Mufasa: Løvernes konge (Mufasa: The Lion King)

Rækkefølgen af de efterhånden mange “Løvernes konge”-film ser sådan ud: I 1994 er der premiere på tegnefilm-musicalen “Løvernes konge”, som hurtigt bliver voldsomt populær, så i 1998 følger 2’eren: “Simbas stolthed”. Nu er den komiske birolle-duo, ‘side-kicks’ene surikaten Timon og vortesvinet Pumba blevet så elskede, at de får deres egen film i 2004, og så følger “Løvernes garde” 2015. I 2019 genspilles den originale, oprindelige film, nu ikke som tegnefilm, men som computeranimation, altså så den fuldstændig ligner ‘live action’, en rigtig spillefilm, og det er denne computerteknik, der også har skabt denne film: “Mufasa: Løvernes konge”, som fortæller både en for- og en fremtidshistorie i forhold til den oprindelige film. Det er en teknik, som både imponerer og irriterer: den er fuldstændig overbevisende realistisk både hvad angår miljøer og ‘medvirkende’, men dels er det sværere at indleve sig i, at rígtige løver taler, synger og smiler, dels bliver det utroligt svært at kende forskel, idet de rigtige (omend computerskabte) løver ligner hinanden, hvorimod de i tegnefilm kan gøres så forskellige i udseende, væsen, karakter og bevægelser, at de let kan adskilles fra hinanden.

Det er efterhånden længe siden, at lille Simba sang “Jeg bli’r meget snart majestæt”. Det har han nu været længe. I rammehistorien, som altså forløber nogle år før hovedhandlingen, er Simba og hans mage Nala blevet modne løver, som undertiden har behov for lidt alene-voksentid. Det har de nu og drager bort over savannen, efterladende deres lille unge Kiara, voldsomt angst og alene. Men så samles familiens gamle venner, Timon, Pumba og bavianen Rafiki, om at ‘berolige’ og ‘trøste’ lille Kiara med den ellers barske historie om morfar Mufafas tidlige liv, og så begynder hovedhistorien: Vældig aktuelt kommer der efter en lang tørkeperiode, syndflodsvoldsome regnskyl, som driver Mufasas forældre fra deres hjem. Men den lille, vilde løvedreng stikker af, og snart havner han meget langt væk fra alt velkendt hos en hård, kold løvekonge, som ønsker ham dræbt. Men hans dronning tager sig sammen med sig egen søn Taka af lille Mufasa.

Årene går, de to fosterbrødre er nu unge løveknægte, da en grusom trussel viser sig: En flok usandsynligt onde, hvide løver vil tage magten. Skarpt forfulgt lykkes det Mufasa og Taka at flygte. Helt gammeltestamentligt viser det sig snart, at Mufasa er langt mere moden, stærk og ædel end Taka, og da de får følgeskab af en ung løvepige Serabi, som de begge forelsker sig i, vælger hun selvfølgelig Mufasa. Grunden til et indædt had, glødende jalousi og misundelse er nu plantet dybt i Takas sorte sjæl. Et had så intenst, at Taka går i ledtog med de onde, hvide løver, hvilket selvfølgelig får grusomme konsekvenser. Undervejs gennem denne voldsomme, kampfyldte, skræmmende handlig, klippes indimellem tilbage til Kiara og historiefortællerne i filmens nutid.

Filmen er to timer lang og drøner for det meste afsted med tophastighed, en enorm masse vold, magtkampe og vilde slagsmål, skræmmende uhyggeligt, så der er afgjort behov for de to velkendte side-kicks, de vigtige bi-figur-klovne, som med pjank og pjat, bryder gruen og letter stemningen; her er de endda suppleret med en fugl og bavianen Rififi, der som ung følger Mufasa, og som gammel fortæller Kiara deres historie (Ja, der er mange, mangt og meget at holde styr på her!) Problemet er bare. at de og deres ageren er så tåbeligt overdrevet, fjoget og fjollet at det skurrer i både øjne og ører og irriterer fremfor at more, adsprede og lette.

Stik imod klassisk Disneysk morale og budskab er det her de udefrakommende, de anderledes, her kaldet ‘Outsiderne’, de ondeste, de magtbegærligt alt-dræbende: De hæslige hvide løver anført af deres konge Kiros. Det er dem der dræber Mufasas adoptivforældre, dem, der tvinger brødrene på flugt, og endelig er det dem der forvandler Taka til et misundeligt, jaloux, hadsk monster nu ved navn Scar.

Da et nyt broderpar dannes til allersidst i filmen har den barske beretning om et broderpar, det gik grueligt galt for, da også den effekt, at vi straks frygter det værste, selv om det vist ikke er meningen, eller også er det oplæg til en film-forløber eller efterfølger – ‘prequel’ eller ‘sequel’, for nu at tale film-fagsprog.

Nu har vi voksne i 30 år sunget (med på) “Hakuna matata”, der betyder “Ingen bekymringer”, “intet problem”, så det skurrer igen i ørerne at den her lyder “Hakuna Mafasa”. Men, selvfølgelig, da de fleste kender til Mufasas grufulde endeligt forårsaget af sygt onde og hadske Scar, ville det også være noget af et problem at istemme “Intet problem”. Jo, som det fremgår af ovenstående, har denne visuelt overdådige film sine indholdsmæssige problemer og skaber intet behov for en fortsættelse!

Links: ekko ~ Kulturbunkeren ~ Newsweek