De forbandede år

Jesper Christensen er manden, der bærer Anders Refns film om besættelsesårene igennem. Han gestalter fremragende den gammeldags anstændige fabriksejer Karl Skov, som i besættelses-årene tvinges ud i en stadigt mere vanskelig balance mellem sine instinktive og moralske hensyn til familie og medarbejdere på den ene side og på den anden side besættelsesmagtens og politikernes krav om samarbejde med Nazi-Tyskland.

De øvrige personer afspejler forskellige grader af engagement, naivitet og medløben i forhold til den stadigt mere aggressive besættelsesmagt og den lidet kendte voldsomme verdenskrig, som foregår ude i den store verden. Skovs egne fem børn er eksempler på vidt forskellige, typiske holdninger, mens Skovs venner i forretningsliv og politik afspejler samarbejdspolitikkens værste sider.

Tommy Kenter mæsker sig i rollen som værnemageren, direktør Berg, mens Pernille Højmark udmærket udfylder sin arbejderklasse-rolle, og skuespiller-veteranerne gør det i hele taget godt i de let tegnede biroller. De unge, for mig ukendte skuespillere kæmper for at følge med ’de gamle’. Vi får det gode filmiske håndværk, man forventer af Anders Refn, og trods længden føles filmen ikke for lang, men den savner visuel fantasi og prægnans.

Anders Refn (f. 1944) og Flemming Quist Møller (f. 1942) har sammen skrevet filmens manuskript. De er således – ligesom undertegnede – relativt tæt på de historiske forhold. Det giver engagement – og med årenes afstand også nuancer. Refn og Møller har sikkert set det som en opgave at formidle denne nære fortids problemer og dilemmaer til et ungt, uvidende biografpublikum.

Filmen supplerer Erik Poppes ”Kongens valg” (2016), Anne-Grethe Bjarups helte-epos ”Hvidsten Gruppen” (2012) og Ole Christian Madsens psykologiske drama ”Flammen & Citronen” (2008) – se anmeldelser i vort arkiv (kirkeogfilm.dk/filmanmeldelser-arkiv/). Refns film slutter noget brat, netop som den er ved at leve op til sin titel i engelsksprogede lande: Into The Darkness. Er der mon tænkt på en fortsættelse? Om efterkrigstidens manglende opgør med samarbejdspolitikken og det mangelfulde opgør med værnemagerne og andre forrædere….?

PS: Jeg så filmen i Big Bio Nordhavn, én af tre nye Big-biografer ud over landet. Der er god lyd i salen og behagelige lænestole med plads til lange ben. Dertil moderne affaldspolitik og moderne kønspolitik på toiletterne, hvor en højtalerstemme forkyndte, at jeg befandt mig på et ’menneske-toilet’, ikke et herretoilet.