nedlægges og den samlende oplevelse erstattes at enkelt-individer fastlåst af hver sin skærm på hver sit streamingsprogram. Vemodigt, bittersødt, følelsesladet og inderligt frydefuldt for enhver film(historie)elsker!

Links
ekko ~ Kulturkupéen ~ Vi elsker serier