Bønderne (Chłopi) - Kirke og Film
Drama, Historisk

Bønderne (Chłopi)

"Alvorstungt og voldsomt historisk drama i særpræget billedstil"

Af: Signe Kroner

Jagna er den smukkeste pige i Lipce. Livsnydende, selvstændig og glad lever hun alene med sin mor og har intet ønske om, at det skal være anderledes. Men landsbyens borgmesterpar er opsatte på at arrangere et ægteskab mellem Jagna og hendes nabo, den aldrende storbonde, som er blevet enkemand og desuden er far til unge Antek, der godt nok er gift, men som har et overordentlig godt øje til Jagna, og hun til ham. Der er således lagt grundigt i kakkelovnen til et tragisk 1800-tals drama om umulig kærlighed, jalousi, intriger, svigt og hævn.

”Bønderne” er speciel, fordi den ligesom ”Loving Vincent” (om Vincent van Gogh) er lavet ved, at der ovenpå filmen er malet med oliefarver på hvert eneste billede, og det giver en helt utrolig effekt. Jeg kunne i begyndelsen ikke koncentrere mig om handlingen, personerne og replikkerne, fordi billederne simpelthen er så ufatteligt smukke og drømmeagtige.

Efterhånden kunne jeg dog ikke lade være med at blive lige så grebet af handlingen som af billedsiden. Filmen er baseret på polske Wladislaw Reymonts historiske roman, som han fik Nobelprisen for, og filmen giver bestemt lyst til at fordybe sig i romanen, for historien er yderst spændende og medrivende.

Jagna er en stolt kvinde og lader sig ikke gå på af landsbyens intolerante sladder og fordømmelse. Hun holder stadig hovedet højt, selvom hendes arrangerede ægteskab ender i tragedie, og hun udnyttet og svigtet må vende hjem til moderens hus. Men det er ikke nok for de misundelige, nævenyttige kvinder i byen. De vil ikke acceptere, at Jagna lever sit liv på sin egen måde. Men selv efter den ultimative ydmygelse rejser hun sig igen og begiver sig nøgen og berøvet alt ud i sit nye liv, frigjort fra landsbysamfundets snærende bånd. Jagna er en beundringsværdig rollemodel og langt forud for sin tid.

”Bønderne” anbefales meget varmt. Det er en enestående smuk film, der absolut skal ses på det store lærred.

Links
ekko ~ Kulturkapellet ~ Soundvenue


Del med venner og familie

Skriv et svar