Krop i kablerne

Af Per R. Jensen

Kærligheden flyder frit gennem Internettet. Sød musik opstår, og mennesker mødes derpå og gifter sig.

Det skete for de to amerikanere Mark Robbins og Leslie Salzman, som fik hinanden i tale gennem det verdensomspændende Internets såkaldte "chat-kanaler". Efter at have udvekslet tusindvis af breve besluttede de at gifte sig til trods for, at de boede og havde job i to forskellige byer. Havde det ikke været, fordi Mark Robbins trods alle teknologiens og cyber-rummets muligheder gerne ville holde Leslie Salzmans hånd under ceremonien, kunne de også have giftet sig gennem Internet. Det kunne nemlig have været ordnet ved hjælp af et såkaldt CU-SeeMee internetsted: en anordning, som gør det muligt på skærmen at se den, man taler med på Internettet.

Rendez-vous og samtale i cyberspace

Mark Robbins og Leslie Salzman udgør ikke noget enestående tilfælde. Faktisk er Internet-folket meget sociale. En undersøgelse blandt brugerne af de såkaldte Internet "newsgroups" (steder, hvor man kan mødes og diskutere særlige emner) har vist, at omtrent to tredjedele af de adspurgte havde dannet venskaber på baggrund af internetsamtalerne. Cyberspace er også blevet et sted, hvor mennesker forelsker sig, danner venskaber, hjælper hinanden og dyrker platonisk sex gennem skriblerier foran computerskærmene.

Til trods for, at snakken på chat-kanalerne ganske ofte - hvis ikke som regel - er ganske overfladisk og useriøs, er der alligevel noget, der tyder på, at samtalen her har fundet et nyt medium, et nyt rum og en ny form i tiden.

Computermedieret kommunikation drejer sig ikke blot om kabler og kolde maskiner, men synes faktisk at være i stand til at formidle en ikke-kropslig sensualitet, en højt specialiseret socialisationsform og en samtalekultur, der som skreven samtale må tages alvorligt som en nutidig og mulig fremtidig menneskelig samværsform.

Det er i hvert fald, hvad man blandt andet kan udlede af en stikprøveundersøgelse af samtalekulturen på Internettets chat-kanaler foretaget af Anton Stonor, som er studerende ved Ålborg Universitet. Anton Stonor går ikke selv helt så langt i sine konklusioner i sin rapport "Krop i kablerne", men hans studier indeholder ikke desto mindre spændende og vedkommende perspektiver.

Internet og chat-kanaler

Teknologisk set udgøres Internettet af et netværk af computere over hele kloden, et netværk, som karakteriseres ved to forhold: der findes ingen central computer, der styrer nettet, og alle computere er i stand til at kommunikere sammen. Dertil kommer, at det er ultimativt demokratisk eller totalt anarkistisk, afhængigt af ens synspunkt; alle kan nemlig koble sig på netværket, medvirke til at forme det, udnytte det og give det indhold. Internettet er allemandseje.

De omtalte chat-kanaler (på engelsk: Internet Relay Chat (IRC)) er en del af dette verdensomspændende Internet.

IRC blev skabt i 1988 som et såkaldt klient-server program. Brugeren afvikler et lille klient-program på sin lokale computer, og programmet kontakter så server-programmet på en central server, der er forbundet med tilsvarende servere fordelt over hele verden. Disse andre servere kobler andre brugere sig på gennem deres klientprogrammer.

Efterhånden finder man IRC-servere i hele den vestlige verden og en hel del ud over resten af kloden. Danskere, amerikanere, japanere, sydafrikanere med mange flere kan skrive sammen på samme tid. Replikkerne i samtalen løber som en stafet kloden eller nettet rundt - deraf udtrykket relay (stafet) chat.

Nettets samtalerum

Den synkrone online-kommunikation via IRC foregår i forskellige tematiske "rum". IRC-brugeren vælger hvilket eller hvilke rum, hun ønsker at deltage i. Nogle "rum" er så populære, at de har egen adresse på det populære World Wide Web; andre "rum" virker som om, de er besat af enkeltpersoner, der lader en dør stå åben i håb om, at gæster vil kigge inden for. Men-IRC brugerne kan også vælge at gå i enrum og tale privat med hinanden uden at blive afbrudt af spontane besøgende.

Tre hypoteser om samtalen på "nettet"

I en kort periode har Anton Stonor "lyttet med" på sådanne chat-kanaler for at studere samtaleformen og de menneskelige relationer, der udfolder sig i dette medium - en socialiseringsform, der blandt meget andet altså også leder til, at mennesker forelsker sig gennem nettet og tilmed gifter sig.

Anton Stonor er kommet frem til den foreløbige hypotese, at

for det første tvinger IRC's struktur og øvrige karakteristika som medium for samtale brugerne til at genskabe rammerne for socialt fællesskab på chatkanalerne. Ved hjælp af den skrevne tekst - samtalens udtryksform - skaber brugerne en kunstig verden, hvori de kan handle over for hinanden og give udtryk for følelser.

For det andet udvikler brugerne de ritualer, der er nødvendige for omgangen med hinanden som følge af tekstens struktur. Eller sagt på anden vis, så genskaber IRC brugerne ritualer, som man kender dem fra hverdagen, og som gør det muligt for deltagerne at færdes og trives på chat-stederne samtidig.

Når fællesskabet i sidste instans lykkes, skyldes det, at brugerne til en vis grad lever sig ind i den kunstige verden, i det sociale rum, og oplever de andre deltagere som nære. Brugernes opfattelse, deres måde at modtage teksten på, spiller en afgørende rolle.

Det afgørende interessante er her, at på alle tre niveauer kræver det en høj grad af såvel kulturel som kommunikativ og emotionel kompetence hos brugeren at kunne skabe fællesskab gennem nettet. Karakteristikken af denne kommunikationsform som begrænset og uegnet til social kontakt kan, ifølge Anton Stonor, ikke stå alene.

Teksten

Som støtte for sin hypoteses første del anfører Anton Stonor, at de kommunikerende udvikler et specielt supplerende sprog - eller tegnsystem - som bruges til at udtrykke følelser med. Hertil kommer, at brugeren skal besidde en raffineret kommunikativ kompetence. Hun skal kunne anvende sproget på nye måder til at skabe kontakt og til at påvirke den ikke-fysisk-tilstedeværende samtalepartner. Der både kan og skal kompenseres dygtigt for den tilsyneladende manglende fysiske kontekst ved hjælp af sprog og tegnsystemer.

Ritualerne

Den rituelle del af samtalens struktur har ligeledes udviklet nye og spændende former på IRC. Anton Stonor citerer en forsker for at karakterisere IRC som i al væsentlighed en legeplads inden for hvis område, man kan eksperimentere med forskellige former for kommunikation og selv-fremstilling.

Den kendsgerning, at man på IRC ikke kan se den anden i øjnene under samtalen danner udgangspunkt for nye omgangsformer. Anton Stonor har observeret eksempler på, at deltagere slører deres identitet ved at tage masker på og afprøver forskellige normer og personligheder, og har kontakt med fremmede mennesker, de ikke ville møde i deres virkelige liv.

IRC's historik kan fremvise eksempler på, hvordan sådanne personlighedseksperimenter både har haft socialiserende og terapeutisk effekt for andre deltagere, og hvordan deltagere har udnyttet den anonyme frihed til at tage kontakt til mennesker, de ikke kunne finde på at have fællesskab med i "virkeligheden".

Den negative side af denne frihed synes indlysende nok at være, at brugere samtidig kan udnytte denne frihed til at skabe et voldeligt kaos, hvori der udtrykkes fordomme og had, som i anden sammenhæng ville blive socialt kontrolleret.

Anton Stonor studerer Humanistisk Informatik ved Aalborg Universitet. I fritiden er han engageret i bl.a. Kirkeligt Medieforum for Unge (KMU) og Kristeligt Forbund for Studerende (KFS), men skriver også jævnligt i "Indre Missions Tidende" om internet. Sammen med studiekammeraten Ole Dalgaard tog Anton Stonor initiativ til "Giraffen", der er en søgedatabase over kirkelige internet-sider i Danmark (http://www.giraffen.dk/) Foto © Rasmus Rysgaard

Opfattelsen af teksten

Også den tredje del af hypotesen peger på, at brugeren skal være i besiddelse af kompetence. Brugeren skal nemlig i høj grad være i stand til at indleve sig i IRC's kunstige verden.

Stonor eksemplificerer dette med en blind person. En blind er ikke i stand til at bruge synssansen, men udvikler som regel en ekstra følsom høre- og følesans, der hjælper hende til at erkende omverdenen i sin kontekst. IRC-brugeren er i en vis forstand både blind og døv og derfor nødsaget til at udvikle en ekstra følsomhed over for samtalens medium - den skrevne tekst. Enkelte forskere ser endda chat-samtalerne som kommunikation med både intellekt og følelser - med hjerne og hjerte - ved at hævde, at kroppen også taler med, når deltageren, der lever sig ind i en IRC-verden, formulerer sig.

Indlevelse på et eller andet plan er under alle omstændigheder en forudsætning for at danne og uddybe personlige kontakter via IRC.

Hverdagssamtale

Anton Stonor påpeger, at ikke alle nødvendigvis lever sig ind i og engagerer sig så dybt i denne verden af elektroniske signaler. Men hans teoretiske studier og lytten med på nettet synes på overbevisende måde at pege på, at mennesker faktisk forelsker sig, danner venskaber og føler sig som medlemmer af grupper alene i kraft af en tekstlig kommunikation via IRC. Med andre ord, at der forløber en elektronisk global synkron samtale, der kan en væsentlig del af det, den traditionelle hverdagssamtale kan, og som vel således allerede er hverdagssamtale.