|
|
|
AF BO TORP PEDERSEN
Sex, synd og sensationer
Filmens fødsel dateres normalt efter den formodet første offentlige forevisning 28. december 1895 i Grand Café på Boulevard des Capucines nr. 14 i Paris, hvor en beskeden mindeplade i dag markerer stedet. Mediet var blevet til som resultat af "gale" videnskabsmænd eksperimenter og som markedsgøgl. Den sidstnævnte oprindelse skulle klæbe til mediet som en nedvurderende etikette i mange år. Filmen var i de tidlige år en del af forskellige forlystelsessteders brogede underholdning og blev ikke i første omgang mere anset af at flytte ind i permanente biograf-teatre. Det første i Danmark var Kosmorama i København, som åbnede i 1904.
Der blev ganske vist lavet film med et oplysende sigte og med en litterær baggrund, ja tilmed
film med bibelske emner, for at appellere til et finkulturelt publikum, men den store
produktion og de store succeser var farcer, melodramaer og kriminalfilm, jvfr. titler som
"Anarkistens Svigermor", "Den hvide Slavinde" og "Vitrioldrama". Én af de første længere -
nemlig ca. 45 minutter - danske spillefilm var det århusianske selskab Fotoramas "Den hvide
Slavehandel" (1910), som dog blev en større succes i Nordisk Films plagiat (samme titel,
samme år). Nej, den uhellige treenighed af sex, synd og sensation er langtfra nogen moderne
opfindelse, men var i århundredets begyndelse naturligvis heller ikke fremmende for en
positiv forståelse af mediet hos f.eks. kirkefolket. Man må vel også have lov at mene, at de
pietistiske vækkelser skabte en polarisering mellem kirkeliv og kulturliv i det hele taget, som
man endnu kan opleve reminiscenser af i visse kirkelige kredse.
Rasmussen
En interessant kirke og kultur-brobygger er præsten og forfatteren Gerhard Rasmussen (1905 - 68), som fra 1935 fik udgivet en række romaner og noveller, der vandt bred anerkendelse. Han modtog dansk og nordisk litteraturpris for romanen "Det sande Ansigt" (1950), som året efter blev filmatiseret af og med den tids store filmnavne: Johannes Allen var manuskriptforfatter, Bodil Ipsen og Lau Lauritzen Jr. instruerede, og på rollelisten var foruden Lau selv bl.a. Johannes Meyer, Lisbeth Movin og Ib Schønberg. Gerhard Rasmussen var imidlertid også direkte interesseret i filmmediet, hvilket gav sig til kende dels i konsulentarbejde og instruktion af nogle kortfilm ved Felix Film, Indre Missions filmvirksomhed, dels i etableringen af foreningen og tidsskriftet "Kirke og Film"(1945).
Set med moderne, lettere kyniske øjne kan filmkritikken i gamle numre af "Kirke og Film"
umiddelbart virke lidt for moraliserende og vejledende, men grundlæggende havde man ret i
og til at diskutere værdier, og fra midten af 1960'erne opnåede "Kirke og Film" også den
nødvendige analytiske styrke takket være en række nye medarbejdere, deriblandt Martin
Drouzy, og redaktørskiftet 1966 fra præsten Jørgen Nissen til stud.mag.'en Flemming
Behrendt. Med navneforandringen til "Film 69" ("Film 70", osv.) begyndte man imidlertid
også at fjerne sig stadigt mere fra det "missionske" udgangspunkt, hvilket kulminerede, da
man med den tidehvervsprægede Johs. H. Christensen som chefredaktør i 1975 simpelt hen
lukkede tidsskriftet og lod sig opsluge i det nye, filminstitutopmuntrede blad "Levende
Billeder". Her forsvandt de kristne grundholdninger hurtigt, efterhånden blev den analytiske
vinkling afløst af en "poppet" venstreorienteret mediekritik, og senere måtte filmstoffet også
dele plads med artikler om rockmusik. Bladet havde en kort kvalitetsopblomstring i 1980'erne
for efter talrige omskiftelser og problemer at lukke i sommeren 1997, men da havde det også
år efter år søgt og modtaget pæne støttebeløb fra Det danske Filminstitut.
Interfilm
Felix Film lever stadig i bedste velgående og benytter nu især video-mediet, men det er paradoksalt og efter min opfattelse ulykkeligt, at på et tidspunkt, hvor kirke, kristendom, humanisme, kunst og filmkunst i dansk kulturliv var i et spændende og konstruktivt røre, gik den gamle brobygger "Kirke og Film" tabt. Andre steder i verden tog man netop i disse år for alvor fat på opgaven.
Den internationale kirke og film-bevægelse, Interfilm, blev grundlagt 1955 i Paris af personer fra og repræsentanter for protestantiske kirker i Frankrig, Holland, Svejts og Tyskland. Der er næppe tvivl om, at initiativet bl.a. var motiveret af manglen på et protestantisk modstykke til det katolske filmarbejde, som i Europa var både anseeligt og anset - og uafhængigt af den puritanske tradition i USA. Den katolske organisation hedder i dag OCIC (Organisation Catholique Internationale du Cinéma et de l'Audiovisuel). Som årene er gået, er samarbejdet mellem Interfilm og OCIC imidlertid vokset, og i 1993 formaliserede Interfilm med en vedtægtsændring sit økumeniske sindelag.
Interfilm er en verdensomspændende bevægelse, men til daglig foregår arbejdet i "regionale"
organisationer (Interfilm Asien, Interfilm Nordamerika, Interfilm Europa, osv.). Som i så
mange idealistiske foretagender er der ofte akut pengemangel, men de evangeliske kirker i
Holland, Svejts og Tyskland har gennem årene på forskellig måde tilgodeset arbejdet.
Symbolsk herfor er den nuværende ledelse, idet formanden for Interfilm Europa er Hans
Werner Dannowski, der er Stadtsuperintendent i Hannover (en stilling, vi ikke kender i
Danmark, men i Tyskland siger man uofficielt, at det er den, der gør biskoppens arbejde), og
generalsekretæren Hans Hodel, der er daglig leder af Evangelischer Mediendienst i Svejts. Der
er også gode relationer til KEK (Konferenz Europäischer Kirken) og i særdeleshed WACC
(World Association for Christian Communication). Sidstnævnte støtter mange af Interfilms
projekter.
Hædrende omtale
De to vigtigste, udadvendte aktiviteter i Interfilm er filmseminarer og juryarbejde. Ved mange internationale filmfestivaler er der ved siden af de store, officielle juryer, som uddeler palmer, bjørne og andre priser, også nogle uofficielle juryer, f.eks. ofte en jury nedsat af filmkritikernes sammenslutning og en kirkelig jury. Det er i reglen Interfilm, der sammen med OCIC og lokale kræfter sørger for at etablere den kirkelige jury, så den har både en økumenisk og en international profil.
Dette kirkelige filmjury-arbejde er et signal til filmens verden og den store offentlighed om, at
vi også som kristne anser filmmediet for værdifuldt. De kirkelige juryers prisuddelinger er
normalt ikke omgærdet af glamour, men erfaringen er, at filmskaberne er særdeles glade for
netop denne hædrende omtale, fordi den bygger på et ægte engagement i filmkunsten.
Samtidig er de kirkelige juryers priser naturligvis også en anbefaling til kirkefolket om, at der
ud af den store, uoverskuelige vrimmel af nye film her er nogle, som både har kunstnerisk
kvalitet og et anliggende, der med åndfuldhed og spiritualitet udfordrer og/eller beriger os
menneskeligt.
Tanker om film og kultur
På filmseminarerne bliver der ikke set nær så mange film som på filmfestivalerne, men til gengæld er der tid til at fordybe sig i dem. Gennem foredrag og diskussioner forsøger man at sætte ord på filmkunstens muligheder og perspektiver.
I disse år afholder Interfilm seminarer under fællestitlen "Europæiske ansigter - Europas ansigt", næste år i Riga (Letland) og dernæst i Rättvik (Sverige).
Ved seminaret januar 1997 på Evangelische Akademie Nordelbien i Bad Segeberg, noget i retning af Præstehøjskolen i Løgumkloster, var der focus på skandinavisk film. Bille Augusts store episke film "Pelle Erobreren" og "Jerusalem" er klare eksempler på noget, mange vil kalde en nordisk eller skandinavisk profil, men jo dybere vi gik ind i emnerne, og jo flere konkrete eksempler vi fik frem, desto vanskeligere blev det dog at se noget éntydigt skandinavisk eller nordisk 'ansigt' på film i den forstand, at der skulle være en særligt nordisk måde at lave film på. Det samme gælder på europæisk plan og måske også globalt. Tidens æstetiske tendenser eller retninger i filmkunsten er internationale, men det har naturligvis også interesse at se hvilket nationalt eller euro-regionalt stof, de enkelte film behandler. For nu at blive ved Bille August må det være en forklaring på, at de nævnte 'nordiske' film normalt aftvinger langt større beundring end "Åndernes hus" eller "Frk. Smillas fornemmelse for sne".
Rodfæstethed er forbundet med ægthed i det kunstneriske udtryk. Den ægthed og de andre
plusser, vi oplever i og tildeler Augusts 'nordiske' film, skyldes - trods al moderne
fremmedgørelse - at det stof, han her former, er en del af den historie og kultur, som han selv
er udrundet af. Man oplever det samme i tjekken Vladimír Micháleks film (se side xx), og
tesen synes også bekræftet af det modsatte forhold. Jeg så ved dette års festival i Karlovy
Vary en hollandsk film skrevet og instrueret af den israelsk fødte Danniel Danniel med den
internationalt sproglige titel "Winter '89". Filmen ønsker at skildre nogle medmenneskelige
dilemmaer under kommuniststyret i Tjekkoslovakiet, men resultatet er så skingrende falsk og
utroværdigt, at det gør ondt - mest naturligvis på alle dem, der selv kender datidens
virkelighed, men også på os, der kender den som naboer - og man kan kun drage den
konklusion, at filmen er blevet så forfærdelig, fordi alt er konstrueret ved et skrivebord, og
instruktøren er helt uden personlig kendskab og forbindelse til den virkelighed, han mener at
skildre.
Tanker om film og teologi
Hvis man siger, at kristendommen er universel, er det nok forkert udtrykt. Gud er universel, men hvis vi ved kristendommen forstår menneskers udtryk for Guds væsen og vort forhold til Gud, er dette udtryk naturligvis farvet og begrænset af de enkelte menneskers forudsætninger. Når forudsætningerne forløses kunstnerisk, kan det, der før var begrænsning, imidlertid med ét blive til berigelse - som den positive øjenåbner, at sådan kan tilværelsen og troen også leves og ses.
På dette års Interfilm-seminar, som blev afholdt nogle kølige aprildage i den traditionsrige sydfranske by Nîmes, havde man inviteret to protestantiske teologer fra nærliggende universiteter til at give deres besyv med. Laurent Gambaretto hæftede sig netop ved filmkunstens mulighed for både at åbne vore øjne og at indgyde os kritisk sans - for at afdække sandheder, som vi på én gang er nysgerrige efter og bange for - og han fandt de film særligt værdifulde, som viser ud over sig selv. Hans kollega, Jean-Daniel Causse talte bl.a. om filmoplevelsen som en slags mødested for inderlighed, hvor vor egen identitet også er på spil og kan formes. En enkelt scene eller måske endda en enkelt gestus giver os den pludselige oplevelse af en dimension og en indsigt, som kan være omvæltende.
Hvor de to franskmænd svævede af sted på hurtigtgående skyer i det teoretiske luftlag, bragte
Interfilms formand Hans Werner Dannowski med humor og præcision emnet ned på jorden
igen uden af den grund at miste visionerne. Almentkulturelt ser Dannowski en tendens til en
ny tilnærmelse hen over det gamle brud mellem kunst på den ene side og tro/kirke på den
anden. Religion og virkelighed synes for mange igen at hænge sammen, omend religion
defineres meget bredt. Det spændende, også kunstnerisk, er de personer og de værker, der kan
slå bro mellem den a-religiøse og den religiøse erfaringsverden. På denne baggrund
analyserede Dannowski de film, der blev vist ved seminaret, og påpegede både en syntese-model, hvor filmens univers knytter an ved en eksisterende religiøsitet, og en hiatus-model,
hvor traditionelle mønstre, riter og symboler slet ikke fungerer i filmens univers. Syntese- og
hiatusbegreberne blev her gode nøgler, som man kan arbejde sig ind i filmene med.
Til nydelse, men også til brug
Man tager ikke filmmediet alvorligt ved kun at bruge det som ren og skær lejr-underholdning, men i sig selv er det naturligvis også i orden, eller ved at henvise til Lars von Trier på linje med Fjodor Dostojevskij og kompagni som ornamentale dannelsessignaler i søndagsprædikenen, selv om også det - med mådehold! - kan have sin ret. Film og i særdeleshed den kommercielle biograffilm er i dag én af vor kulturs få vidtfavnende reference-rammer, så vi skylder den mere end en registrerende opmærksomhed, så meget mere som den også kan vise sig at være et symptomatisk mødested for tidens værdisæt, tro og overtro.
Som det i nogle menigheder allerede er sket med visse af Krzysztof Kieslowskis værker,
skylder man den gode filmkunst at sætte tiden af til fordybelse og til med åbne sanser at pejle
sig frem i deres centrum og bevægelsesretning. Kritisk sans skal der også til, for retningen
viser sig måske at være ud i tomheden (det sker dog sjældent hos Kieslowski), men man
skylder sig selv og filmene at aflevere fordommene senest ved indgangen. Mere end hundrede
år efter dens fødsel og på tærsklen til et nyt årtusinde kan der således ikke længere være noget
mindreværdigt eller suspekt i at bruge filmen i kirkelige studiekredse, og hvem véd, måske
kommer man også til at se en økumenisk jury ved en dansk filmfestival...
Den økumeniske jury ved dette års internationale filmfestival i Karlovy Vary (Karlsbad),
Tjekkiet, bestod af (bagerst) Vera Ivanova, TV-redaktør i Moskva, Jana Hyklová, filmredaktør
ved tjekkisk TV, samt Jan Jandourek, der studerer litteratursociologi ved universitetet i Prag,
Kate Roux, som er studerende ved Glasgow universitet, og som var juryens formand, og t.h.
Bo Torp Pedersen.
|