|
Forandring fryder - eller gør den?
Af Søren Hermansen
I vinteren 1951 var forfatteren Martin A. Hansen på rundrejse i grænselandet mellem Danmark og Tyskland sammen med forfatterkollegaen Ole Wivel og maleren Sven Havsteen-Mikkelsen. Den 8. februar holdt han et foredrag i Flensburg med titlen "Hvad kom vi ud af krigen med?". Der blev helt stille i foredragssalen. Spørgsmålet var et helt-ind-til-benet spørgsmål. Kom vi ud af krigen med "vore gamle traditioner, moral, politisk frisind"? spurgte forfatteren og svarede, at "vi kom ikke med meget andet end dårlig samvittighed og taknemmelighed mod dem, som vi skylder, at vi ikke regnes for endnu ringere." Derpå fortalte han om den besindighed, som holdt os fri af alt for pinlig en selvtilfredshed, men ikke af partipolitisk smålighed og økonomisk opportunisme, fortæller forfatteren Ole Wivel i bogen "Rytteren fra Satrup - en rejse i Sydslesvig", og "er der en fornyelse på vej, sluttede Martin A. Hansen, så finder den sted anonymt, i forsamlingshuset, ikke på Rigsdagen; den finder sted i skole og litteratur og kunst, ikke i hverken arbejdsgiverforening eller fagforbund." Forandring er altså noget, der sker upåagtet, nærmest i det skjulte, for så senere at blive synlig. Vi taler meget om, at vi gerne vil være på forkant med den, men netop kun på forkant, for vi ved altså godt, at vi ikke kan styre den eller skabe den. Fornyelsen/forandringen er suveræn, og den opfører sig sådan. Martin A. Hansen mente, at den kom nedefra - hos folket og ikke blandt de ledende magtstrukturer. Han stillede spørgsmålet på baggrund af Anden Verdenskrig, der føltes som en gevaldig grænse og afslutning. Vor situation er en anden, og dog nærmer vi os også en grænse og afslutning. Et århundredeskifte, der sågar er et årtusind skifte. Selv i rationelle sind trækkes der. Står vi over for fornyelse/forandring? Når vi stiller det spørgsmål, spørger vi også om, hvordan vi kom ud af det 20. århundrede og med hvad? Med vore gamle traditioner, moral, politisk frisind? eller med dårlig samvittighed, nu ikke over for manglende krigsindsats, men manglende evne til at forbinde materie og ånd og til virkelig at bruge vor utrolige velfærd til noget. Vi kan her ved tidsgrænsen ligesom Martin A. Hansen kigge efter fornyelsen - og svare som han, at den kommer stille, nærmest anonymt! Det er ikke noget særligt ophidsende svar i en medietid. Men hvis der er en fornyelse på vej, kommer den i samtalen mellem almindelige mennesker, ikke i medierne, men i skolen og litteraturen og kunsten, ikke i markedskræfterne. En anonym fornyelse. Det er provokerende.
Da jeg i 1971 påbegyndte det teologiske studium, sagde en religionssociolog, at vi var en heldig generation rent arbejdsmæssigt, for 1/4 af landets embeder ville stå tomme i fremtiden, for ingen ville læse teologi længere. Rigtigt er det, at vi var en heldig generation. Forkert var det, at teologiens dage var forbi. De følgende år blev der flere og flere studerende, og til sidst turde vi endda tale om Gud! I mine første studieår holdt jeg lav profil over for nye "venner". Erfarede de, at man læste noget så borgerligt og samfundsmæssigt irrelevant som teologi og ville være præst, så kom knivene og tæskene. Så blev det 1980'erne, og en ny nysgerrighed mødte én, især hen på aftenen, når festen var godt i gang, og alkoholen havde fjernet hæmningerne. Hvordan er det med ham Gud....? I 1990'erne er der ikke bare nysgerrighed, men decideret forbrug, også religiøst. Nu er det hardcore-ateisterne, der holder lav profil. Men er den nye "fornyelse" så en tilbagevenden til det, man med en let Martin A. Hansen omskrivning kunne kalde gamle (religiøse) traditioner? Da succes-serien i TV2 "Strisser på Samsø" tog sit udgangspunkt i landsby-verdenen, måtte man have en præst med, men billedet blev så befriende, fordi der netop ikke var tale om en gammeldaws hyggepastor, men om den erotisk-neurotiske sognepræst i Lotte Arnsbjergs udgave. Præsten blev taget alvorligt og skildret nuanceret og spændende. Hele tiden havde man fornemmelsen af, at der måtte være en hemmelighed, knude, konflikt gemt bag præstekjolen. Det sorte var også længere inde. Mennesket inde bag kjolen blev interessant. I kølvandet på successen ville de øvrige medier gerne "vide" mere om "præsten"- ikke så meget om traditionen, men om mennesket i rollen og om skuespilleren privat. Hvad er hendes
forhold til det religiøse? I en artikel i Berlingske Tidende 8. juni 1997 er journalisten netop
interesseret i skuespillerens egen religiøsitet.
Et menighedsråd har spurgt hende (Lotte Arnsbjerg) om hun vil prædike i deres kirke. Det vil
hun gerne, men hun ved ikke, om hendes opfattelse af kristendommen kan forenes med det at
stå på en prædikestol. Hun bryder sig ikke om tro sat på formel. Og kan ikke lide ideen om at
gå et bestemt sted hen med sin tro. Den er over det hele.
Er dette et signal om den forandring, der er sket med os religiøst? Det, skuespilleren siger, er måske et spejl af en tendens. 1990'ernes nye religiøsitet, som må ikke forveksles med nyreligiøsitet, er ikke bundet af tradition, kirkelighed eller fællesskab. Skal man vove at sætte ord på den, så kunne det være åbenhed, frihed uden dogmatiske bindinger og individualitet. På et kursus om den store vision, som kristendommen spænder ud over mennesket, begyndte en deltager positivt smilende med at sige: Gå du bare i gang, præst, jeg glæder mig til at høre, hvad du vil fortælle. Din kristendom er jo lige så god som andres religion! Jeg tager, hvad jeg kan bruge - og jeg kan jo nok kunne bruge et eller andet, føjede vedkommende til stadig smilende. Da jeg for fem år siden skiftede embede fra land til by, var én af de markante ændringer antallet af konfirmander. Nu var der flere hold med mange på hvert. Længe havde jeg haft lysten til at forsøge ud i en slags konfirmand-forældre-undervisning. Nu var muligheden der. Undervisningen har kørt i fem år, kun for årets konfirmand-forældre, altså et lukket kursus. "Brush up your kristendom" kunne man kalde forløbet over fire til fem aftener. Den helt store overraskelse for mig allerede i 1992 var, at fornyelsens vind var blæst. Et rum af positivitet og mulighed. Der er ingen tvivl om, at åbenheden er tilstede. Hvorfor er man ellers kommet? Alle mulige erfaringer kom til udtryk. Der er en ublufærdighed, som er velgørende, og der bliver stillet sjove krav til præsten. En forælder spørger, om man ikke kan stille det op i et skema, for så kan man se, hvad kristendom, buddhisme, islam, socialisme mener, og så kan man jo selv dømme! Tanken her er også frihed uden dogmatiske bindinger. Måske er det også ønsket om at vælge sig sin egen særlige religion - individualiteten fra den liberale bølge på vej over i den religiøse følelse. Undervisningen er ikke forkyndende, men samtalende med åbne fronter. Der må være respekt for den åbenhed, deltagerne møder med. Derfor må man som underviser selv være det. Først da bliver den åbne samtale til. Fortrolighedsrummet må være der først, og det tager tid at nå derind. Derfor kan samtalen have det svært i et hurtighedssamfund, hvor alt skifter og flimrer. Den britiske religionsfilosof Don Cupitt udtalte i et interview til en dansk avis i anledning af
sin nye bog "After God" følgende:
Masseforbrugssamfundet har påvirket os mere end vi tror. Virkeligheden selv er blevet effekt.
Alt drejer sig nu om symbolsk kommunikation, signalering, stil og image. Forskellen mellem
fiktion og virkelighed, mellem drama og dokumentar er blevet sløret.
Ind i dette postmoderne flimmer får traditionel religion med kirkeapparat og præstekraver det svært. Det bliver tungt og u-tidssvarende. For langsomt og for lidt effektfuldt. Ikke desto mindre sker forandringen - anonymt og stille. Måske fordi denne postmodernistiske tendens med udelukkende præsentation af spørgsmål og synspunkter er for let og for lidt givende. Et sted må der være mere - ikke svar eller dogmatik, men indgange og rum. Flimmerens fladagtighed er ikke nok. I samtalen gives pladsen for at stille de "dumme" spørgsmål, der peger ind i en større sammenhæng. Det er kristendommens helt store chance nu at kunne sætte den samtalescene op. Man kan sige meget grimt om kristendommens lange tradition, men dens styrke i bredden er dens eminente mulighed for at gøre sig gældende i tidens åbenhed. Dér kan den både tale til og om den enkelte og til og om fællesskabet. Dvs. den kan tale individualiten ind i fællesskabet. I serien "Strisser på Samsø" er det måske én af de skjulte pointer med fokuseringen på den markante sognepræst. Hun er sig selv, men også mere. Hun signalerer fællesskab; selv om vi ikke ser hende som præst midt i menigheden, så er hun det. Det er ikke som præsten i TV-serien fra 1977 over Hans Kirks roman "Fiskerne"; den var et efterskvulp af 1960'ernes kollektive tænkning, hvor individet blev tonet ned. Her i 1990'erne er der andre toner og et andet positivt forhold til det religiøse med en åbenhed mod den enkelte, der dog er i en form for flimrende fællesskab, hvor det ikke er de tunge dogmatiske sætninger, der er i forgrunden. Forandringen er sket, og dens vinde blæser af sig selv. Det er ikke altid udelukkende
frydefuldt, men fyldt med muligheder.
Søren Hermansen (f. 1951) er sognepræst i Sorgenfri |