The lost Leonardo

Dokumentarfilmen “The lost Leonardo” handler om et forsvundet mesterværk, “Salvator mundi” af Leonardo Da vinci, som pludselig i 2008 dukker op til overfladen i USA, og bliver centrum for et slagsmål om ægthed, penge, misundelse og grådighed.

Samtidig, og måske i endnu højere grad, er det fortællingen om hvorledes kunsthandlere, rigmænd og kunst-kendere i samspil med en stadigt mere kynisk og beregnende verden, kaster kunstens æstetiske og kulturelle værdi til side, til fordel for penge, skattely og et globalt politisk spil.

Selvom “The lost Leonardo” er en dokumentarfilm, så har den alle de ingredienser som fiktionsfilmen indeholder. Den har en spændingskurve, plot-tvist og vendepunkter, samt et persongalleri, hvor man aldrig helt kan være sikker på hvem der de gode og de onde. Kort fortalt er det en film, som  instruktøren Andreas Kofoed har skruet sammen på en sådan måde, at man som tilskuer hele tiden kommer i tvivl om, hvad den egentlige historie er og hvad det er, som man skal holde øje med.

Udadtil er det en det en slags detektivfortælling, hvor vi langsomt får et mere tydeligt billede af, hvorfor et genfunden maleri af Leonardo Da Vinci har en stor og voldsom betydning

for kunstens verden. For ikke alene er selve opdagelsen og tilvejebringelsen af maleriet en sensation, som fremkalder skepsis, misundelse og konflikter mellem ‘kunst-kendere, anmeldere og galleriejere,  – værket repræsenterer også en mulighed for magt og rigdom, da et værk af Leonardo Da Vinci, i sagens natur, er en unik begivenhed i den kulturelle verden som helhed.

Det er således en film, som har en bundlinje som drejer sig om, hvorvidt det genfundne maleri er ægte og dermed ufatteligt værdifuldt, men som på meta-planet hele tiden kredser om en umiddelbart vigtigere historie, som drejer sig om kunstværkets betydning for dets kommende ejere og om dets eventuelle gyldighed for alle os, som ønsker tilgængelighed til kunsten.

Filmen giver et spændende og alarmerende indblik i en kunstverden, som indeholder bedrag, smålige akademiske slagsmål, skattely og systematiseret svindel i en sådan grad, at den rigeligt kan konkurrere med en hvilken som helst politisk krimi.

På samme tid er det en film, som udstiller broget forsamling af anløbne individer. Man sidder ligefrem med en dårlig smag i munden, når man er vidne til den manglende respekt for maleriets kunstneriske, kulturelle og samfundsmæssige  betydning.

Derfor bliver filmen også, på sin måde, en form for dystopi over forkunstens rolle i politiske og økonomiske strukturer, som bliver stadig mere kynisk i dets brug,  af netop kunsten i et politisk magtspil.

Filmens instruktør og hans hold har formået at tilvejebringe en film, som repræsenterer dokumentarfilmen-genren, når den er bedst. Vi bliver lukket ind i menneskers tanker og motiver i forhold til den kunst, som deselv mener de repræsenterer, og ved at holde de medvirkendes udsagn op mod hinanden fremmaner filmen et dystert billede af disse menneskers bidrag til en kunstverden, og stiller vel egentlig spørgsmålet, om det er i kunstens og befolkningers interesse, om det netop er disse mennesker, som er de rette til at varetage menneskehedens kulturelle arv.

Filmen som kunstværk er fremragende. Den bevæger sig hele tiden på kanten af, hvad man kan holde ud at være vidne til som tilskuer. Det er som om, at den udstiller de medvirkendes grådighed, og til tider følelsesmæssige afstumpethed, på en måde, som man næsten har lyst til at vende blikket væk, men samtidig ikke kan lade være med at stirre, – næsten som var vi forbipasserende til en ulykke i real-tid.

Måske hører det også med til filmens egentlige styrke, at dens grundfortælling er meget langt fra vores allesammens virkelighed, men formår på samme tid at inddrage vores ret til at opleve kunsten og gøre den til et fælles anliggende. I den henseende er filmen ikke alene en spændende og vanvittig fortælling, men også et kritisk indspark i en debat om vores adgang til en verden af kunst, som måske er tæt på at tabe den sidste del af sin uskyld for altid og dermed også tabe den fælles indgang til den kunst, som på mange måder har bidraget til den æstetiske fortælling om til den verden, som vi alle lever i, i dag.

“The lost Leonardo” handler om et billede som blev fundet af en verden, som ikke kunne blive enige om, hvorfor de havde ledt efter det