Mørkeland - Kirke og Film
Dansk, Krimi, Thriller

Mørkeland

"Hyldest til hårdtprøvet, hæderlig journalist"

Af: Helle Sihm

Det lyder usandsynligt, men Dagbladets stjernejournalist, den ihærdige, hæderlige Ulrik Torp er blevet fyret i en sparerunde. Fem år har han været arbejdsløs, og nu har skæbnen og job-centeret sendt en ældet, noget forhutlet Torp tilbage i job-prøvning på hans gamle arbejdsplads – allernederst i journalist-hierakiet. I sin iver efter at “please” sin chef og gamle kollega Moll og passe ind blandt sine meget yngre kolleger “kommer han til” at skrive en frygtelig forkert artikel om en yngre, dræbt indvandrermand. Denne var nemlig ikke som skrevet involveret i narkokriminalitet, men en besværligt loyal medarbejder i indenrigsministeriet.

Mordet “trigger” Torps stadig knivskarpe journalistiske sans, og den fejlagtige artikel “trigger” hans samvittighed. Da han midt i en demonstration, provokerende og højtråbende i retfærdig harme, såres i hovedet søger han ind i den nærmeste bygning, og så følger en række bogstaveligt utrolige held: Bygningen er nemlig Indenrigsministeriet. Såret i hovedet gør, at vagten straks slipper ham ind, han finder ubesværet og uhindret den myrdede indvandrer-ansattes kontor, stikker instinktivt fingrene ned bag familiefotoet på skrivebordet og hiver det gamle, skjulte foto af en flok unge soldater på Kastellet frem. Vupti er han på sporet af både valgsvindel og en sammensværgelse, som kan true selve Danmarks demokrati. For, som Churchill sagde: “Demokrati er den værst tænkelige styreform – bortset fra alle de andre!” Helliger hensigten altid midlet? Er valgsvindel OK for at sikre at magten falder i de rette hænder? Og hvilke hænder er i så fald de rette?

Noget, der derudover rammer hyper-heldige Torp lige så hårdt, er, at hans elskede datter skal giftes med en ung, fremadstormende politiker fra Nationalist-partiet, en glødende tilhænger af partiets leder, behageligt afdæmpet og ægte menneskeligt spillet af Lene Maria Christensen. Da det måske/måske ikke lige akkurat lykkes for hendes parti at komme i Folketinget introducerer historien hele to slags valgsvindel: Den, vi alle kender og forstår, ikke mindst via Donald Trumps rablende raseri over at være blevet snydt for rent faktisk afgivne stemmer, og så den langt mere subtile: Bevidst at sørge for, en kandidat får færre stemmer end de rent faktisk afgivne, for…ja, her gælder det om at være top-koncentreret for at følge de tråde, der fører tilbage til det gamle foto på Kastellet, til de personer og konstellationer, som rent faktisk kan smadre Danmarks demokrati. Det er altså en dødsensfarlig kæmpesag, Torp er kommet på sporet af. I sin skrøbelige, sårbare situation som “ny-i-jobprøvning” nederst i Dagbladets hieraki kan han klogt og forsigtigt vælge at fortie sine afsløringer, eller af hensyn til den dræbte indvandrer, hans efterladte og sin egen sviende samvittighed vælge dødsforagtende at give sig til at skrive løs…

Det vil være lettest at følge den indviklede, koncentrationskrævende og højaktuelle historie, hvis man har læst den tilgrundliggende roman af Niels Krause-Kjær, men så ville den intense, spænding til gengæld være borte. En spænding, som også skyldes, at dygtige skuespillere gør deres rollefigurer fascinerende facetterede. Den deprimerende handling stemningsforstærkes af de mørkeste, tristeste, sten-hårdeste Københavner-exterieurer som ramme om Torps fejlslagne liv og karriere. Men hans ukuede journalistiske talent, instinkt og retskaffenhed  – og hans nyvundne åbenhed for at samarbejde med den nye, unge generation af kolleger kan måske skaffe ham til tops på karrierestigen endnu engang.

Links
Arkaden ~ ekko
_ _ _


Del med venner og familie

Skriv et svar