Typiske emner i tyske talkshows (uge 8-9 1998) Hans Meiser Nabostrid Høje priser - dårlig service Sådan ødelægges et parforhold Mine forældre er porno-stjerner Vold i ægteskabet Ilona Christen Biseksuelle har alt På jagt efter en far Skilsmisse-tricks Når venner bliver fjender Mor i sidste øjeblik Bärbel Schäfer Min datter er ledig Dig bliver der ikke noget ud af Jeg har fået nok af dine slankekure Du trænger til noget ordentlig sex Du skulle skamme dig Arabella Kiesbauer Hjælp, min mor vil være ung Forelsket i et éngangsforhold Sex er min hobby Min søster er flottere end mig Jeg havde samleje med min chef

Når "Statsministeren" har talt, kan man umiddelbart godt finde, at der ikke er mere at sige om emnet. Det gør vi så alligevel, og dette nummers tema-artikler om samtalens mulighed i medierne afspejler flere forskellige farver og vinkler i forhold til ikke blot temaet, men også medierne som sådanne.

Mine forventninger

For mig er det en vigtig pointe i striben ovenfor, at statsministeren har en forkert og urealistisk forventning. Vi kan ikke forvente og langt mindre forlange (!) mirakler - hverken af fjernsynet eller i vort liv i almindelighed. Med det udgangspunkt finder jeg meget at glæde mig over - også i fjernsynet.

Efter en lang arbejdsdag og diverse nyheder om verdens elendighed kan det være en lise at falde ned i sofaen og følge Jay Leno i "The Tonight Show" på NBC. Ud af hans mange respektløse vittigheder er der forbavsende mange morsomme, og er jeg for sent på den eller bare umættelig, bliver jeg på NBC i den følgende time til "The Late Night Show" med Conan O'Brian.

Begge værter besidder en forsonende selvironi, som konkurrenten David Letterman ganske savner. Selvironien er tilmed nyttig på aftener, hvor det er åbenlyst for alle parter, at vittigheds-forfatterne har haft en dårlig dag. Alvor hører ikke hjemme i disse underholdningsshows, og gæsterne fungerer derfor bedst, hvis de har sans for en humoristisk dialog. Komikken er i top med gæster som Robin Williams og Tracey Ullman, der gerne tager styringen fra værten.

Eurpæiske efterligninger

Forskellen er tydelig til NBC's europæisk producerede talkshow "V.I.P" med den vel forberedte og vel formede Catrina Skepper, som får en langt mere informativ "chat" med gæsterne.

Europæerne har ellers haft travlt med at efterligne amerikanerne. Det er ikke blot TV2's "Meyerheim & Co.", der har David Letterman som forbillede. "Die Harald Schmidt Show", som sendes tirsdag-fredag på den store tyske kommercielle station Sat.1, er så tæt på Lettermans koncept, at det har stødt amerikanerne (jfr. Time Magazine, 08-12-1997).

Tyske talkshows på stribe

Ligesom Tysklands førende kommercielle TV-virksomhed, RTL, satser Sat.1 også på dagtimerne, hvor Sat.1 har tre talkshows på stribe i timerne 11-14, mens RTL har placeret sine mellem 14 og 17.

RTL har særdeles dygtigt målrettet hvert enkelt show. Topsatsningen er RTL-veteranen Hans Meiser, som er 'på' mellem 16 og 17, lige over for "Fliege" på Public Service-stationen Das Erste (ARD). Meiser er det modne publikums identifikationsfigur og har et lidt bredere emne-valg end de andre.

Ilona Christen (kl. 15) synes beregnet på folk i 20-30 års alderen, mens Bärbel Schäfer (kl. 14) sigter - ligesom det amerikanske forbillede Ricki Lake - på de helt unge seere. Pro 7 udfordrer her RTL med Arabella Kiesbauer og emner, der ligner til forveksling.

Aften contra eftermiddag

RTL overtog sidste år Sat.1's populære aften-talkshow-vært Margarethe Schreinemakers, men seerne blev trætte af hende og hendes meget omtalte skattesager. Nu er fruen fyret, og det kan være chancen for Bärbel Schäfer, som har meddelt, at hun ikke ønsker at forny sin kontrakt, fordi hun hellere på aftenprogrammet.

Aften-talkshows har højere prestige, fordi de normalt har flere seere, og fordi der her kommer flere prominente gæster.

I dagtime-talkshows er de medvirkende typisk personer, som (endnu) ikke er kendt i offentligheden. Firmaet Real Life (sic!) i München har specialiseret sig at finde dem, og firmaet har altid et arsenal på ca. 3.000 personer, der er parat til at afsløre intimiteter på TV. Behovet er henved 30.000 talkshow-deltagere årligt.

Tendensen i emnerne (se box) er klar: det drejer sig om nyfigenhed over for det intime og det bizarre, som TV bringer ud af det private rum og gør acceptabelt i det offentlige. For seerne bliver TV-skærmen som et nøglehul, hvorigennem vi kikker på fremmede menneskers privatliv. For de medvirkende bliver den exhibitionistiske TV-optræden deres livs chance for at blive set, for at blive kendt, for at være noget...

TV som offentlig skriftestol

Det store navn, hvad angår det intime i den tyske talkshow-verden, er ubestridt en vis Jürgen Fliege, tidligere sognepræst i den evangelisk-lutherske kirke. Selv om han gør meget for at lægge afstand til den etablerede kirke og den almindelige moral, f. eks. ved at invitere strippere, prostituerede og alfonser, fungerer han stadig i høj grad pastoralt.

"Fliege" indledes og afsluttes med manende ord til seerne, menigheden, om åbenhed, forståelse og medmenneskelighed. Parallellen til de kirkelige indgangs- og udgangsbønner er tydelig, og Flieges ord står som det uantastede, politisk korrekte budskab.

TV er nu Jürgen Flieges kirke, et åbent hus, hvor nærhed og omsorg er ledetråden. Samtalen med gæsterne i "skriftestolene" er terapeutisk. Fliege lytter med alvorlig mine til gæsterne, holder dem i hånden og fælder måske en enkelt tåre. Det dulgte skal frem for, at mennesket kan blive helet.

For en nærmere analyse af "Fliege" henvises til Rolf Schieder: Die Talkshow als "säkularisierte Beichte"? Jürgen Flieges Seelesorge und der Wille zum Wissen (Medien Praktisch 1/98, Frankfurt).

Jeg må tilstå, at jeg oplever "Fliege" som indbegrebet af pseudosamtale, netop p.gr.a. den ambitiøse og religiøse dimension. I den intime talkshow-genre forekommer Oprah Winfrey (se TvDanmark) og Robert Kilroy-Silk (se "Kilroy" formiddage på BBC Prime) mig mere sobre og sympatiske.

Det bedst mulige

"Boulevard Bio" hver tirsdag kl. 23 på Das Erste er det bedste talkshow, jeg kender.

Værten Alfred Biolek er en ældre, dannet herre, og hans gæster er valgt med omhu; de skal have noget interessant at fortælle, og de skal være velformulerede. Der forekommer både kendte og mindre kendte personer. Normalt får gæsterne ca. 20 minutter hver, så der er god tid.

Den enkelte udsendelse har altid et tema, som er samtalernes røde tråd, f.eks. "Mellem søstre" (10-02-1998). Den aften var gæsterne tre søskendepar: 1) den glamourøse TV-vært Birgit Schrowange ("Life" på RTL) og hendes ukendte lillesøster Karin Evens; 2) tvillingerne Bettina og Regina Röhl, hvis mor var Ulrike Meinhof, der forlod hjem og børn for at gå ind i den terroristiske RAF; og 3) de indbyrdes rivaliserende skuespillerinde-halvsøstre Lotti og Hildegard Krekel.

Mine konklusioner

Selv når det pikante og prominente bliver fremtrædende, som da TV-værten Heike Maurer (ZDF) og hendes mand talte om hans utroskab, parrets skilsmisse og hendes kamp for at retablere sit liv (02-12-1997), lykkes det Biolek at undgå den platte og nyfigne exhibitionisme. Med sine høflige, vidende og gemytlige spørgsmål eller bemærkninger hjælper Biolek gæsterne til at berette på en både sober og underholdende måde.

Vi bliver berigede af udsendelser som "Boulevard Bio". TV og TV's talkshows kan være mere end tidsfordriv eller tidsspilde. Betingelsen er, at TV tør stille nogle krav til sig selv, til alle involverede parter i en udsendelse - både om et vist niveau af dannelse og om et talent for folkelig formidling.