The End
"Formidabel kulisse omkring mærkværdig musical"
“The End” foregår kun og udelukkende i hvad der ligner en en enorm, “død”, hvidpudret (salt?)mine en lille kilometer under Jordens overflade. En underjordisk hule dækkende et område så stort, at dens beboerne kører i bil for at nå fra den ene ende til den anden. Her har filmskaber Oppenheimer truffet et skarpt, konkret valg: Aldrig med ét ord, én replik forklare om den enorme underjordiske grotte, om hvordan dens beboere skaffer el, lys, luft, rent vand, medikamenter, de enorme mængder frisk, fornem gourmet-mad, der dagligt fortæres, alle de øvrige fornødenheder, renholdelsen af det enorme swimmingpool, beboerne dagligt svømmer i, bortskaffelsen af affald, bl.a. fra toiletbesøg, gennem 1/4 århundrede!
Ligeledes er informationerne om livet på Jordens overflade få og små: For godt 25 år siden begyndte noget grusomt at ske deroppe, så slemt og truende, at den lille flok, filmen nu følger dybt nede i mine-grotten begyndte de enorme forberedelser til dette underjordiske liv med alt: Fra de fornemmeste malerier og andre kunstværker over et koncertflygel til pragtfulde møbler og husgeråd, ja, alt, hvad der krævedes for at den lille privilegerede flok kunne fortsætte deres luksus-liv fra på overfladen, hvilket de så er lykkedes med gennem ca. 25 år. For en snes år siden blev flokken udvidet med en søn, -en dreng, som nu, en snes år gammel, helt bogstaveligt aldrig har set dagens lys. Langsomt er tilstanden på Jordens overflade så åbenbart blevet værre og værre: Med ildstorme, kæmpebrande, miljø- og klimakatastrofer, udløsende et vildt had, der får de overlevende mennesker til at dræbe hinanden. Men der leves altså stadig en form for “livsfarligt liv” deroppe”.
Joshua Oppenheimer, som både har instrueret og med-forfattet manuskriptet, har truffet valget om intet at oplyse om alt det faktuelle over som under Jorden, hvilket selvfølgelig også er det nemmeste i dette orgie af u-logik, men mon ikke de fleste publikummer, som jeg, vil irriteres over dette (fra)valg? Formålet med at bortskrabe alt faktuelt og praktisk kan selvfølgelig være, at undgå at skulle sandsynliggøre det usandsynlige, det umulige, og følgen af dette er uundgåeligt, at al opmærksomhed koncentreres om dramaets persongalleri. Et persongalleri, der kan bære det, for hver enkelt spiller totalt indlevet og overbevisende indenfor de stramme rammer! Her blot til en start syv vidt forskellige karakterer, hvoraf ingen nævnes ved navn: Far, Mor, søn, Fars bøsse-butler, mors gamle veninde, en sort læge, der er tildelt en meget lille rolle, trods hans væsentlighed for flokken, en ung tjenestepige, og så tilføjes rollehavende nr. otte: en ung, sort kvinde, den fremmede indtrænger, der kommer til at fungere som katalysator for et væld af følelser og begivenheder.
Meget mystisk og uafklaret er det også, hvordan denne unge, sorte afro-kvinde en dag ligger bevidstløs, sløj og udmattet på grottens gulv: Hvordan i alverden er hun kommet derned og derind? Dette forklares (heller) aldrig, men nu går der voldsom og forudsigelig politisk korrekthed og morale i forløbet: For den unge, sorte indtrængerske tilhører en helt anden race, en helt anden samfundsklasse og har levet et helt andet liv, har helt andre meninger og synspunkter end den lille, privilegerede flok, og snart begynder deres gennem 1/4 århundrede opbyggede tilværelse og dens fasttømrede hierarki at krakelere. Ikke mindst de valg, der blev truffet for dette kvarte århundrede siden: Hvordan blev de tilstedeværende udvalgt? og ikke mindst: Hvordan foregik fravalgene? Derfor var flokkens første tanke, ja, faktisk også dens første forsøg, at dræbe den så voldsomt forstyrrende unge, sorte underklassekvinde, hvilket altså ikke lykkedes. Men den 20-årige søn, som aldrig har kendt et andet liv end det i kæmpegrotte, og aldrig set et andet menneske end flokken dernede bliver selvfølgelig erotisk som på alle andre måder, voldsomt fascineret og af tiltrukket af den yppige, unge kvinde, som igangsætter en tsunami af følelser og spekulationer i den totalt uerfarne, unge fyr, bl.a. om den bog, han er ved at skrive med sin far om fars liv på Jordens overflade er én stor løgn? Bogen beretter intet om, at fars høje, magtfulde position inden for fossilt brændstof kan have sat yderligere ild til karastroferne deroppe på overfladen, og hvor er fars og mors nærmeste familie? Spørgsmålene vælter frem og splintrer årti-lange rutiner og fortielser med tvivl, skam og skyld.
Den unge, sorte pige, som selv plages af voldsom skyld over at have forladt sin familie i helvedet på overfladen, raser over, at den fornemme vin i de slebne krystalglas er sur, og at de kinesere, der bygger det unge USA’s jernbaner, ser glade ud på det enorme diorama, sønnen med minutiøs omhu bygger på: De var bare kulier, der skulle knokles til døde af moguler og storkapital. Jo, med den sorte underklassekvinde er også alle de rigtige meninger dumpet ned i den enorme hules fakta-fortrængende luksusliv!
Begrænset og indestænge nede i grotten, renset for alt praktisk og faktisk, får denne dystopiske, post-apokalyptiske fabel karakter af kammerspil, og dette har Oppenheimer valgt at gøre til en musical med sange, han selv har skrevet tekster til. Ikke af den slags, man nynner på længe efter, ikke af den slags, hvor sangene udspringer som en naturlig følge af en samtale, en følelse, og sunget af dygtige skuespillere, som ikke er store sangere. Er det for at udstille personernes og situationernes ufuldkommenhed og skrøbelighed? Endnu noget ubegrundet og uforklaret som så meget i dette sære, men voldsomt fascinerende og originale værk. Det er pudsigt at se en film, hvis allerførste billede siger “The End”, men om det endegyldige “The End”, som vises 2 1/2 time senere, så også virkelig er “The End” for den lille flok dybt under den fordærvede jordoverflade skal selvfølgelig ikke røbes her!
