|
Mystisk kvinde Ved Søren Hermansen og Per R. Jensen
Indeholder "Strisser på Samsø" forsøg på at tale om liv og død uden om de gængse klicheer ,som man kender fra andre "politiserier"? - Ja, det gør den naturligvis. Krimien er til en vis grad et påskud for at tale om menneskelige
følelser og nærhed, død og alle de store ting. Det har vi lige fra starten arbejdet meget bevidst
med i forfattergruppen. Vi var enige om, at serien skulle indeholde både menneskelig dybde og
nutidig genkendelighed. Derfor er f.eks. politibetjenten Christian Torp ikke blevet den Jastrau-type, han oprindelig var tænkt som.
Hvorfor optræder der en kvindelig præst som modspiller og ikke en anden kvindefigur? - Nu ville jeg gerne kunne komme med en forkromet forklaring på, hvorfor det er sådan. Det
er faktisk lidt af et tilfælde. Forfattergruppen var samlet på Samsø for at lave personrids. Udgangspunktet var producentens idé om strisseren, der kommer til øen med sin datter, efter at
konen er blevet dræbt. Da vi var kommet frem til sekretæren Ulla, den lyse person, fandt vi ud
af, at der skulle være en mystisk kvinde i det dramatiske univers, som skulle repræsentere det
mørke hvorpå min mor, Kirsten Holst, forslog at det kunne være præsten. Præsten, Dorthe, er
altså ikke resultat af nogen gennemtænkt analyse af hele situationen. Men da vi først havde
fundet hende, viste hun sig at være meget brugbar, og vi holdt os inden for ideen om det lille
ø-samfund.
Har du oplevet nogen reaktioner på dette etiske og religiøse aspekt af serien? - Vi har fået mange reaktioner, ikke mindst fra kirkelige kredse, hvor man så vidt jeg har
forstået, er meget glad for det. Mange præster føler, at serien har været med til at lukke porten
op til det arbejde, de udfører i den folkekirke, der ikke ligefrem er overrendt. Vi har også fået
mange reaktioner på den kvindelige præst som figur, fordi hun er en mystisk figur. I hendes
åndelige rum er der højt til loftet ligesom i kirkerummet. Hun er en sammensat person, en
moderne kvindetype, som er god til sit arbejde, uden tvivl meget samvittighedsfuld, som
arbejder meget, og som har mod til at gå tæt på folk og tage fat om de store og de svære ting.
Men samtidig er hun utroligt fortrængt. Der er nogle ordentlige klodser inde i hende, hun ikke
kan få på plads. Som præst kan hun skubbe sit følelsesliv og sine åndelige spørgsmål ind i
præstevirkeligheden, hvorved hun kan få tørret følelserne godt af på andre mennesker uden at
behøve at involvere sin egen person. Hvis hun skulle gøre det, ville det hurtigt komme til at se
vanskeligt ud for hende.
Har du følt dig udfordret til at udforske hendes præstegerning eller hendes religiøse univers ud over det billede, du her tegner af hende? - Nej, det har jeg egentlig ikke. Jeg har ikke været så interesseret i det teologiske, for det har
jeg ikke oplevet, at hun har problemer med. Hun har givetvis en tro, men også et behov for
medmenneskelighed, som er lige så vigtigt for hende, tror jeg. Men det er resten af forfattergruppen ikke nødvendigvis enig med mig i. For mig er det også et barmhjertighedsbehov
på andres vegne, hvor hun får afløb for den varme, hun har. På mange måder er hun jo en ret
kølig person.
"Strisser på Samsø" indeholder alt det, en god serie skal have, og samtidig siger du, at I har arbejdet meget med den indholdsmæssige dybde. Er det udtryk for en serieform, hvor man prøver at flytte hovedvægten over på holdninger og værdier? - Jeg tror, at hvis man ser de bedste udenlandske politiserier på et i øvrigt boomende marked
med mange tendenser, så har de det rum med, som handler om værdier, moral og hvor hører
man til, og også en værdisætning i forhold til det gode og det onde. I min yndlingsserie, "New
York Blues", ser man, at hovedkarakterernes privatliv, som også handler om liv og død, får en
stærkere og stærkere placering, hvorimod selve krimien bliver mindre og mindre væsentlig.
Er det udtryk for en reel debat, for et forsøg på at fordybe sig i sådanne problemstillinger? - Det mener jeg, det er. Vi oplever alle i denne tid en søgen efter ståsteder og pejlemærker, så
derfor er det naturligt, at vi, der skriver seriedramatik, også prøver at afsøge det som
romanforfatterne gør. For mig er seriedramatik uinteressant, hvis der ikke er noget dybde i. I
de to nye afsnit, jeg har skrevet har jeg for eksempel arbejdet meget med præsten.
For at udvikle hende? - Jeg har ladet hende blive stillet i et dilemma mellem hendes tavshedspligt og hendes pligt
over for retssamfundet.
En klassisk præstekonflikt. - Ja, her sætter jeg den på spidsen.
Du kunne altså godt forestille dig, at man udviklede politiserier til, at det etiske indhold blev det egentlige fascinationsstof, gyser- og nyserstoffet? - Det tror jeg, man altid forsøger. Forfattere til TV-serier har altid en ambition om dette, men
ofte sker der det, at det endelige produkt ender med at være friktions- og lugtfrit. Årsagen til
"Strissers" succes er efter min mening, at man kan mærke, at der stadig er nogle kanter, at der
er et univers her, og at serien ikke har været igennem den samme pølsemaskine.
Det vil sige, at der nu er medier, der ønsker sådanne produktioner, og et publikum til at tage imod? - Ja, det er helt evident.
De elektroniske mediers publikum er ellers ofte blevet skudt i skoene, at de er holdnings- og kritikløse. - Ja, men bortset fra, at der altid vil være et behov for at se totalt holdningsløse film, har de
fleste mennesker et hoved, de har lyst til at bruge og et hjerte, der både banker og er fyldt med
spørgsmål, de gerne vil have besvaret. Så på TV-markedet er der et behov for kvalitet også i
de brede serier. I Frankrig f. eks. flygter publikum fra den lette underholdning. Der er en
bevægelse på vej tilbage til noget dybere og meningsfuldt.
Mener du, at de elektroniske medier er med til at sætte en dagsorden for den standende værdidebat? - Ja, de gør det naturligvis ikke så tydeligt som litteraturen eller den gode avisdebat, men der
er blandt os manusforfattere behov for at beskæftige os med noget, der også giver os selv
noget, og jeg tror, der blandt seerne i øjeblikket er stor modtagelighed for dette.
Du har i flere romaner fremstillet sindbilleder på samtiden. Har du skrevet sindbilleder ind i dine afsnit af "Strisser"? - Jeg prøver på det uafladeligt. Jeg kan ikke tænde på manuskriptet, hvis jeg ikke kan arbejde
med temaer som f.eks. grådighed og jalousi, som jeg har gjort det i mine to nye afsnit.
Er det typisk dansk, at vi skal have kirken over i et landsbysamfund i serien og ikke i et storbymiljø. Forbinder vi stadig kirken med landsbysamfundet? - Ja, det tror jeg helt klart. Kirken er lige som en biograf. I landsbyen er kirken der, hvor alting
sker. I storbyen er man ikke nødvendigvis fælles om en kirke, men kan vælge den som en vare,
når man skal bruge den. I Løkken, hvor jeg kommer fra, er man aldrig i tvivl om, hvem
præsten er, og der hviler et konstant blik på præstens gøren og laden. Derfor er vores præst,
Dorthe, også så provokerende.
Men der må sidde folk ude i sognene og have nogle kvababbelser, når de ser hende tænde på politimanden Christian? - Det gør der helt klart. På den led er hun en meget provokerende figur i serien. Hun er en god
præst med god kontakt til sin menighed, men også et komplekst menneske med moralske
problemer. Det så man allerede i afsnittet om en sekt, hvor det blev antydet, at der var noget
med et barn, at hun havde fået en abort, og at det havde man fundet ud af på øen. Det er det
interessante ved hende, at hun er en god præst, som har nogle anfægtelser og konflikter i sig
som også angår hendes kristne overbevisning.
Er der noget, seerne meget gerne vil se? - Det aner jeg ikke. Det kan jeg ikke vide på forhånd. Men jeg kan se, at hun har en stor plads
hos seerne. De elsker hende ikke nødvendigvis, men er provokeret af hende og har en holdning
til hende.
I bruger også meget tid på at vise hende i præstekjole. I springer ikke hendes embedsmæssige funktioner over, hvilket man godt kunne have gjort. - Det kan man måske gøre mere og mere senere, men lige nu er vi nødt til at minde om, at hun
er præst.
Ja, for det må der vel være en pointe i? - Det er der også. Der er præsten og politibetjenten på øen, de to p'er. Han tager sig af det
verdslige og hun af det religiøse. Noget andet, som er væsentligt, er hendes barnløshed. Jeg
tror, det er, fordi hun ikke tør få børn. Hun er utrolig rædselsslagen for at få kontakt med sine
dybere følelser. Det gør hende dog også til en god præst, at hun ved, at de dybe faldgruber,
slangerne og skorpionerne, også er i hende selv. Det giver hende en særlig god forståelse af
andre mennesker.
Har folk kommenteret dette præstebillede med dets lys og mørke? - Jeg har ikke fået kommentarer fra præster. Men mange folk reagerer på rollen i negativ
forstand. Egentlig tror jeg, folk er mere anfægtede af hende som kvinde end som præst. Hun
går ind i en maskulin rolle med sine kvindelige kvaliteter. Jeg ville gerne have haft mulighed
for at dyrke hende yderligere, men nu er dette ikke en roman, så hun forbliver en biperson.
Tror du, serien afstedkommer diskussioner over middagsbordet hos seerne om præster, kirke og kirkefunktioner? - Det tror jeg godt kan ske i det omfang, man overhovedet diskuterer det, man har set i
fjernsynet, for det gør man jo ikke ret meget. I dag skal der virkelig rystende nyheder til før,
det leder til almindelig debat.
Er det vanskeligt at råbe folk op igennem de elektroniske medier? - Hovedpersonerne skal bolle op ad alteret før, det vil afstedkomme noget i form af seer-reaktioner. Derud skal vi næsten, nu hvor folk er vant til at se hvadsomhelst.
Film og serier, som debatterer etiske spørgsmål, vil altså ikke sprede ret mange ringe i vandet? - Jo, men det skulle nok være et tilfælde, der fik folk til at tale om det. Man diskuterer ikke
TV på et særlig dybt niveau. Det skulle lige være en studiekreds i præstegården, der talte om
præstens rolle. Men generelt tror jeg, det er de få, der taler om det.
Du tror altså ikke, at TV-mediet vil kunne skabe debat om de store spørgsmål i livet? - Jo, men det vil blot indgå i hele den cocktail, der består af alle de påvirkninger, vi får. Det er
eksempelvis en elite, der har siddet og fulgt med i Kielowskis "Dekalog" i TV2, og den elite
har endda sjældent diskuteret filmene særlig dybt. TV er noget, man hurtigt værdisætter: er det
godt eller det skidt, interessant eller kedeligt, eller hvad er det? Hele det informationsboom, vi
konstant er udsat for, er jo kolossalt, og vi tager ikke en enkelt ting ud og siger, at den var
skelsættende. Vi tager det hele ind og bliver dannet af det.
Hanne-Vibeke Holst (f. 1959) er forfatter til TV-serier, digte, noveller og romaner, senest "Det virkelige liv" (1994)
|