The Devils (1971 / 2026)

Selv i de frigjorte 1960’ere og ’70ere kunne film-scener være så provokerende, stødende, forargende, at censuren klippede dem far. Det skete bl.a. for Ken Russells “Djævlene” i 1971, men her i the director’s cut fra 2026 er de alle tilbage på deres oprindelige plads.

I 1634 er Frankrig kommet gennem Reformationens religionskrige, men pesten hærger og dagligt brændes læssevis af lig. På tronen sidder den forlystelsessyge Ludvig 13. som i religiøse spørgsmål styres af sin delvist lamme kardinal Richelieu; begge ønsker de Frankrigs magtfulde, selvstyrende by-samfund nedlagt. Men kongen har afgivet et løfte om at skåne netop Loudon, hvor den karismatiske fader Grandier er “enevældig “konge”. Han nyder intenst alle livets goder, begæres heftigt af byens kvinder, dog mest voldsomt og skæbnesvangert af den på alle måder, fysisk som psykisk, vanskabte priorinde, Jeanne.

Ken Russell tyede til Aldous Huxleys historiske værk fra 1952, “Djævlene fra Loudon”, da han skulle sætte sin foragt for korruption, religiøs fanatisme og massepsykotisk seksuelt hysteri på lærredet, nemlig den sande historie om byen Loudon og dens stolte, stærke leder, fader Grandier, i Frankrig på pestens tid – helt præcist 1634 – for her forløber en begivenhed, som giver Russell mulighed for at opmale sine ønskede temaer i gigantiske dekorationer, fabelagtig scenografi, frådende hysteri, filmisk perfekt kontrasteret af intime forhørs- og kærlighedsscener.

Loudons indbyggere har problemfrit levet med og under deres ukuelige leder, Grandiers styre, da han åd, drak og horede ustyrligt; de – især kvinderne – har endda skriftet mere end hyppigt for bare at være i hans dragende nærhed, og nonnerne – især Jeanne – har dag og nat begæret ham hæmningsløst og højlydt, men da ægte og gengældt kærlighed rammer Grandier og den unge, uskyldige adelsfrøken Madeleine, går indbyggerne amok i et orgie af jalousi, foragt og hævntørst: Ja, en berømmet, ung exorcist, fader Barre, indforskrives udefra for at uddrive Djævelen, helst med Grandiers langsomme, lidelsesfyldte død til følge, da dette vil løse både kongens og Richelieus problemer med det selvstændigheds-elskende Loudon. De får i den grad deres lyst styret, da kameraet vedbliver at dvæle ved en torturerede, smerte- og angsthærgede præst, mens flammerne sprænger hans hud og fortærer hans knuste legeme. Historisk korrekt og også derfor tæt på uudholdeligt at betragte.

Selvfølgelig mindes man undervejs om Pasolini og hans religiøst voldsomt provokerende værker, og at filmskaberen blev bestialsk tævet ihjel i 1975, og da også om vores egen Carl Th. Dreyer, der så mesterligt medrivende skildrede Jeanne D’Arcs ubrydelige tro, der førte hende til en skæbne lig Grandiers: Den grusomme død på bålet.

Denne virkelige historie rummer enorme mængder politik, religion, sex, hysteri, massepsykose, korruption og Russells filmiske mesterværk – alt dette i næsten absurd grad. Formidlet via den overdådige scenografi, de bevidste kontrastklip og det formidable skuespil: Ingen kunne vel bedre forløse den dampende maskulint forførende Grandier, som ofrer alt, til sidst Livet, for, hvad han tror på, selvudleverende suppleret af Vanessa Redgrave som hæmningsløst erotisk besat nonne. Gemma Jones er præcis den rene, ubesudlede, unge kvinde, der vinder Grandiers hjerte og derved sætter gang i de løsslupne, seksuelle orgier.

Filmen er nu, i dette director’s cut, mere provokerende, chokerende, frastødende og dragende, erotisk uhæmmet og uafbrudt frydefuldt overvældende. Så rigtigt set at lade dette nu fuldendte mesterværk genopstå netop nu, hvor metoo- og woke-bølger er ved at lægge sig, og der bør advares voldsomt mod skrupelløst umættelige magtmenneskers løgne og korruption, og hvor det 55 år efter premieren er muligt at fremvise kontroversielle mesterværker som dette.