"Det kan nu og da være svært at finde ud af, om man er gået forkert. Jeg gik i biografen, men opdagede, at jeg var kommet i kirke".

Sådan indledte en kendt litteratur- og filmkritiker i det ansete amerikanske tidsskrift New York Review of Books en længere filmanmeldelse. Hans pointe var, at filmene mere og mere har fået et "forkyndende" præg. Instruktøren er blevet prædikant; han vil os noget med sin film!

Anmeldelsen var koncentreret om Martin Scorseses "Casino" og David Finchers "Seven" ­ to film, der i allerhøjeste grad har et budskab. Den første beskriver Las Vegas kasinoer som vor tids kirker og Mammon som vor tids gud; den anden kortlægger en massemorders vanvittige optagethed af de syv dødssynder, idet han ser det som sin retfærdige opgave at straffe sin samtid på grund af dens mangel på moral og tro.

Når anmelderen ser biografen som en moderne kirke, er det, fordi han ser tendenser til, at det ligefrem er blevet trendy at lancere holdninger og værdier.

Nu har filmen ganske vist gennem hele sin 100-årige historie behandlet eksistentielle spørgsmål; den har ikke udelukkende været en ren underholdningsmaskine. Den har som andre kunstarter gennem alle årene ivrigt diskuteret forholdet mellem æstetik og etik, f.eks. i form af spørgsmålet: er filmens opgave at være et særligt udtryk for menneskets spørgen, eller skal filmen påtage sig opgaven at give svar på vore spørgsmål?

Filmen har også en lang række af særlige "moralister" som f.eks. Charles Chaplin, John Ford, Ingmar Bergman, Oliver Stone og Krzysztof Kieslowski. Det nye er øjensynligt, at det ikke kun er enkelte instruktører, der bruger mediet til at sætte fokus på vigtige livsspørgsmål, men at det er en nøje kalkuleret salgsplan fra producenterne: etik og religiøsitet sælger godt!

Kirken, den er et gammelt hus

Nu er det et noget udvisket kirke-begreb, der bliver brugt i det foregående, men i vor postmoderne tid er der vel den sandhed i det, at mennesker oplever biografen som det sted, hvor de bliver ramt, rørt og rystet - på en meget mere direkte måde, end de oplever det i den traditionelle kirke.

Samtidig har kirken gennem mange år udviklet sig mere og mere til en intellektuel institution, hvor der ikke er så meget plads til sprælske farver og store følelser. Men det er netop det, vi vil have: vi vil røres, vi vil have følelserne i aktivitet, vi vil have drama, og det kan film til gengæld levere på en helt anderledes kvalificeret måde.

Lad mig nævne en film som "Dead Man Walking": en film, der er et voldsomt opgør med dødsstraffen i USA. Dette kontroversielle emne behandles nuanceret og uden sentimentalitet. Man får aldrig sympati for den morder, der skal henrettes, men gennem den katolske nonnes ihærdige indsats lykkes det filmen at give et billede af denne mand som et usympatisk, sølle individ, der trods alt er et medmenneske.

Filmen fastholder denne dobbelthed: afskyen for manden og hans misgerning og medlidenheden med ham. Det helt afgørende, som gør det til en stærk oplevelse: først da manden bryder sammen og erkender sin skyld, kan medfølelsen og tilgivelsen få sin plads.

"Dead Man Walking" behandler således skyld, straf og nåde som andet end abstrakte "kirkelige" begreber. Her får de krop og liv gennem en fortælling. Her er en film, der frembærer nogle holdninger og nogle værdier, som det er vigtigt at fastholde i dagens samfund, og som vi også tumler med hver søndag i den "gamle" kirke.

Den, der har øjne at se med

Grunden til, at film kan "bruges" i pædagogiske og kirkelige sammenhænge, er, at de er i stand til at fange menneskelivet i alle dets facetter, nøjagtig som al god kunst kan. De kan både lodde dybt og flyve højt; de kan være meget realistiske og vildt eventyrlige, men hele tiden båret af mennesker, af skikkelser og af historier.

Film er et meget "realistisk" medium, og derfor føler vi hele tiden denne genkendelighed. Selv om temaet i filmen kan være eksotisk og fremmedartet, fornemmer vi en relevans. Vi fanges ind og føler, vi er med i det her.

Samtidig kan film fastholde den mærkelige magi, der også er på færde i livet: at livet bag det hæslige og det alt-for-menneskelige også indeholder en strøm af barmhjertighed, af opmærksomhed og følsomhed. I "Dead Man Walking" kommer netop medmenneskeligheden og nåden i glimt til syne midt i den mest brutale og afstumpede verden. Lad mig nævne et andet godt eksempel på filmens mulighed på dette felt: den engelske instruktør Mike Leighs film "Career Girls". En film om to meget ordinære, grimme og mærkelige pigers komplicerede venskab.

Fra filmens start fremtræder de som det, de er: grimme og totalt kiksede piger, men gennem filmen formår instruktøren at få dem til at "forvandle sig" for vore øjne, så de bliver både rørende og "smukke", ikke fordi de egentlig forandrer sig, men fordi vi får mulighed for at "se" dem på en ny og gennemlyst måde.

Samme gribende og forvandlende effekt har David Lynchs "Elefantmanden". Det er historien om en vanskabning fra slutningen af forrige århundrede, der lever som monstrøs underholdning i et omrejsende cirkus. En dag bliver en læge opmærksom på ham og får ham i pleje, og efterhånden lærer han og vi ham bedre at kende.

Det geniale i Lynchs instruktion er, at først langt henne i filmen, får vi lov til at se dette monster direkte. Indtil da hører vi om ham, og vi ser en masse menneskers reaktion på ham. Da vi endelig ser ham, får vi samme chok som menneskene i filmen, men langsomt formår filmen at få os til at "se" ham på en ny måde, så han bliver "smuk".

Smerte contra livsmod

Mange af sådanne film er oplagte at bruge i pædagogiske og kirkelige sammenhænge, fordi de rører ved dybt menneskelige følelser, og fordi de har denne forvandlende kraft i sig.

Også dansk film kan være med. Instruktøren Jesper W. Nielsen har med "Forbudt for børn" igen begået en børnefilm, der er både underholdende, varm, poetisk og tænksom. Vi har tidligere fra hans hånd set originale film som "Retfærdighedens rytter" (1989) og "Den sidste viking" (1996). Denne film tager fat på tabu-emnerne: børns selvmordstanker og børns seksualitet.

Filmen er en (tør man sige: religiøs?) opbyggelig historie. Den vil "tage Gud på ordet" og vise, at livet altid er livet værd, at selvmordet aldrig er løsningen på ens problemer, at vi ikke bare kan flygte fra livet, hverken som barn eller som voksen.

Den opbyggelige karakter slår igennem i selve filmens stilskift. Første halvdel er knugende, brutalt direkte og optaget i en til tider helt forvrænget stil, idet den skildrer den 11-årige Idas baggrund, årsagen til den fortvivlelse, som får hende til at kaste sig i havnen. Men Gud vil ikke lukke Ida ind i Himlen; hun må først opleve forelskelse og glæde, og den mulighed får hun.

Problemerne overvindes, og anden del af filmen emmer af lys, humor og menneskeligt overskud. Her filmes direkte og ukunstlet samtidig med, at det eventyrlige og poetiske præg over sidste halvdel giver filmen en lethed, som gør, at den ikke på noget tidspunkt bliver sentimental eller tuttenuttet.

Det "forbudt for børn", som titlen hentyder til, er den fordom, som filmen vil punktere, at livet i al dets mangfoldighed - herunder de smertelige sider - skulle være "forbudt" område for børn. Men Jesper W. Nielsen lever i denne film op til K.E. Løgstrups morale, når det gælder vor forpligtethed på at give børn indsigt og livsrum: "man må aldrig tage livsmodet fra børnene".

Film, der vækker

Kieslowskis dekalog-film er også en samling gribende historier, som sætter os under tiltale.

Netop sådanne film er det værd at beskæftige sig med: film, der ikke er postulerende, overdrevent pædagogiserende eller befamlende, men som lader en nøgen og barsk fortælling ramme os til modsigelse eller samtykke og i hvert fald til diskussion.