A Hidden Life

Der er noget særligt over Terrence Malicks film. De er så unikke – så ”Malickske” i deres udtryk – at man aldrig er et sekund i tvivl om, at filmen, man ser, er skabt af den 76-årige amerikanske instruktør. Det er måske også netop denne umiskendelighed, der til tider deler vandene omkring Malick. For det er, uanset hvor meget man end må holde af Malicks billedsprog og fortællestil, en kendsgerning, at Malicks streg er så tydelig, at han på en eller anden måde hele tiden bevæger sig på grænsen til at parodiere sig selv. Med det sagt, så er der meget få, der kan matche Malicks ambitionsniveau. Han vil ikke bare lave film – han vil lave værker.

Derfor er det også altid besværet værd at slæbe sig ned i den nærmeste biograf, når en ny Terrence Malick-film får premiere. For de er aldrig ligegyldige, de er aldrig middelmådige eller uvedkommende. De vil altid et eller andet – bagefter er det så op til den enkelte, om man synes om den.

Malicks seneste hedder A Hidden Life og bygger på den sande fortælling om den østrigske bonde Franz Jägerstätter og hans modstand mod at slutte sig under Hitler og nazismens faner under Anden Verdenskrig. Sammen med sin kone, Fani, og sine døtre levede Jägerstätter et simpelt og roligt liv i pagt med naturen i den lille bjerglandsby Radegund. Men i takt med at krigen udvikler sig og tager til, forandrer Radegund sig, og en efter en indkaldes landsbyens mænd til at tage del i verdenskrigen. Det er en skæbne, som Jägerstätter heller ikke undslipper, men han handler anderledes end sine medborgere. For Jägerstätter er en hengiven katolik, og hans religion byder ham imod at kæmpe en ugudelig krig. Det fører i sidste ende til hans anholdelse – en konsekvens som han fra begyndelsen er klar over, men som ikke ændrer hans position.

A Hidden Life er en sanselig oplevelse. Malick er uforlignelig, når det kommer til naturbilleder, og der mangler da heller ikke storslåede tableauer i A Hidden Life, hvor de østrigske bjerglandskabers stoiske ro og himmelske renhed står som en skærende kontrast til fortællingens politiske bagtæppe. Dog er det ikke bjergene og vanfaldene, men landbruget, som er allermest dragende i A Hidden Life. Det er et stille sansebombardement i slowmotion at følge ploven igennem markens kolde jord og at lytte til vandmøllen blive skubbet rundt af den brusende bæk. Intet, hverken det visuelle eller auditive, er overladt til tilfældighederne hos Malick. Og netop lyden af to forskellige klokker bærer filmens fortælling frem; Den ene er kirkeklokken, hvis dybe klang gentagende gange forbinder de meditative tableauer med Jägerstätters indre bevægelse dybere ind i en ukuelig tro på det gode og det sande. Den anden er cykelpostens ringeklokke, hvis klirren gang på gang varsler, at endnu en indkaldelse vil blive afleveret i Radegund, og derved, at endnu en af landsbyens mænd må træffe et altafgørende valg. Vil man kæmpe for føreren eller blive stemplet som forræder? Overalt i Radegund hænger Kristus. I hver en stue hænger et krucifiks, langs hver en markvej finder man et kapel. Alligevel lader det til, at borgerne i Radegund har mistet evnen til at se Guds søn. Uanset hvor mange krucifikser, de passerer i løbet af en arbejdsdag, ser de ikke det imperativ, der følger med troen. De udstøder Fani og hendes søster, der kæmper en umulig kamp med at varetage et landbrug, imens Franz er fængslet. I et bondesamfund, som først og fremmest beror på samarbejde, afskæres de fra al hjælp. De bliver ladt alene i midt landsbyens mængde. Alene med frygten, fortvivlelsen og sorgen. Sorgen arbejdes væk på markerne. Den forsvinder sammen med jorden op under neglene. Men så snart stilheden sænker sig over den lille familie i Radegund, finder sorgen tilbage.

A Hidden Life er en film med noget på hjerte, og Malick formår – på trods af hans ekstreme æstetik – faktisk at formidle den sande historie ret autentisk. Når man får filmen på afstand, er det Jägerstätters ukuelige loyalitet mod sin samvittighed og tro, som står allerstærkest. Man kommer dog ikke uden om, at karaktererne i A Hidden Life, på samme måde som flere af Malicks tidligere karakterer, lider en anelse under hans formsprog. Selvom kameraet ofte er helt oppe i ansigterne på skuespillerne, og at man væves ind i indre monologer, der udtrykker karakterernes inderste længsler og bekymringer, føler man paradoksalt nok aldrig, at man rigtig kommer tæt på karaktererne. Man lærer dem simpelthen aldrig rigtigt at kende. Det er Malick ganske givet helt bevidst omkring – det er jo også hans film – og en Malick-film er bare aldrig, som film er flest.