|
| |
|
Familiens Af Jes Nysten
I sommerens løb har der været flere artikler i bladene om, at familien (kernefamilien) igen er blevet et ideal hos den unge generation. Man vil kæmpe og ikke give så let op, som den ældre generation øjensynlig har gjort det. Mange af disse "familie-kæmpere" er skilsmissebørn, og de vil gerne vise, at ægteskab og familieliv kan lykkes. Det stigende bryllupstal kan også tydes i den retning. Man kan imidlertid godt dele visse forskeres bekymring om, at dette måske mere er en slags flugt, en smuk drøm om "den lykkelige familie", end det er, fordi man grundlæggende "vil hinanden". Med andre ord: Det går måske mere på formen end på indholdet, og det passer godt i vor postmoderne tid, hvor formen, udstyret, facaden er så afgørende. I virkeligheden er der intet, der tyder på, at "familien" har fået det bedre gennem de sidste mange år. Patienten har det stadigvæk temmelig dårligt. Det er også det indtryk, man får, når man ser de seneste film om dette emne. Det er hverken idyllisk eller harmonisk beskrevet. Der er ikke så meget nyt under solen, og Freud, Strindberg og Bergman har tydeligvis ikke levet forgæves, og man må spørge: hvornår får vi den film, der kan skildre en familie varmt og positivt uden at blive vammel og sentimental? Men det kan måske ikke lade sig gøre? Festen (Thomas Vinterberg) Den første af de såkaldte "dogme"-film er en rystende (og ikke kun på grund af det håndholdte kamera) oplevelse, selv om den er en på mange måder banal historie om en families skjulte hemmeligheder, der under familieoverhovedets 60 års fødselsdag åbenbares for alverden: incest og psykisk terror gennem mange år. Det særlige ved filmen er således ikke selve historien, som vi har hørt så mange gange, men den højst originale måde, den er drejet på. For det første spilles der storspil i alle rollerne. Det er sjældent, at en dansk skuespillertrup i den grad fungerer som et team og på et sådant niveau. Alligevel skal Henning Moritzen nævnes særligt, fordi han med sin skolede baggrund alligevel yder en præstation, som på én gang er fuldkommen kontrolleret og helt frigjort fra enhver skuespillermanér. (Det er jo sjovt, at det er unge instruktører, der har skullet til for at åbne op for hidtil ukendte kræfter i "gamle" kendinge: Ulf Pilgaard i Bornedals "Nattevagten", Holger Juul Hansen i Triers "Riget", og nu Henning Moritzen i "Festen"). Afgørende er den suggestive måde, Vinterberg bruger det håndholdte kamera på. Denne særlige teknik kan som så meget andet godt gå hen og blive en ren manér, men her er den oplagt: vi er til en privat familiefest, og kameraet kører rundt blandt menneskene, sådan som en amatør ville bruge sit private lille kamera. Her et ansigt i nærbillede, her en lang glidende bevægelse ind mellem en gruppe mennesker. Nu og da stilles der skarpt, nu og da er det hele kaotisk og sløret. På en næsten pinlig måde kryber denne amatørfotograf ( tilskueren?) ind i denne fest og bliver uforvarende vidne til et hårrejsende drama. Man kan mærke det: kameramanden ryster på hånden og søger væk fra de pinlige optrin, når historien virkelig tager fart. Han forsøger at fokusere på noget andet, at adsprede sig selv (og os), for at det ikke skal blive for slemt. Denne pinlige og klaustrofobiske fornemmelse af at være lukket ind i et ubehageligt drama, hvor man både vil være med på "en kigger" og samtidig har svært ved at få luft og derfor gerne vil væk, opnås på eminent måde med denne teknik. Lolita (Adrian Lyne) Denne filmatisering af Nabokovs skandaleombruste roman fra 1955 har skabt næsten lige så meget røre, som bogen gjorde ved udgivelsen - i hvert fald i USA. Nu som dengang er det, der giver de voldsomme dønninger, at filmen ligesom bogen fortælles af den voksne pædofile mand. Det er hans historie; vi følger handlingen gennem hans optik. Derfor har de hidsige kritikere sagt: filmen er nærmest en hyldest af denne afskyelige mand. Han er charmerende og vittig, ja, han virker helt menneskelig, så ingen kan for alvor tage afstand fra hans handlinger! Men det er netop på dette punkt, at kritikerne går galt i byen. Deres berettigede kritik af denne Humbert Humbert har forkert adresse. Ved at lade denne charmerende, men dybt ubehagelige psykopat fortælle sin historie, opnår forfatteren/instruktøren på genial vis, at vi bliver indviet i en psyke og en tænkemåde, som det ikke er så let at slippe af med. For inde bag det sygelige gemmer sig også genkendelige - og ubehagelige - sider af os selv. Det er måske det, vi helst ikke vil indse? Vi vil gerne kunne holde alt det nedrige og ubehagelige langt væk fra os selv; det kan kun være sådan nogen som han, der er så sygelig i hovedet! Måske en gennemlæsning af f.eks. Bjergprædiken ville hjælpe os lidt videre på dette punkt...? Jeg kunne også nævne den alarmerende udvikling inden for reklame og underholdningsbranchen: at ganske små piger nu lanceres som sexsymboler med skønhedskonkurrence osv, og at Spice Girls er helt små pigers (voksen-)identifikation. Det, der sker i fuld offentlighed rundt omkring os i dag, er det, som i al sin tragik går op for Humbert til sidst i filmen: at han havde taget Lolitas barndom fra hende. Men er det ikke også det vi gør overalt i vor "kærlighed" til de små piger? Den engelske skuespiller Jeromy Irons spiller rollen som Humbert med den blanding af ægte følelser og psykopatisk charme, som gør skikkelsen så ubehagelig troværdig, og Dominique Swain dækker den vanskelige rolle som Lolita blændende. En overbevisende præstation. Søndagsengle (Berit Nesheim) Det er ikke tit, vi får norske film at se, og denne har endda været et par år om at komme hertil. Filmen foregår sidst i 50'erne, og vi følger teenagepigen Maria, det ældste barn af en streng missionsk landsbypræst. Det er lige omkring konfirmationstiden, og Maria prøver febrilsk at finde sin vej ud af det hjem og den menighed, som hun opfatter som et fængsel. Hun er lukket ude fra kammeraternes samvær og begyndende opdagelse af voksenlivets hemmeligheder, men hun har sine drømme og de meget sanselige afsnit i "Højsangen", og så besøger hun den kvindelige kirketjener, der som den eneste voksne forstår hende og forsøger at hjælpe hende på vej. Der viser sig naturligvis efterhånden ganske mange "sprækker" i den ellers pæne facade i dette præstehjem, og vi skal derfor også helt ned og skrabe bunden, før Maria kan frigøre sig og komme videre med sit eget liv. Det er en på mange måder meget traditionel film med en ramme og en problematik, som er kendt i et utal af nordiske film og romaner: præsten og præstefamilien, som skal stå som et lysende eksempel, er ved at blive ædt op indefra af en tærende sygdom; barnet, der må så meget igennem, for at blive sat fri. Tidsbilledet er ganske fint ramt, og der er en indtagende ro og eftertænksomhed i filmen. Meget af filmens styrke skyldes debutanten Marie Theisen, som spiller Maria. Meget overbevisende får hun mange nuancer og facetter med i denne teenagepiges fortrædeligheder. Bjørn Sundquist giver også alt, hvad han har i sig, for at fremstille denne djævel af en præst.
Festen. Danmark 1998. Prod.: Birgitte Hald, Nimbus. Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: Thomas Vinterberg og Mogens Rukov. Medv.: Henning Moritzen (Helge Klingenfelt), Birthe Neumann (Else K., moderen), Ulrich Thomsen (Christian K.), Thomas Bo Larsen (Michael K.), Paprika Steen (Helene K.), Trine Dyrholm (Pia), Helle Dolleris (Mette K.), Therese Glahn (Michelle), Lars Brygman (receptionist), Klaus Bondam (toastmaster), Bjarne Henriksen (kok), John Boas (bedstefar), Linda Laursen (Birthe), Lasse Lunderskov), Birgitte Simonsen (Christians veninde), Lene Laub Oksen (Linda K.). Længde: 106 min. Farver. Censur: Tilladt for børn over 11 år. Danm.prem.: 19-06-1998. Lolita. USA 1997. Prod.: Mario Kassar & Joel B. Michaels. Instr.: Adrian Lyne. Manus: Stephen Schiff efter romanen af Vladimir Nabokov. Medv.: Jeremy Irons (Humbert Humbert), Melanie Griffith (Charlotte Haze), Frank Langella (Clare Quilty), Dominique Swain (Lolita), Suzanne Shepherd (miss Pratt), Keith Reddin (rev. Rigger). Længde: 137 min. Farver. Censur: Tilladt for børn over 15 år. Danm.prem.: 26-06-1998. Søndagsengle/Søndagsengler. Norge 1996. Prod.: Grete Rypdal & Oddvar Bull Tuhus. Instr.: Berit Nesheim. Manus: Berit Nesheim og Lasse Glomm efter romanen "Søndag" af Reidun Nortvedt. Medv.: Marie Theisen (Maria), Bjørn Sundquist (faderen), Sylvia Salvesen (moderen), Hildegunn Riise (fru Tunheim). Længde: 104 min.. Farver. Censur: ? Danm.Prem.: 14-08-1998
|