Elskling

Kan man elske nogen helt oprigtigt og inderligt, før man tør elske sig selv? Det var dét spørgsmål, der dukkede op i mit sind, da jeg sad tilbage i den oplyste biografsal, mens rulleteksterne rullede over skærmen, og menneskene omkring mig var i færd med at pakke deres ting for at forlade salen. Måske er det for nogen noget af en kliché. Men måske er det også en kliché af en grund. Ikke desto mindre, så oplevede jeg, at jeg størstedelen af filmen troede den handlede om én ting, for så at opdage, at den egentlig handlede om noget andet.

Filmen tager sin begyndelse i liderlighedens, kærlighedens og frihedens fortegn. Kvinden, Maria, er midt i en livskrise efter bruddet med sin første mand, og her møder hun Sigmund til en fest, hvor hun ved første øjekast bliver betaget af hans lidt frimodige, musiker-agtige udstråling. Og efter et par meget intense og lumre blikke i en taxa, får hun ham på krogen. De går en sommer i møde, der er fuld af god sex og frihed til at gøre hvad de vil. Hun har to børn i forvejen, som han også tager ind i sit liv med alt hvad det indebærer, og pludselig er der to føjet til. Her klippes der til den berygtede ”syvårskrise”, hvor det eneste øjeblik man har til sig selv og hvor man kan få lov at skrive fødselsdagskortet til sin mand, er på toilettet bag en låst dør. Det er konsekvensen af, at Maria er meget alene med de fire børn, fordi Sigmund rejser meget med musikken. Derfor løber de nu ind i deres livs ægteskabelige krise. Og hvordan får man ryddet ordentligt op, når hele ens verden vælter i grus?

I et desperat forsøg på at fastholde sit livs kærlighed, kommer Maria i stedet for til at skubbe ham væk ved at opstille regler, eller måske rettere fælder, som Sigmund skal forsøge ikke at falde i. Og til sidst får Sigmund – forståeligt nok – nok og truer med separation.

Det pudsige – og efter min mening – meget, meget kløgtige og smukke ved den her fortælling er, at hen mod slutningen af filmen, er der et vendepunkt, som tager plads i Marias mors køkken. Alle de dårlige mønstre, rutiner, reaktioner, vaner, som skubber Sigmund væk og Maria ud et sted, hvor hun ikke kan bunde, dem har hun ikke fra fremmede. Pludselig finder Maria sig selv midt i selverkendelsens midte. Det er her, det går op for mig, at for mig handler filmen ikke længere om kærlighed og forliste forhold. Den handler om selvkærlighed – eller rettere selvhad – social arv, dårlige mønstre og angst for at miste. Det er derfor, at jeg efterfølgende sidder tilbage med overvejelserne, om det overhovedet kan lade sig gøre at elske et andet menneske, uden at elske og prioritere sig selv.

Rollelisten er beskeden, men veludført. Helga Guren og Oddgeir Thune som Maria og Sigmund gør et formidabelt stykke arbejde i rollerne, og filmen er meget autentisk. Klipningen er også lige i øjet, og generelt forblev jeg fanget hele filmen igennem. Det er ikke en film som andre, og derfor er den heller ikke forudsigelig. Men derimod meget, meget anbefalelsesværdig.

Links
ekko ~ Kinosaur ~ Soundvenue