Skyggen i mit øje

Ole Bornedals nye film blev efter premieren kritiseret for at være historisk ukorrekt på en så alvorlig måde, at det krænkede en navngiven persons eftermæle. Det vises nemlig i filmen, at den unge pilot, der – inden han styrter ned i en bygning desperat forsøger at få sit fly tilbage på ret kurs i nogle halsbrækkende scener i fuld fart mellem Københavns huse –  er samme mand, som i filmens første scener fejlagtigt bomber en taxa på vej til bryllupsfest og dræber chaufføren og de unge passagerer. Det er altså ikke korrekt, at det var den samme pilot, og i protest mod påstanden har hans familie krævet at filmen klippes om. Derfor vil man nu se en anden version af filmen end den jeg så ved premieren.

Kort fortalt handler filmen om den forfærdelige ulykke d. 21. marts 1945, hvor britiske flyvere ved en fejl bombede Den Franske Skole i København og dræbte ca. 90 børn og 16 voksne.

Filmen starter med at vise en gruppe forventningsfulde unge piger gøre sig klar til fest og i hvide kjoler og højt humør sætte sig i en taxa. Samtidig er den unge Henry (fænomenalt spillet af Bertram Bisgaard Enevoldsen) på vej hjem med sin cykel.

Lige pludselig er alt et virvar af skud, skrig, knust glas og blod.

Henry bevidner den frygtelige ulykke og mister herved talens brug. Hans velmenende mor tager ham til en ond doktor (Morten Suurballe – som vanligt perfekt i rollen som sadistisk autoritet) som forsøger at tvinge den traumatiserede dreng til at tale. Bertram Bisgaard Enevoldsen er fantastisk i scenen; han prøver virkelig af al magt at få nogle ord frem, men han KAN ikke!

Moderen sender Henry på ophold hos hans moster og kusine i København under tidens motto ”Nu taler vi ikke mere om dét!”.

Henry skal nu gå i skole med søde, friske kusine Rigmor (Ester Birch) på Jeanne D’Arc skolen, ”Den Franske Skole” på Frederiksberg.

En smule mærkeligt, kan man indvende, eftersom skolen var en katolsk pigeskole. Nuvel. Fætter og kusine følges ad med Rigmors veninde Eva (Ella Josephine Lund Nilsson med de dragende, sørgmodige øjne, som man ser på filmplakaten) som også har oplevet voldsomme ting; hun så nemlig en stikker blive likvideret på åben gade. Men som pigerne argumenterer overfor tavse Henry: derfor kan hun jo stadig godt tale! De to piger presser dog ikke Henry unødigt, men tager sig af ham, indvier ham i mystikken omkring skolens hellige vand, der kan gøre ”giftige hekseboller” spiselige, og de hjælper ham til at trodse sin angst for åben himmel.

Samtidigt følger vi den unge nonne Teresa (Fanny Leander Bornedal) som er hjælpelærer på skolen, meget søgende og desperat søger bevis for Guds eksistens gennem selvpineri. Hun indleder et (noget usandsynligt) forhold til den plagede hipomand Frederik (Alex Høegh Andersen), der har skuffet sine forældre voldsomt ved sit karrierevalg og selv er i tvivl.

Vi får et indblik i, hvad der foregår i Gestapos hovedkvarter i København ”Shellhuset”, som jo var det oprindelige mål for bombningen, og føler med de stakkels danske fanger, som blodigt mishandlede kryber sammen i celler under taget som levende bombeskjold. Og vi følger den nervepirrende tilrettelæggelse af bombardementet på britisk side.

Under selve angrebet bliver filmen til en rå actionfilm, hvor man næsten neglebidende og med den bitre vished om at katastrofen snart er realitet, er med i fuld fart i cockpittet i bombeflyene. Og inde i skolen hvor alt eksploderer i tykt gråt støv og skrigende, blødende børn….afløst af en knugende stilhed dybt  i kælderen under skolen, hvor de fleste søgte tilflugt og mange knustes under murbrokker eller druknede i langsomt stigende vand. Det er skræmmende dramatisk.

Midt i katastrofens virvar får Henry en vigtig funktion, som han påtager sig, og derved løser op for sit traume.

Til allersidst ruller navnene på de dræbte børn og voksne over lærredet, og det er en gribende effekt.

Børneskuespillerne er filmens største force; de er simpelthen så dygtige og brænder igennem hele vejen.

Dette er en film som man ville kunne vise ved konfirmandundervisning eller i andre sammenhænge for større børn (bestemt ikke minikonfirmander) eller ved en sogneaften, hvor den bestemt vil lægge op til efterfølgende diskussion. Filmen er tragisk, nervepirrende og til tider meget voldsom, men den inspirerer til tanker og samtaler om liv og død, skæbne, uretfærdighed – om der findes en mening med tilværelsen, ja, essensen af det urgamle Teodicéproblem, som nonnen Teresa i filmen faktisk giver sit eget bud på en løsning af. Men det må man selv se i filmen. Jeg anbefaler den!