Quislings sidste dage

At interessen for levende billeder af fra og om Anden Verdenskrig er enorm, kan enhver forvisse sig om ved at kaste et blik på TV-kanalernes og streaming-tjenesternes programmer. Det er kun få uger siden, Joachim Langs storfilm “Føreren og forføreren” gik i danske biografer, og nu er en ny her allerede, men én med en helt anden indfaldsvinkel og en helt anden hensigt end vanligt: Erik Poppes tankevækkende og debatskabende “Quislings sidste dage”.

Blot få timer efter, at Adolf Hitler har begået selvmord i bunkeren under Berlin, holder Vidkun Quisling, gennem fem år Norges ministerpræsident, nazi-leder og kaptajn, en radiotale til det norske folk. Ikke en ydmyg taber-tale men et flammende frustreret raseriudbrud over førerens fald og nazismens nederlag, for Quisling har ærligt og indædt kæmpet for Hitler og nazismen mod det for ham grusomste tænkelige: Stalin og bolsjevismen. Desuden hævder han hårdnakket at være totalt uskyldig i og ja, endda fuldstændig uvidende om forfølgelsen og udryddelsen af jøder og øvrige uønskede personer. Men trods sit rasende, knivskarpe, både chokerende og imponerende verbale selvforsvar, arresteres Quisling og dømmes til døden; og det er om dette halve år mellem arrestation og eksekution, Erik Poppes mesterlige og originale film handler.

Quisling, der stammer fra generationer af præster, og kan sin bibel og sine testamenter udenad, forfra og bagfra, ønsker en sjælesørger under sit fangenskab; og da det efter Hitlers Götterdämmerung er tid til forsoning med den norske kirke, tildeles han – ikke biskoppen, som han ønsker – men den unge, idealistiske hospitalspræst, Peder Olsen, og det er hans og hans hustru, Heidis, dagbogsnotater, der ligger til grund for filmen, og det er det intense samspil mellem Gard Eidvolds Quisling og Anders Danielsen Lie, der løfter filmen til formidable højder. De starter med lignelsen om Tolderen og Farisæeren, men er hvem er egentlig hvem, og hvad? Selvfølgelig forandrer bekendtskabet og samtalerne begge de vidt froskellige mænd, og måske får pastor Peder slået en minimal sprække i Quislings urokkelige tro, så han styrter om med et slagtilfælde, men straks efter er al skyldsfornægtelse på plads igen.

Højst usædvanligt er det, at de fotos, Peder betragter af radmagre, sult-døende og -døde ikke er fra nazisternes KZ-lejre, men fra Rusland og Ukraine, hvor de syge og sultende søgte mod byerne, og Stalin lod dem ligge døende og døde i gaderne. Quisling har i sine langt yngre dage arbejdet for og med den navnkundige Frithiof Nansen med humanitært hjælpearbejde både i Rusland og Ukraine, ja, han har endda giftet sig med en kvinde fra hver nation – på én gang! – altså i “Den gamle Verden” – og er nu vendt 180 grader: Til kamp mod den nye verden, Stalin, bolsjevismen og dens grusomheder, som han, sandt nok, finder langt hæsligere end nazisternes.

Her får filmen voldsom aktualitet, da nye data netop har fastslået, at Stalin begik folkemord på ukrainerne, og her viser filmen sin hensigt: At stille det frygtelige spørgsmål: Hvad ville du selv have gjort? Faktum er, at tyskere i hobetal begik selvmord efter Hitlers død og nazi-rigets fald, af skræk for de indtrængende russiske sejrherrer og “befriere”. Måske en acceptabel debat her 80 år efter begivenhederne og afsløringerne af Stalins ufattelige brutalitet, men ikke i 1945, og Quisling bliver da også, efter hvad der lader til at være en fair rettergang, dømt til døden. Men jo nærmere, den kommer, jo stærkere bliver Quislings raseri og skyldsfornægtelse, til han i bilen ud til henrettelsespladsen føler sig som selveste Jesus og endda gør Jesu ord på korset til sine egne.

En traditionel film om opgøret efter Nazi-tiden, og så alligevel slet ikke! Ret usandsynligt er der en god portion kulsort, sarkastisk humor i filmen af en sjælden slags, som rollefigurerne selv er helt bevidst om: F. eks. få timer før henrettelsen, hvor præsten kommer på sit sidste besøg med en madkurv fra sin hustru. Qiusling skruer låget af termokanden, ånder dybt ind og udbryder; “Ahhh, ægte kaffe”, og præsten svarer: “Ja, min kone laver bare en skøn, krudt-stærk kaffe”, og Quisling, med et løftet øjenbryn spørger: ” Var det humor?” Elegant!

Filmen efterlader ingen konkrete, ubesvarede spørgsmål, blot en dyb undren over, hvem og hvad denne multi-facetterede, dybt fascinerende uknækkelige magt-mand dog troede, han var?

Links
ekko ~