Hundemand (Dog Man)

De bedste børne- og familiefilm udfordrer og underholder velafbalanceret et publikum i alle aldre; en sådan film er “Hundemand”. Det er muligt, den danske titel udsender mere mildt-pjattede, “Shu-bi-dua”-agtige signaler end originalen: “Dog Man”, som damper af super-helte-paralleller, men tag ikke fejl: “Hundemand” er en bogstaveligt sammensat superhelt à la “Spiderman” med superheltekræfter. Men disse er erhvervet på højst usædvanlig vis: En menneske-betjent og hans elskede hund er på en vild biljagt efter superskurken, katten Pjevs, som endnu engang er brudt ud af det fængsel, de så ofte tidligere har placeret ham i, men under den vilde jagt forulykker parret, hvorved betjentens hoved og hundens krop knuses totalt. Eneste mulighed for redning er en vanvittig operation, hvorved det begavede hundehoved og den veltrænede betjentkrop forenes, voila, hundemand er skabt – og parat til at udføre store, farlige opgaver. Først og fremmest at fange og uskadeliggøre Pjevs, som ustandseligt og på mest opfindsomme måder bryder ud af det fængsel, Hundemand får ham anbragt i.

Hundemand køber hus, indretter sig pænt og hyggeligt, både menneskeligt og “hundeligt”, hyler bl.a. længselsfuldt og ensomt til de grammofonplader, han spiller. Men det triste ved Hundemands to skabninger i samme krop og det barske ved selve operationen, der skabte den, gøres børnevenligt sødt, sjovt og rørende af den fine, enkle animation og den overordnede lette, lyse farce-stemning.

Pjevs’ medfanger er infantilt bløde (muskel)mænd, Hundemands boss, politichefen som hedder Chef (!) en magtelskende, selvglad tåbe, afhængig af Hundemands mod og talent og vildt, men forsøgsvis hemmeligt forelsket i journalistpigen, Tine. Da Tine bliver opmærksom på Hundemands tilblivelse, hans skæbne og meritter øjner hun et sandt medie-scoop og etablerer et lille to-mands-TV-team. Tine og hendes fotograf følger ham nu tæt. Så må Pjevs selvfølgelig også opgradere sin skurkagtighed med mere højteknologiske modbydeligheder. Dels genoplive den for længst afdøde Flipper-fisk med den ondest tænkelige DNA, dels klone sig selv, så han kan udføre dobbelt så mange modbydeligheder. Genoplivningen af Flipper-fisk lykkes over al forventning, mens selvkloningen går rimeligt galt. Ud af klone-maskinen kommer godt nok en Pjevs-klon, men som lille-bitte killing! Pjevs har nemlig glemt at læse “det, med småt”: “Vent ca. 18 år, og din klon vil være klar!”

Lyder dette totalt vildt og vanvittigt? Det er det også, men vanviddet er afbalanceret med genkendelighed, som både morer og rører. Alt oprulles i enkel, tydelig animation. Det både genkendelige og især det rørende står baby-Pjevs oftest for: Set med dens øjne er det usleste ukrudt = de smukkeste blomster, de mest forurenede vandløb = de klareste floder, og baby-Pjevs får med sin uskyldsrene sjæl og og kærlige tilknytning til både Hundemand og voksen-Pjevs forenet de to stridende parter til fælles kamp mod Flipper-fisk, der i mellemtiden transformeragtigt har fået levendegjort byens bygninger, som er tørnet sammen i vilde slagsmål, men selv dette afbalanceres med en håndgribelig, yderst konkret katastrofe: Politistationen er løbet tør for toiletpapir!

Men hvorfor er Pjevs-kat og Flipper-fisk dog blevet så onde? jo, Pjevs er blevet grusomt behandlet af sin far, Flipper ondskabsfuldt mobbet af sit svømmehold, helt aktuelle, pædagogisk acceptable og realistiske forklaringer. Netop ved at blande sådanne realistisk forståelige detaljer ind i al den vanvittige tegneserie-action leverer filmen både samtalestof og bred underholdning til alle aldre. Her er både cyborg-teknologi, Frankenstein-transplantation og kloningsforsøg, både tankevækkende og underholdende videnskabsaktualitet i vildeste højhastigheds-animation. Lidt ekstra modernitet tilføjes, da menneske-race-skel ganske ubesværet udviskes, idet den afro-sorte politichef og den irsk-afstamnings-blege, rødhårede tv-journalistpige kommer til at erklære deres gensidige kærlighed for rullende kameraer.

En sød, vellykket vits er, at når “Hundemand” læser op for baby-Pjevs lyder det: “vufvuf-grrr-vov—“osv. , hvilket kan minde de voksne om, at denne action-mættede, følelsesladede helte-saga udspringer af Dav Pilkeys super-populære tegneserie-bogserie, hvorfra enhver voksen med egen menneske-røst kan læse op for de små og derved udover film-fornøjelsen, også kan indpode læselyst i disse små mennesker.

Links
ekko ~ Ebert ~ Moovy