Caravaggios skygge (L’ombra di Caravaggio)

Sandheden! Kan alle mon blive enige om, hvad sandheden er? Næppe. Men det har ikke afholdt mennesker gennem alle tider at forsøge at finde frem til sandheden. Sandheden om livet og troen.

Maleren Michelangelo Merisi, som tog sit kunstnernavn Caravaggio efter en landsby ved Bergamo, levede fra 1571-1610. Han var på mange måder en kontroversiel mand, en livsnyder og slagsbroder, en provokatør og drabsmand, men alle var enige om, at han var en gudsbenådet maler. Da Caravaggio i et slagsmål slog en anden mand ihjel, dømte paven ham til døden. Caravaggio måtte flygte ud af Rom og leve af sine tilhængeres hjælp. Filmen tager udgangspunkt i denne situation og digter så en jesuit ved navn L’Ombre, som betyder Skyggen, ind i fortællingen. L’Ombre skal efterforske Caravaggios sande jeg og derved give paven et klart og rigtigt billede af manden. L’Ombre kender intet til kunst, men han kender til sit altopofrende forhold til den katolske kirke og ivrigheden efter at slå ned på kættere.

I det lys får vi et indblik i Caravaggios liv og levned. Vi ser hans kampe med sine konkurrenter; hans på en gang hovmodige forhold til sin maleriske kunnen og hans kamp for at skildre sandheden i sine malerier. Han håber hans altertavler accepteres af paven, og fortvivler, når dette ikke sker. Vi ser hans omgang med venner og fjender og måske det allervigtigste: hans omgang med de udstødte, dem, som ingen vil være sammen med. Caravaggio finder dem i en kirke, hvor den lokale præst tager sig af dem ved at give dem føde og prøve at hele deres sår. Det bliver de mennesker, som Caravaggio maler. Det er dem, der kommer op på det store lærred og det er dem, som den mening katolik, rig som fattig, betydningsløs som betydningsfuld, ligger på knæ for og beder til. For disse udstødte mennesker skildres som den hellige moder Maria; som Johannes Døberen, som disciplen Simon Peter, som apostlen Paulus, som disciplen Maria Magdalene. Og det er her, det går rivende galt. For paven kan ikke acceptere, at disse mennesker står model for den hellige kirkes hellige. Det bliver skåret ud i pap i den scene, hvor L’Ombre opsøger og udspørger en prostitueret om hendes forhold til Caravaggio. Hun siger, at hun elskede ham og han hende. Og han viste det ved at lade hende stå model til sit maleri af Maria Magdalene. Det hidser jesuitten så meget op, at han slår kvinden og nærmest løber ud af huset. Tanken om, at gode katolikker har ligget på knæ for en prostitueret, er mere, end han kan klare.

Filmen tager sig den kunstneriske frihed at lade Caravaggio blive dræbt af hævngerrige med L’Ombres tilladelse. Jesuitten får dræbt sin kætter, men i mødet med et maleri, der forestiller Johannes Døberen, må selv denne hårdhjertede retfærdighedens rytter overgive sig i tårer. Hvis filmens budskab er, at sandheden er for alle, så bliver det meget tydeligt, at ikke alle kan tåle den.

Clair obscure – den teknik, som Caravaggio benyttede sig af for at få lys og mørke til at kæmpe om opmærksomheden i sine malerier, er også den fremtrædende brugte filmiske teknik. Det giver en film, som virker tung og dyster og derfor lettere langtrukken. De mange klip, som springer i tid, bliver også for meget, så man som seer kan fristes til at falde lidt hen og ikke lige gide at følge med.

Der er noget meget teatralsk over filmen. Store armbevægelser og voldsomme slagsmål. Både den letkøbte seksualitet som den tragiske konsekvens skildres åbenlyst og dramatisk. Men der er også skildret en nænsomhed, der giver filmen en varme, der taler for at anbefale at gå i biografen og se den. En ting er sikkert, denne film kan kun ses på det store lærred.

Emnet er evigtgyldigt. Den kristne kirke har altid været splittet mellem at udvise magt/erhverve rigdom og vise barmhjertighed/hjælpe den udsatte. Magt og diakoni. Men hvor går disse to kræfter dårligt i spænd med hinanden. Og sandheden? Den tåles sjældent af magtens folk. Men hvornår tåles sandheden egentligt?

Links
ekko ~ Filmsiden ~ Kulturen nu
_ _ _