AF DAPHNE SCHJØTT

Et af P1s kendetegn er, at det har, og at det giver sig selv og os andre god tid. Måske kunne en af de sprogprofessorer, der i sommertiden og op til jul forsøder dagene med et lille sprogcauseri, også spinde en ende over dette udtryk, 'god tid', noget positivt og berigende, modsat dårlig tid, knap tid, hastværk og ræs.

I en æra, hvor mørke, stilhed og ren luft og tid er blevet herlighedsværdier, kan denne side af P1 ikke vurderes højt nok.

Mennesker lader sig ofte kyse af trends såsom vor tids 'dårlige tid' lig med hastværk. Hvor ofte har man ikke i TV-sammenhænge siddet og hoppet fortvivlet i sædet, når emsigt hippe studieværter afbryder et menneske, som netop er kommet i gang med at formulere sig lidt ned under overfladen. I bedste fald trippes der, mens værten rent korporligt går baglæns med livlinen, mikrofonen: der skal andre til - kvantitet, seertal, nye indslag contra fordybelsen, dét gradvist at nærme sig noget virkeligt, noget vitalt.

Derfor er mange af P1s faste programmer så livgivende i deres helt bevidste prioritering af 'den gode tid', af at lade gæsten - og sig selv - arbejde sig skridt for skridt frem mod smerte- og frydepunkterne, mod indsigt og erkendelse. Det bliver ofte et samspil, en befrugtning, hvor begge parter sætter sig selv ind, ikke helt ulig den gamle folkevise om tavlespillet - der står virkelig noget på spil. Sandheden, så vidt vi nu kan nærme os den.

Thomas Vinterbergs gode tid

I sommertiden har nogle af P1-flagskibene holdt ferie; det gælder bl.a. faste programmer som Nikolaj Ifversens "Herreværelset" og Kjeld Koplevs "Koplevs krydsfelt", der sammen med flere andre fra P1-flåden står som eksponenter for den bevidste satsning på 'den gode tid'.

Umiddelbart før ferien havde Koplev således Cannesprisvinderen, den unge filminstruktør Thomas Vinterberg, som gæst, og et godt stykke inde i den næsten to timer lange seance blev problemstillingen med vor tids hæsblæsende og dybest set formålsløse jag skåret ud i pap. Det skete, da Thomas Vinterberg spontant udbrød, hvordan han følte, han kunne slappe af under denne samtales form og blive sig selv - modsat de idelige krav om at 'underholde', som han oftest møder. Han faldt kort og godt til ro og kunne samle tanker og følelser, uden at nogen hverken trippede eller skyndede på - åbenbart en relativt ny oplevelse - og resultatet var, som han selv udtrykte det, og vi kunne fornemme det, at han fik overblik, indblik, mulighed for at bearbejde, tolke og erkende.

Værtens rolle

Et væsentligt aspekt er værtens egen rolle. Det er ikke blot en tålmodig mikrofon, men i lige så høj grad en aktiv medleven, en evne til at gå helt op i netop dette møde, vende lige en sten til og, når de føles påkrævet - men også først da - bevæge samtalen i en ny retning eller snarere: nærme sig det vigtige fra et nyt udgangspunkt, med en aldrig svigtende lydhørhed og lige den rette balance mellem empati og positivt modspil. Fornemt, frydefuldt og forløsende, for alle parter, vært, gæst og lytter.

I en tidligere udsendelse om PET var en gæst godt i gang med at formulere sig, men afbrød så sig selv med et lidt forknyt: "Hvor lang tid har jeg?". "Så meget du vil", lød det beroligende svar.

Men helt ærligt: hvordan er vi blevet så kuede? Selv i andre ellers udmærkede radioprogrammer kan man opleve værten afbryde et indslag "Nå, men så ganske kort, der er mange flere, der skal til" - et udslag af den skinbarligste discountkultur iblandet en vis smigrethed: ih, hvor er vi efterspurgte. Selvfølgelig kan det da ske, at en samtaledeltager erobrer ordet og begynder at køre i tomgang, men det er relativt sjældent, og ærlig talt: så lad hellere pladen spille sig ud end dette flade først - hurtigst - flest.

Mens Koplev og Ifversen spiller efter samme lødige og medrivende koncept, har sommertiden præsenteret en anden form for god tid i de daglige formiddagsudsendelser (med genudsendelser) "Sommergæsten", hvor udvalgte enkeltpersoner har fået overladt mikrofonen et par timer og har kunnet fortælle løst og fast med selvvalgte musikindslag - en afart af det fremragende og professionelle Dessau-koncept.

Det har stort set været kändisser fra kunst- og kulturlivet og den politiske arena. I sådanne valg af personer har de elektroniske medier en enorm magt. Ikke mindst inden for politik, hvor det alt for ofte er de samme krikker, der trækkes af stalden, mens de anonyme (hvorfor mon de er anonyme?) bliver endnu mere anonyme, og små partier og grupperinger gøres endnu mindre, simpelthen ved at deres medlemmer ofte slet ikke indbydes. Enten måtte man helt undlade denne lidt amerikanske form med om-bag-politikerfacaden ("nok virker jeg barsk og min politik benhård, men jeg er god ved min lille hund") eller også bevidst og konsekvent bevæge sig ud i alle hjørner af den politiske manege.

Stjernestunder og evighedsøjeblikke

Når dette er sagt, har der imidlertid ofte været gode oplevelser, og enkelte har bevæget sig helt derop, hvor det nærmer sig stjernestunder. Således den sidste i sommer med Hans Georg Lenz, den legendariske musikanmelder, som i mange år var tilknyttet dagbladet "Information". Dette musiske menneske med det sensible temperament havde helt åbenbart ingen skjult dagsorden - ikke noget, der skulle forsvares eller dementeres. Han fortalte slet og ret med en unik billedskabende evne om sit liv, mennesker han har mødt, bevægelser og strømninger, tanker og følelser og så - naturligvis - musikken. Det var en fortryllet stund, et af de evighedsøjeblikke, hvor alt går op i en højere enhed - et levendegjort "verweile doch, Du bist so schön".

Bevar den gode tid

Tænk, at vi har et radioprogram, som tør satse på netop god tid. Sæt det for alt i verden ikke over styr. Heller ikke med argumenter om, at der også skal være noget 'for de unge'. Vi er selv med til at forme virkeligheden og tilbyde unge (og alle andre, som vel også har en vis eksistensberettigelse?) det bedste, vi evner. Ja, vi svigter 'de unge', hvis vi bevidstløst - eller endnu værre: bevidst kalkulerende - skærer hæle og klipper tæer for at tilpasse udbuddet efter en fiktiv størrelse kaldet 'de unge'. Det er faktisk en grov undervurdering af en hel gruppe, der er lige så mange-facetteret som alle os andre. Lad mig lige minde om, at Thomas Vinterberg også er ung, og om hans reaktion under Koplev-samtalen.

Vi lever her i tidens dimension, men vi kan give os selv og hinanden 'god tid' og derigennem blive lidt klogere, gladere, ja endog af og til måske få et lillebitte kig ind i evigheden.