Stella – et liv

Et kys af en opmalet rød mund på et spejl, hvor sidespejle afbilder kyssets intensitet. Hun vil livet, hun vil sig selv. Narcissus sidder ved søen og beundrer sit spejlbillede. Han elsker, det han ser, så meget, at han til sidst glemmer alt omkring sig og sygner hen i sin lidenskab til sig selv! Måske er sammenligningen lovligt optegnet, men Stella skildres som en kvinde, der virkelig er forelsket i sig selv og sin karriere som jazzsanger. Her er virkelig tale om en overlever, en kvinde, der ikke giver op. Hun kæmper vildt og inderligt og må hele tiden ændre sin opfattelse af omverden for at få plads til sig selv og sit.

Først er jøderne pivede, selvom de trænges noget så eftertrykkeligt. Så tvinges Stella til at angive jøder. Dette angiveri redder hende fra selv at blive udryddet. Da hun flere år efter krigen konfronteres med sit angiveri, skubber hun det fra sig og siger, at de kun er jøder. Hun er heldig, og de andre er kun misundelige! Men Stella er selv jøde, en jøde med lyst hår og blå øjne. Den ældre kvinde med sine malede røde læber foran spejlet kysser ikke mere! Tomheden har indhentet Stella.

Filmen bygger på virkelige hændelser. Stella er ikke hentet ud af ingenting. Et menneske, der undgår døden ved at angive sine egne, er ikke et nyt tema. Vi har set det i andre film og romaner. Så hvorfor lave en film om dette i 2024?

Nu er det vigtigt at huske på, at en film har flere år på bagen, inden den kommer op på det store lærred. Det er ikke den nuværende konflikt i Mellemøsten, som har været baggrunden. Det er nok mere den tiltagende antisemitisme, som viser sit grimme ansigt igen og igen og nok aldrig helt vil slippe sit tag i Europa! En antisemitisme, som virkelig tages alvorligt i Tyskland. De skal aldrig mere derhen, de var i 1930’erne og 1940’erne. Derfor er det også interessant, hvordan retssagen imod Stella 10 år efter krigens ende skildres. Forsvareren kommer godt fra at gøre grin med vidnerne og deres harme og vrede imod Stella. Selvom hun var skyld i, at de kom i koncentrationslejr og nogle af deres nærmeste døde.

Stella er en stjerne, som blegner på himlen, inden hun får lov at folde sig ud. Hun får ikke de rette betingelser, tværtimod er omgivelserne de værst tænkelige for en som hende. Men hun vil lyse og hun gør alt for, at dette skal ske. Hendes signatursang “Let’s Unbehave” fungerer fint som spejl på, hvor godt det går hende!

Filmen formår at skildre en ikke umiddelbart sympatisk kvinde på en måde, så vi forstår, hvad der sker. Vi ser hendes håbløse situation og hendes kamp og vedvarende tro på, at det nok skal gå. Vi går med hende hele vejen, lige indtil hun forsvinder. Sygner hen i sin selvforelskelse, som aldrig bliver udfoldet. Tilbage står vi med spørgsmålet: Angrer Stella? Føler hun skyld?

Links
ekko ~ filmdienst ~ Moovy