A Complete Unknown

Der er en ting og muligvis kun én ting i den nye Dylan-biopic A Complete Unknown, der er helt præcis, og det er udvalget af de uhyre små brudstykker af hans musik, man vælger at lade filmens lydspor være fyldt af. Vi hører brudstykker af 6-8 sange, så vidt jeg lige talte, som står helt centralt i Dylan’s produktion fra Blowing in the Wind til Like a Rolling Stone og karakteriserer den smukt for en ny eller kun lejlighedsvis Dylan-lytter. I filmen møder vi desuden nogle sange som ligger rundt om det, filmen vælger at skildre, nemlig Dylan i relation til Woody Guthrie, til Pete Seeger og til Joan Baez.

Det er rigtigt, som vi allerede har set omtalt i medierne, at Joan Baez (Monica Barbaro) er ualmindelig velspillet og -sunget af skuespilleren. Men filmen reducerer hende til at være en betydningsløs sangerinde som har fået sit hoved fordrejet af Bob Dylan, og som ikke selv yder en kunstnerisk indsats. Den underspiller også det åbenlyse, at han nassede på hendes berømmelse i begyndelsen.

Hvor snæver filmen egentlig er i det historiske materiale, den tager fat i, kan man se af, at Peter, Paul and Mary kun er nævnt i forbifarten i forbindelse med en begivenhed i 1965, mens man forbigår at de tidligere indspillede Blowing in the Wind og udsendte den på single med det resultat, at Bob Dylan meget kort efter sin karrieres begyndelse var økonomisk uafhængig.

Er det en god film? Ja, det er en dejlig film, med en rigtig god stemning, fine billedlige forløb med en meget fin og levende lydside med musikken blandet op med storbyens klange. Dylan-figuren (Timothée Chalamet) fungerer udmærket, med den lydhøre skuespillers vellykkede aflytning og tilegnelse af centrale træk af Dylans almindeligvis groft undervurderede fraseringskunst. Og med en virkelig fin gengivelse af den lidt ludende kropsholdning og hans gradvise intoksikering af alkohol og marihuana.

Hvad er formålet med filmen? Det har jeg ingen anelse om. Filmen giver på ingen måde noget tilskud til vores forståelse af Bob Dylan som kunstner, og frem for alt, så udlægger den absolut på ingen måde noget, som hans kunstneriske produktion fortjener mere end noget andet, nemlig en dybere indsigt i de perspektiver, der symbolsk har udløst nobelprisen i litteratur, men som placerer ham som en af kulturhistoriens rigtig store, rigtig seriøse, rigtig dybsindige kunstneriske eksistensfortolkere.

Den giver derimod et indblik i Bob Dylans karakter, som man ikke kan være uenig i, hvis man kender lidt til skildringerne af den. Vi forstår, at han bliver irriteret over at blive puttet i bås som folkesanger, og vi forstår, at han blev irriteret over at blive behandlet som en celebritet, frem for at blive set som en seriøs kunstner, og vi ved at han fra tidlig tid har syntes det var i orden at have flere parforhold samtidig. Det skildrer filmen alt sammen fint og frem for alt fintfølende og smukt vævet ind i en behagelig og farverig skildring af den frihedsfølelse, de fleste teenagere oplevede i årene i midten af 1960’erne.

Selve filmens tidsramme, om end den tager sig visse friheder i mikro-kronologien, foregår fra Bob Dylan ankommer til New York i 1961 og besøger sit forbillede Woody Guthrie på sygehuset, til han forlader koncerten efter Newportfestivalen 1965, hvor han laver en slags musikhistorisk skandale ved at spille elektrisk bluesrock. Ved siden af sporet med Dylans vej fra folkesanger til rockmusiker løber sporet med hans kærester. Der er bare et problem. Den ene findes ikke i virkeligheden (Sylvia) og den anden er en mytisk efterrationalisering (Baez). Sylvia, der skydes bort i takt med Dylans berømmelse, er en konstruktion omkring Dylans kæreste Suze Rotolo, der ses sammen med ham på omslaget til Freewheelin’ (1963). Men filmen får ikke vist, hvordan Rotolo lærte ham Brecht at kende og derved afgørende prægede hans tekstforfattermetode på The Times They Are a-Changing (1964), og derved hans kunstneriske udvikling. Hun forbliver bare en kæreste. The Times They Are a-Changings titelsang er blandt de fremtrædende musiknumre i filmen. Filmens sidste sang er It’s All Over Now Baby Blue, og filmens producere vælger en dobbelttydning. Mange har gættet og overfortolket, at den handler om bruddet med Joan Baez, men de var ikke kærester, som filmen udmærket viser. Alligevel står hun og lytter henført til sangen i et kort klip. Men vi forstår gennem dens placering i narrativet, at den handler om afskeden med folkemusikkens idealer (hvad jeg har skrevet udførligt om i min bog om Dylans tekster, Sange ved himlens port (Eksistensen 2014).

Filmen slutter inden Dylan for alvor blev intellektuel, og derfor hører vi ikke noget om mødet med New Yorker-klientellet omkring Andy Warhol, og mere komplekse sange som Visions of Johanna, og selv det storslåede, gennemreflekterede samfundskritiske epos Desolation Row holdes udenfor, selv om det fandtes inden for den tid filmen skildrer. Dylans fremtidige hustru Sara Lownds kommer ligeledes først ind i billedet nogle måneder efter filmens slutscene ved Newport Festivalen 1965, men den slutter med en scene, der biografisk først burde ligge året efter, hvis man – som filmen her gør – bygger en historie af (næsten) udelukkende virkelige hændelser.

At filmens producenter virkelig véd, hvad Bob Dylan rummer som kunstner og som person og som mytologi, ser man nemlig af denne, den sidste scene, hvor Dylan kører på motorcykel uden styrthjelm i naturomgivelser på en landevej. På den måde motorcyklen i løbet af filmen var blevet den vigtigste rekvisit, ved igen og igen at blive trukket frem, havde jeg forventet, at filmen ville slutte i august 1966. Dylan havde da et mindre motorcykeluheld og trykkede nogle ribben, men fordi han var nygift og netop begyndt på et nyt livsafsnit, benyttede han uheldet til at tage en pause væk fra offentligheden, efter nogle meget hårde år, hvor særligt berømmelsen var krævende at holde op mod den intense kunstneriske proces, der optog ham døgnet rundt, som filmen udmærket og temmelig underholdende viser.

Men filmen sluttede ikke i august 1966. Den sluttede aftenen efter Newport 1965, og det at han, historisk frit opfundet, kører afsted på den måde, kommer så til at nikke, ikke blot til uheldet året efter, men jo også til Peter Fondas film Easy Rider (1969), hvor de to hovedpersoner dør til sidst, efter at være blevet skudt på motorcykel. Det er én af 1960’ernes mest ikoniske filmscener, der profetisk viser det USA vi i dag møder mellem redneck og woke. Rygtet går, at Dylan skrev med på Roger McGuinns vidunderlige titelsang til filmen, men afskrev sig medforfatterskabet, da Fonda valgte at lade hovedpersonen dø på den måde.

Sådanne dybder af Dylans kunstneriske idealisme, som der er masser af, også i tidlig tid, er filmen ikke i nærheden af at afdække. For eksempel lader den en hændelse fare, der ellers ligger lige til højrebenet filmisk set og i fortællingens ramme, hvor Pete Seger er en meget fremtrædende figur, nemlig den betydning for Dylans kunstneriske frigørelsesproces og modning, mordet på Kennedy havde. Det fik ham til at indse, at Pete Seegers idealistiske og smukke vision for folket og folkemusikken aldrig kunne forbedre verden. Det kommer filmen ikke ind på, selv om mordet kort nævnes, og det er en stor svaghed, fordi den netop kronologisk fokuserer på det forløb i Dylans udvikling, der fører til afskeden med folkemusikken.

Bog
Tjek Sange ved himlens port på Bog.nu

Links
ekko ~ Film Review Daily ~ Kulturbunkeren