Det andet offer

Det sker undertiden på vore vildt travle, voldsomt overbelagte og underbemandede hospitaler, at der begås fejl. I denne film fejl, hvorved hele to personer “mister livet”: Patienten helt bogstaveligt, fejludøveren i overført betydning ved at være påvirket af denne resten af sine dage. Som titlen siger, oprulles her i særlig grad historien om dette “andet offer”.

Netop en sådan dag, hvor der er højrisiko for, at alt, der ikke må ske, sker, begynder filmen – kl. lidt i otte. Da den erfarne, rutinerede, topprofessionelle læge, Alexandra, møder ind, får vi, elegant diskret via de store, våde mælkeskjolder på hendes knitrende rene, hvide hospitals-T-shirt, at vide, at hun har et lille barn derhjemme.
Der er en sygemelding, en purung, usikker ny læge skal være alene på skadestue-vagten, og computere er gået ned. Cool selvsikre Alexandra påtager sig alt ekstraarbejdet, og så går det grueligt galt: Først overser hun, at en 18-årig ung mand måske har en hjerneblødning, hvorefter hun trods gentagne opfordringer fra den unge læge af sparehensyn nægter at lade den unge mand scanne, for “hvor mange 18-årige får en hjerneblødning?”. Nej, men én er jo også nok! Samtidig reagerer Alex lynhurtigt og fuldstændig korrekt, da en konfus, ældre kvinde kommer ind med halvsidig lammelse efter en blodprop. Ét liv tabt, ét liv vundet, de pårørendes voldsomme, modsatrettede reaktioner: Lægegerningens ansvarstunge bredde er krystalklart belyst.

Herlev Hospitals store, markante udsmykning, som er udtænkt og udført til glæde for patienter og personale får her den stik modsatte virkning: De markante, koncentriske cirkler bliver som skydeskiver, hvor forbipasserende kan rammes af noget dødbringende. De knaldrøde trappegange får samme effekt som de rødmalede dæk på de gamle, engelske krigssejlskibe: blodrødt for at camouflere det strømmende blod, helt konkret eller som her i overført betydning. Med enkelte og netop derfor så voldsomt virkende følelseseksplosioner er filmens grundtone rolig, intens, som vel en hospitals-sfære bør være, og det rolige, intense forløb, som gør stærkest indtryk, er ét, som de allerfærreste af os heldigvis kommer til at opleve. Men her kræver de pårørende at være til stede og bliver derved publikums repræsentanter til, hvordan der afgøres, om en komatøs patient er fuldstændig hjernedød. Både voldsomt, lærerigt og værdigt og absolut nødvendigt for at kunne afgøre, hvornår eventuelt donerede organer med sikkerhed kan fjernes, og herved leverer filmen også et vægtigt indlæg i organdonor-debatten.

Via sit klogt begrænsede, og formidabelt velspillende persongalleri kommer filmen ud i alle aspekter af følelsesspektret: Raseri, hjælpeløshed, taknemmelighed, glæde, sorg, angst, og ikke mindst tro, håb og kærlighed udover døden Ingen af de involverede er helt den samme, da dette turbulente døgn er ovre. Skuespillet er sublimt, uden én falsk tone: Sørgende efterladte, angste pårørende, forvirrede patienter, rasende fejl-ramte og personalet: Usikre begyndere, selvsikre veteraner – empatiske professionelle, der ved enhver fejl hjemøges af skyld og tvivl. I front er Øzlem Saglanmak med de udtryksfulde, mørke, mørke øjne i rollen som Alex – en rolle som hun tilfører en gribende, rystende og selv for lægfolk inderligt forståelig ægthed. En kæmpe-ros til den, der havde modet til at “ægte-parre” Trine Dyrholm og Anders Matthesen som hårdtramte pårørende: De to vidt forskellige talent-giganter løfter hinanden til nye, imponerende, frydefulde højder!

En imponerende dobbelt-debut for Zinnini Elkington, der både har skrevet manuskript og instrueret; hun afvikler dette voldsomme hospitals- og menneskedrama på blot 92 højspændte, topkoncentrerede minutter.

Links
ekko  ~ Kino ~ BT ~  Per Juul Carlsen