Klara And The Sun

Der er krisestemning i robot-stormagasinet: Robot-modellerne er forældede, behæftet med småskavanker, de skal sælges ud så hurtigt som muligt og til stærkt nedsatte priser; f.eks. har den unge pige-robot Klara den sære vane altid at stille sig på ét ben, hvilket dog ikke hindrer, at den unge, lidt kuede pige, Josie, der er ude at shoppe med sin dominerende, perfektionistisk krævende mor, spotter netop hende, føler øjeblikkelig samhørighed, og bare vil eje have robot-Klara. Klara ankommer til sit nye hjem i en legemsstor pakkasse, som hun straks gør alt for at destruere, for uden original emballage kan hun jo ikke tilbageleveres. Filmens fine humor med dens rørende dybde er fastslået! Klara vil blive hos Josie her ude på landet, hvor Klara endda ubesværet kan blive belyst af solen, som er altafgørende for hendes eksistens, hendes “liv” ved at oplade hende. Uden solskin visner Klara hen, mister livet. Intet under, hun betragter solen som sin skaber, som hun fører lange ,taknemmeligt tilbedende samtaler med.

En utrolig smuk og rørende fremstilling af en logisk og forståelig “robot-guddom”, hvis sande planet-væsen selvfølgelig bliver afsløret.

Tredje Verdenskrig er for længst forbi og har efterladt et højteknologisk samfund, dog uden internet! Her kan velhavende forældre købe deres børn til at blive hjerne-opgraderet til genier, dog med visse risici! En sådan opgradering har mor Chrissie udsat Josie for, og nu bliver den unge pige stadig svagere og svagere, hvilket robot-Klara tydeligt fornemmer, og hun vil gøre alt for at frelse menneske-veninden. Mor Chrissie har tydeligt helt andre planer, men hvilke? Hun virker ikke interesseret i, at Josie skal få det bedre, og hun er blevet spottet i lykkelig, ubekymret leg med Josies lillesøster, som er død flere år forinden!

Intet spændende krimi-eventyr uanset hvor alders- eller målgruppe-bredt, uden en grum skurk m/k, og hvem er vel bedre til at fremstille en sådan end Steve Buscemi, her som den sleske videnskabsmand, dr. Capaldi. Hvorfor har mor og lillesøster så ofre besøgt ham, og hvorfor betragter, analyserer og fotografer han nu Josie så tæt og indgående, når mor ledsager Josie til hans klinik, heldigvis i følge med stadigt mere skeptisk bekymrede og fintfornemmende Klara. Noget er, som det slet ikke skal være; Josie bliver svagere og svagere, og det er op til Klara at få opklaret dette i samarbejde med Josies barndomsven og nuværende kæreste Rick, som har al sin naturlige, sunde fornuft i behold, da hans forældre heldigvis ikke har haft råd til at opgradere ham. Et umiddelbart, på overfladen spændende, fantasifuldt eventyr, men med masser af tankevækkende dybde.

Både mennesker og robotter forfalder, forældes og forsvages frem mod den endelige “udløbsdato, døden, og mange fra begge “racer” kæmper imod dette faktum. Ved at besætte de to væsentlige roller, Jenna Ortega som Klara og Mia Tharia som Josie, så præcist og talentfuldt opnår filmen det, dens handling kræver: At vi lever os ind i de to teenagepigers skæbne, engagerer os i deres intense kamp mod en skæbne, der,- for den enes vedkommende kan ændres, ja, afværges ved den andens hjælp. Uundgåeligt følger de største spørgsmål med i de to unge kvinders kamp mod ondskab og udslettelse: Hvad er liv, følelser, hvad er ægte, tillært, blot en del af fabrikationen? Uhyre aktuelt i disse KI/AI-debat-tider: Kan kunstigt fremstillede væsener med kunstig intelligens udvikle egne følelser, egen vilje? Alle disse problematikker og tvivl indpakket i fornemmeste science fiction-eventyr-scenografi: Fra myldrende overfyldte storbyer, til kunstner-mors farvestrålende hus: Alt udstrålende “fremtid”, men yderst relevant for nutiden!

Det gør ondt når Josie får afsløret sin mors sande væsen, det gør ondt når Klara opdager, at solen ikke er en god, livgivende Gud, hun kan tale med, men en fjern, brændende planet. Det gør i mange tilfælde ondt at blive voksen! Her i denne internet-løse, højteknologiske fremtid får de sårbare, skrøbelige unge godt nok ikke hjælp, støtte og selskab fra flade, golde skærme, heller ikke fra nærværende, empatiske forældre og venner, men fra menneskelignende robotter, som selv står overfor forfald og forældelse. Aktuelt, rørende og inderligt vemodigt.