Udenfor sæsonen (Hors-saison)

Han er gennemgående en selvoptaget karl, den kendte og populære filmskuespiller, Mathieu, og han har mindst et par gange været et virkelig dumt svin, som han også selv benævner sig og giver andre lov til. Den seneste gang, hvor han brød alle aftaler og bare skred fra et stort, påbegyndt projekt, der skulle give den feterede, etablerede filmskuespiller sit allerførste teater-skuespillerjob, tog så hårdt på ham  –  kombineret med lidt midtlivskrise og alderdomsangst – at han nu har booket sig ind en uge på et elegant luksus-spa-og-wellness-hotel på kanten af havet langt ude i den franske provins i titlens “Udenfor sæsonen”, så han har stort set hotellet og lillebyen for sig selv.

De kolde, golde, klinisk renskurede, lyse-lyse, pastelfarvede, pynt- og prunkløse interieurer skal selvfølgelig virke helbredende, beroligende og afslappende på de velhavende, velbetalende gæsters sjæl, sind og legeme, men dette får brat ende, da Mathieu kontaktes af én af den minimale kystbys faste indbyggere: Alba, klaver-spillelærerinde, gift med én af byens spidser, lægen og byrådsmedlemmet, Xavier, og Mathieus ex-kæreste, som han hårdt, hensyns- og begrundelsesløst skred fra 15 år tidligere. Endnu et eksempel på en situation, hvor han har opført som et dumt svin. Som det lød i Tom Jones’ 1967-hit: “…then those funny, familiar, forgotten feelings started walking all over again.” Men nu er begge gift, begge har et barn, og deres tilværelser har udviklet sig vidt forskelligt.

Så til det ene af filmens store, sære stil- stemnings og indlevelses-brud: For at illustrere, hvad hun har foretaget sig de forgangne 15 år, sender Alba Mathieu en interview-film, hun har lavet med en 78-årig veninde, og vi ser den i hele dens lange-lange længde! Den tilføjer intet til hovedhistorien, intet til forholdet mellem Alba og Mathieu, men fortæller, hvordan den 78-årige, da hun blev enke og kom på plejehjem (på trods af, at hun virker både fysisk og psykisk fuldstændig rask og frisk) endelig turde udleve sine lesbiske følelser, og omsider fik en, ligeledes ældre, kvindekæreste, som hun nu lever sammen med på plejehjemmet.

Næste forløbsstandsende, megalange hovedhandlingsbrud hænger sammen med dette: Alma inviterer nemlig Mathieu med til plejehjemmets fejring af det ældre, lesbiske pars kærlighed og forhold, og i den anledning er der hyret to yngre mænd, som imiterer fuglefløjten, fuglesang og kvidren, Det gør de imponerende og fascinerende, men filmen trækker også dette “udenoms-indslag” umanerligt langt ud. Via disse to lange, hovedhandlings-uvedkommende indslag kommer denne lille følelsesladede, og ellers stilsikre film til også at fremstå som en opfordring til at udleve sine (lesbiske) lyster uanset hvor sent i livet, for omsider at finde sand lykke. Men det er måske også netop meningen?

Det skal selvfølgelig ikke afsløres, om Alba og Mathieu ender med at vælge en fremtid sammen, men den unikt stilsikkert skildrede forsonings-. og derved også forløsnings- historie sætter sig i sindet med sit fine, stærke, ægte skuespil af Guillaume Canet og Alba Rohrwacher og sin bittersøde skildring af forspildte år, forspildte chancer, forspildte følelser  – af angst for at kaste sig ud i de udfordringer, livet undertiden tilbyder.

En smuk, vedkommende, stærk og i det ydre stille hoved-handling, som desværre brydes voldsomt, langvarigt og endda to gange.

 

Links til to andre anmeldelser
ekko ~  Oenek

Noter v/BTP
Manuskriptforfatter Marie Drucker (f. 1974) er en stor personlighed i fransk TV, hvor hun bl.a. har været vært i et hovednyhedsprogram kl. 20. I denne film lægger Drucker stemme til rollen som den mandlige hovedpersons hustru, men Drucker har en hel rolle i anden af Brizés film, Un autre monde (2021), som er en slags opfølger til Brizés mesterværk Mademoiselle Chambon (2009). Det er sådanne film, der gør Stéphane Brizé (f. 1966) til en væsentlig instruktør i de sidste tyve års års franske film. Ligesom Drucker medvirker Brizé i denne film med sin stemme, idet han lægger røst til teaterinstruktørens rolle.