Hysterisk latter – med et ubehageligt ekko - Kirke og Film
Drama

Hysterisk latter – med et ubehageligt ekko

"Phoenix stråler som den grædende klovn i en perle, der sætter nye standarter for superheltegenren. Eller hvilken genre man nu vil placere Joker i."

Af: Jakob Bruhn Hansen

Allerede i året 2000, da den dengang 26-årige Joaquin Pheonix kunne ses i rollen som den svært forbitrede Commodus i Ridley Scott’s Gladiator, blev verden bekendt med Pheonix’ evne til at mane det menneskelige og sårbare frem i ellers arketypiske skabelonskurkeroller. Hans imponerende talent for at kombinere det skrøbelige og det destruktive blev sidenhen synlig i film som Her fra 2013, hvor Phoenix bruger 2 timer og seks minutter på at forelske sig i sin computer, Walk the line fra 2005, hvor Phoenix fik det mørkeste frem i ‘The man in black’, og ikke mindst den kontroversielle pseudo-dokumentar I’m still here, hvor Phoenix over en periode på to år forsøger at springe ud som rapper.

Det fik derfor også en blandet modtagelse, da det blev kendt, at han skulle løfte arven som jokeren, der som bekendt blev udødeliggjort af Heath Legders legendariske (og post humt oscarvindende) performance fra 2008.

Men lad det være klart, kære læser, at hvis De kun tager én ting med fra denne anmeldelse, så lad det være dette: Joker er en film i sin helt egen klasse. Og det er først og fremmest Pheonix’ fortjeneste.

I filmen spiller han den sindslidende Arthur Fleck, der forsøger at ernære sig selv og sin sengeliggende mor med sit job som underholdningsklovn, springe ud som komiker og alt imens han desperat prøver at undertrykke svær psykisk sygdom.

Fra første til sidste minut er filmen et farverigt, nuanceret og følsomt portræt af en ualmindeligt negativ spiral, og Phoenix bringer så meget smerte, ærlighed og tiltagende vanvid ind i rollen, at man flere gange glemmer, at både plottet om det udtrykte udskud, der bare får nok, og æstetikken fra en snavset storby for et par årtier siden er temmeligt skamløst lånt fra Martin Scorseses Taxi Driver fra 1976.

Til gengæld er filmen tro mod sit forlæg: Den udspiller sig Gothham et sted i 1980’erne, og ikke et sekund er der skortet på refrencer, navne og steder, der skal minde os om, at vi befinder midt i flagermusens tegneserie-univers. På den anden side holder filmen både special-effekter og tegneseriernes generelle tendens til overnaturlige elementer mere end en armslængde fra kroppen, hvilket i dén grad ligner et velfortjent nyrehug til det opulente Marvel-univers, hvis film efterhånden er mere computergrafik og tid/rum-rejser end noget andet.

Med sin film har instruktør Todd Phillips givet Joaquin Pheonix en chance for at udholde hele sit imponerende talent, i en superhelteverden, der hverken er sjov eller indbydende, men derimod tragisk og ubehagelig. Filmen er snavset, karaktererne er usle og volden er brutal og afstumpet uden nogensinde at blive fjern, absurd eller overdrevet. Overalt dirrer en bitter samfundskritik og mellem linierne lurer en allestedsnærværende frygt for, at et eller andet snart går grueligt galt.

Når man forlader biografen er det med jokerens hysteriske latter, der ringer som en et ubehageligt ekko ind i virkeligheden, i baghovedet, og selv kan man ikke undlade at grine en smule, dels for at forløse den anspændte stemning og dels i begejstring over den fremragende stykke filmkunst, man netop har set.

En helt igennem fremragende film.


Del med venner og familie

Skriv et svar