Om det uendelige

Der findes nok få instruktører, hvis stil er så særegen og genkendelig som Roy Anderssons. Den svenske instruktør havde op til filmen Sange fra anden sal (2000) primært fokuseret på at lave reklamefilm, der var kendetegnet ved små tableau-lignende scener og absurd-humoristiske pointer. Men med Sange fra anden sal forfinede han pludselig sin stil og æstetikken, og det vittige blik, der havde karakteriseret hans reklamefilm, blev overført til det store lærred og spillefilmen. Senere fulgte Du levende (2007) og En due sad på en gren og funderede over tilværelsen (2014), og stil, fortælleform og æstetik forblev uændret. Andersson sætter sine film sammen af små fragmenter af personlige fortællinger. Nogle fragmenter er ordløse og viser bare et menneske, som foretager sig noget. Nogle gange er der en sparsom og utrolig karikeret dialog. Nogle gange en monolog, henvendt til os, beskueren. Og man er virkelig beskuer, når man ser Roy Anderssons film. For kameraet bevæger sig ikke en tomme, og alle karakterer er sminket med en hvidgrå ansigtsmaske, der får det hele til at virke fremmed og overteatralsk, samtidig med at man føler, at man er uhyggeligt tæt på scenen, som udspiller sig foran én. Til sidst efterlades man med et samlet værk, der, uden at skære sine pointe ud i bølgepap, på sin egen underfundige måde kommenterer på eksistensens iboende absurditet.

Den seneste film, Om det uendelige, er Roy Anderssons fjerde film i denne række, og man fristes til at sige, at der intet nyt er under solen. Det er måske godt nyt, hvis man holder af den Anderssonske stil, og det er måske også en slags metapointe, der løber igennem alle filmene. Der er intet nyt under solen, hverken i Anderssons film eller i menneskelivet som sådan. Og så er der alligevel noget, der er forandret. For hvor det tragikomiske menneskeliv i alle film er blevet fremstillet med humoren som en tro følgesvend, så er det som om, at menneskelivet set igennem Roy Anderssons øjne er blevet lidt mere tragisk og lidt mindre komisk. Flere af scenerne er utrolig mørke, og Anden Verdenskrigs rædsler har eksempelvis fået en central plads. Det er som sådan ikke unikt for Om det uendelige, for krigen er et spor, der løber igennem alle filmene. Men i denne film er det alligevel som om, at mørket og krigen mangler en modvægt. I Om det uendelige er der ingen kærlighedshistorie, som der eksempelvis er i Du levende. Vi bliver ligesom nede i mørket, og i de eneste to fortællinger, som vi ser udfolde sig igennem flere af de fragmentariske scener, følger vi henholdsvis en midaldrende mand, hvis gamle skolekammerat nægter at hilse på ham på gaden, og en præst, der har mistet troen og er blevet dybt ulykkelig. Præsten er vel noget nær det tætteste, man kommer på en reel hovedperson i filmen, og skønt man flere gange trækker på smilebåndet over den ulykkelige præst, der insisterende søger lægehjælp for hans tungsind, så ændrer det ikke på, at han blot er én i rækken af mange småulykkelige eksistenser, der præsenteres for os.

Roy Anderssons film er en form for teatralsk realisme. Det hele er så hverdagsagtigt, og alligevel så karikeret, at det fremstår som alt andet end realistisk. Og ofte understreger han karikaturen ved at sprænge realismens rammer i fantastiske drømmeagtige scener, der åbner for en magisk dybde. Slutscenen i den første film, Sange fra anden sal, er et fantastisk eksempel derpå, samt den allerede førnævnte kærlighedshistorie i Du levende, der kulminerer i en bryllupssuite, som viser sig at køre på togskinner. Om det uendelige har ikke samme dybder – i hvert fald ikke i så eksplicit grad. Magien og drømmen er suget ud af menneskenes verden, og det virker som om, at det eneste uendelige er endeligheden. ”Det er allerede september”. Sådan lyder filmens første replik. Den kommer fra en kvinde, der sammen med en mand sidder på en bænk og kigger ud over et livsforladt Stockholm. Og den simple sætnings subtekst hviler nærmest som en grundtone igennem hele filmen. Det er allerede september – sommeren er allerede ved at være forbi. Nu kommer efteråret.

Kender man allerede til Roy Anderssons film, så vil Om det uendelige ikke efterlade én skuffet. Filmen er akkurat lige så kompromisløs som de tidligere film, og Roy Anderssons blik for hverdagens trivialitet og dennes kejtede møde med ritualpraksis, tro og eksistentielle kvaler er nøjagtigt lige så skarpt som altid. Men skal man først til at begynde sit bekendtskab med Roy Andersson, så bør man begynde andetsteds. For opbyggeligheden mangler, magien mangler, ja man fristes nærmest til at sige, at Om det uendelige er lidt i underskud af uendelighed. De fire film kan sagtens ses som én lang film, og det ville være synd at lægge ud med dette smukke, men også meget mørke punktum.