Maria

Der er et aspekt, som har den allerstørste betydning for filmen, som jeg vil tillade mig at betegne som 100% mislykket, og der er et mere overordnet aspekt angående fortællingens filmiske helhed, hvor jeg vil karakterisere Pablo Larrains film om Maria Callas (Angelina Jolie) som et fuldendt mesterværk. Så er spørgsmålet om nogen af de to dimensioner så at sige tager hinanden ud.

Lad os begynde med det med mesterværket. Når man laver kunst, er det én af de største kunster at sige noget alment om tilværelsen på en måde, der oplyser det for andre mennesker. Filmen foregår de sidste syv dage, inden Maria Callas dør, og vi forstår gennem den måde hendes helbred viser sig som meget skrøbeligt og den måde, doktoren viser sig i døren, og den måde medicinen viser sig gemt i alle lommer og skuffer, så den kan tilfredsstille hendes afhængighed af den, at døden nærmer sig. Derfor bliver det gribende eksistentielt, når Maria Callas sætter sig selv i scene til at gense en række af de momenter, der har formet hende karrieremæssigt, men også negativt menneskeligt gennem overgreb fra mænd stort set hele livet.

Hun går tur gennem Paris, hvor hun boede til sidst, sammen med en fiktiv interviewer, en ung mand som hun åbenlyst tiltrækkes af. Så begynder der at lyde én af hendes arier inde i hovedet på hende, og gaden befolkes drømmerisk af et operakor, der synger op imod hende og bærer hende musikalsk. Den slags scener er der en række af, filmen igennem. Det er meget meget overbevisende filmkunst. Det er scenografisk indfældet i den særlige detalje, at bybilledet generelt er klædt som et efterårsbillede fuld af masser af smukt udlagte nedfaldne, visne blade, der understreger dødens elegiske komme.

Men gennem erkendelsen af døden er også erkendelsen af livet. På den ene side bliver alt det man har mistet livet igennem, det vi følger Callas rundt i byen fuld af længsel efter – ikke mindst karrieren som den utvetydigt største, men også bedste, kvindelige operasanger i historien – et memento mori, en påmindelse om at vi skal dø. På den anden side sker der det, at når vi helt forsigtigt og hengivent nærmer os en forståelse af hvad det er Maria Callas kan, så forstår vi også, at døden ikke omslutter alt. Det er livet, der omslutter alt. Det var det hun oplevede i et bestemt øjeblik på de store operahuse hvor det var perfekt. Det lykkes filmen at vise, hvad det er, der er perfekt ved Callas: Hun forklarer én af sine tro husbestyrere, at hun ikke kan holde ud at høre sine egne pladeindspilninger, fordi, som hun siger: Man kan ikke gentage det, fordi det var perfekt i det øjeblik, det blev til. Jeg skal ikke forbigå, at denne tanke ikke er noget, Callas eller filmskaberne finder på: Det er en (livs)filosofisk pointe i f.eks. Søren Kierkegaards bog Gentagelsen (1843).

Det kan stadig være svært at forstå hvad der menes. Men hvis man har haft den åbenbaring af Callas som skal til og som hun kunstnerisk er udtryk for, hjælper det på sagen. Jeg husker for nogle år siden i forbindelse med en dokumentarfilm om hende, hvordan jeg bagefter lyttede til en gammel liveoptagelse og hører hende komme ind på scenen og begynde på sin arie, og jeg forstår at hun samler al energi i rummet om sig. Alting udgår fra hende i dette øjeblik og alle fornemmer det, publikum, musikere og dirigent. Al energi i rummet løber gennem hendes stemme og hendes krop og hendes forståelse af musikken, som er dybere end kroppen og sanserne. Hun er medskaber på musikken som udtryk for et naturvidenskabeligt fænomen, nemlig svingninger af lyd som mennesket kan opfatte og kultivere til æstetisk livstolkning og ren lyst. Man forsvinder ind i dette øjeblik og tiden findes ikke. Øjeblikket kan vare så længe som det skal være, men når man tænker over det, kommer virkeligheden tilbage og det er forbi, som Kierkegaard også forklarer. Hos Callas er det forbi, når arien er slut. Det er helt fantastisk og man glemmer det aldrig.

Hvorfor kan man ikke gentage det? Livet er kendetegnet ved ét eneste: Det er det, der altid bevæger sig. Det vi gør, er forbi, når det er forbi, fordi livet altid bliver til der, hvor vi er. Det forbigangne kan naturligvis ikke gentages, men må skabes på nyt ved, at vi er til i nuet. Det er det hun ikke kan længere som sangerinde og søger byen rundt og filmen igennem. Det er det, hun har mistet – bortset fra i et enkelt øjeblik som jeg ikke skal begive mig ud i, for ikke at komme med spoilere. Vi mærker vi at livet som skabelsesakt hvert øjeblik modsiger og omslutter døden, i modsætning til hvad vi troede: Vi troede døden omsluttede livet, og den instruktør og manuskriptforfattere og filmkunstnere, der kan sandsynliggøre det for os i en lille film som den her, har opnået noget meget meget stort.

Men så kommer uvægerligt vi til det der ikke fungerer, for det er en afledning af denne fundamentale erkendelse om tilværelsens beskaffenhed. Hvert eneste øjeblik ødelægger Angelina Jolies læber filmen. Hun fremmedgør Callas og forståelsen af den eksistentielt og teknisk suveræne kunstners særlige natur. Jolies læber er kunstige og alt for store. Det er virkelig pinligt. Jolie spiller glimrende, virkelig glimrende, men at filmpublikummet bliver bedt om at acceptere den illusion, at de smagløst botoxfyldte læber er en del af hendes personlighed og identitet som menneske, med hvilken hun begiver sin ind i den store Maria Callas dødskamp, modarbejder i en sådan grad filmens pointe, at rollen ikke fungerer som skildring af det særligt naturlige i Callas kunst.

Det handler om mere end Jolies kunstgjorte læber, men læberne er jo også udtrykket for Callas musikinstrument, så det bliver et symbolsk, skærende udtryk for at vi ikke kan nå ind til det øjeblik, hvor livet selv bliver til i den kunstneriske tidløshed og derved overvinder døden, fordi der må og skal alt være naturligt. Jolie spærrer for en troværdig skildring af Callas. Hun er en led i en virtuel konstruktion af menneskeligheden som må fortrænges, for at vi kan nå ind til Callas kosmiske naturlighed. Når man har givet Jolie den rolle og med rette set at hun ville levere et fremragende skuespil, så har man glemt at tage det i betragtning af at vi kender hende som den virtuelle personlighed som fortsætter med at konstruere sin skønhed i stedet for at lade naturen tage sig af den.

Tager nogen af de to absolutter hinanden ud og gør det til en ligegyldig film? Det var det jeg spurgte i indledning. Her, er par dage efter, må jeg sige, at jeg kan fastholde den ualmindeligt vellykkede dybsindige eksistentialitet, Larrain gestalter i sin storslåede lille film. Men jeg føler det som om jeg ser filmen i en dårlig piratkopi, hvor der er et stort rødt læbeaftryk hen over billedet hele tiden.

Links
Arkaden ~ Den korte avis ~ ekko