The Social Reckoning

15 år er gået siden det purunge it-geni, Mark Zuckerberg introducerede begrebet “Facebook”, opkaldt efter det nære og velkendte: De amerikanske skolers trykte årbog med, ja, netop ansigtsfotos af alle eleverne – en…Facebook. I løbet af disse 15 år har begrebet Facebook vokset sig ufatteligt stort, magtfuldt, rigt, og hverken det eller dets unge, geniale skaber er længere så unge, friske…uskyldige som i begyndelsen.

Her startes i handlingens nære fortid: En fuld, yngre, hvid kvinde, der har parkeret og er steget ud af sin bil, kontaktes stille og roligt af to beherskede, afdæmpede, brune betjente. Situationen , -mildt sagt, -eskalerer: kvinden lægger situationen på Facebook med en frådende beretning om “omvendt racisme”: Hvid kvinde ydmyget og tilsvinet af ophidsede, farvede betjente. Stil og stemning: Had, foragt, raseri på sociale medier er effektivt anslået.

Jeff Horwitz er graver-journalist å The Wall Street Journal, -en klassisk “papir-avis”, som er sig sørgeligt bevidst om, at den, som de øvrige af slagsen, – daler drastisk i salg og udbredelse , – overgået og “slagtet” af sociale medier. Men med nostalgisk stolthed kaster de sig alligevel over denne sag med fuld støtte til deres “Graver”: Fagligt engagerede Horwitz er så uvidende om og uerfaren i brugen af it, at han ikke engang kan anvende en GPS, – endsige noget mere avanceret!. Han er blevet kontaktet af Frances Haugen, – en ung, og egentlig dybt arbejdsplads-loyal og positivt indstillet Facebook-udvikler, som efterhånden er blevet skræmt af, hvordan det utroligt magtfulde medie drager brugere mod det “sorte”, -det negative. -det ekstreme: og nu har hun bevist, at hele 64% af disse hadstyrede ekstremister er blevet rekrutteret via..Facebook selv! De tydelige paralleller til et andet drama: Bernstein og Woodwards afsløring af “Watergate-skandalen” er etableret. Og Horwitz skal, samtidig med at offentliggøre afsløringerne, – også gøre alt for at holde sin whisteblower, Frances ikke bare anonym, men …i live!

Allerede i forløberen for denne film: David Finchers “The Social Network” fra 2010 portrætteres Mark Zuckerberg som en magt- og pengebegærlig følelseskold IT-nørd, -egenskaber, der ikke er blevet mildnet i de mellemliggende 15 år. -og samtidig med at fastholde al magt fralægger han sig alt ansvar: Der er jo “folket”, – brugerne, der leverer indholdet.

Som om denne teknologi-sprog- og -begivenheds-mættede historie ikke var opmærksomheds- og koncentrationskrævende nok i sig selv vælger filmen at springe hyppigt frem og tilbage mellem 2019 og 2021: Mellem Frances’ opdagelse af de 64% Facebook-genererede hademeddelelser, og en prøve-opførelse af den høring af Mark Zuckerberg, som skal følge et par år efter afsløringen. -mellem Frances og Horwitz, der knokler idealistisk i døgndrift under usle omstændigheder og de elegante kontorer, hvor Zuckerberg har hyret de ypperste eksperter i vidne-afhøring og retssals-opførsel  –  fra Horwitz og Haugen, der sætter ALT på spil, job, karriere, ja, selve livet, for at afsløre sandheden om det ufatteligt magtfulde medie  –  til Zuckerberg, der bruger en minimal brøkdel af sin enorme formue på at forhindre netop dette. For yderligere at øge den intense spænding (ja, en sådan opstår i vellavede doku-dramaer som dette, selvom udfaldet er velkendt) raser stormen på Kongressen i Washington i al sin blodige, dræbende vold efter rygterne om valgsvindel da Donald Trump tabte sit første valg, netop som høringen er på sit toppunkt. Det er virkeligheden, når den – fysisk som moralsk – overgår fantasien.

Det er, som i Watergate-sagen, Davids kamp mod Goliat, og altså ikke den største, stærkeste, rigeste, mest magtfulde, der sejrer; én af den slags begivenheder, der i hvert fald for et kort øjeblik kan skabe en opløftende tro på retfærdighed.