|
| ||
AF NIELS THOMSEN
På godt og ondt er the american way of life blevet mønster for folks livsstil og drømme over hele verden. Efterkrigstidens bevægelse i retning af selvstændig profilering af andre kulturer er afløst af en modsatgående bevægelse i retning af, at alle folkeforskelle går under i en fælles global enhedskultur med amerikansk fortegn. Mere end noget andet understøtter amerikanske film den bevægelse. Derfor er der grund til
at prøve at forstå, hvad den bevidste og ubevidste grundholdning er i de store amerikanske
film, som ses af den halve verden. Forstår vi det, forstår vi meget af, hvad vores fælles retning
er. Så kan vi også bedre finde ud af, om vi vil følge med eller stritte imod. 1. Forrest Gump En film, der er velegnet at dykke ned i den sammenhæng, er Robert Zemeckis Forrest Gump fra 1994. Dens fortælling er god i sig selv og er samtidig i alle detaljer eksemplarisk for den amerikanske drøm. Den handler om Forrest Gump, hvis IQ er lav, men hvis visdom er stor: "Livet er som en æske fyldte chokolader; man ved aldrig, hvad man får", siger han i første scene til en dame, der venter på bus sammen med ham, og som han fortæller sin historie til. Filmen væver USAs store historie ind i Forrest Gumps. Forrest Gumps historie er i sig selv naiv, og det kunne være blevet til en bare lyserød candy-floss film, hvis ikke Zemeckis havde kunnet gøre historien til et prisme for drømmen om Amerika. Men det gør han. Amerika er de lige muligheders land. Forrests IQ er på 75. Desuden er hans ryg så skæv, at skal gå med benskinner. Det lukker ikke hans muligheder af. Hans mor lærer ham, at han aldrig skal finde sig i, at nogen siger, at han er anderledes. Hvis det var meningen, at alle skulle være ens, skulle alle have haft benskinner. Han skal heller ikke lade folk sige, at han er dum, for dum er bare den, der gør dumme ting; det gør Forrest ikke. I USA drejer det sig om at være straight. Forrests barnekæreste Jenny lærer ham at klare sig ad enkle veje. De andre drenge i skolen vil mobbe ham, men Jenny siger: Løb. Det er så enkelt, at han kan forstå det, og så løber han. Først fra drengene, så ind på et fodboldhold og videre ind på landsholdet. Det giver ham adgang til gymnasium og til college og sågar til eksamen, hvad der ikke skyldes hans boglige evner. Til den amerikanske straightness hører ordholdenhed og venskab, og hvor findes det bedre end i hæren? Forrest bliver soldat og bliver ven med Bubba, der er sort og rejefisker og næsten lige så enfoldig som Forrest. De kommer til Vietnam, hvor meget er forskelligt fra USA, men øl og grillmad er det samme. Hans løjtnant giver ham enkle råd: Pas på fødderne og lad være at gøre noget dumt som at blive skudt. Bubba forklarer, hvorfor de to er gode makkere; det er fordi, de passer på hinanden, som om de var brødre. Til billedet af den gode amerikaner hører, at han har taget sin tørn i Vietnam. Jenny, der var kommet til at høre til den del ungdommen, der demonstrerede mod krigen og røg hash og mistede modet, havde gentaget sit barndoms råd til Forrest om, at han skulle løbe. Hvis der skete noget i Vietnam, skulle han ikke spille helt, men løbe. Det gjorde han, da hans deling faldt i baghold og deres skov blev napalmbombet. Men han havde kun fået fat i den ene del af hendes gode råd. Det med at løbe. Han løb tilbage 8 gange og hentede sårede kammerater ud af brand og maskingeværild. Bubba hentede han, men han døde. Forrest siger, at det var nogle af Amerikas bedste unge mennesker, der var i krig der. Sådan noget er godt at høre på i 90'ernes USA. Det er der det hele. Forrest kommer i nærheden af de store. Allerede da han var barn, krydser Elvis hans vej. Siden kommer han i et TV-talkshow med John Lennon. Han får lov at trykke præsidenter i hånden, hele fire. Det ville have været lidt for meget, hvis ikke det havde været fortalt med humor. Zemeckis får det gjort til en næsten troværdig amerikansk Klods Hans-historie. Det amerikanske mor-og-søn-syndrom er der også. Forrests mor har indset, at hendes skæbne var at være Forrests mor. Til gengæld har han tilegnet sig hendes enkle visdom. Mor kunne altid forklare tingene, så man kunne forstå dem. Fader, søn og fiskestænger når vi også at få med i slutningen. Sidst og ikke mindst: Forrests enkelhed og straightness belønnes med, at han bliver meget rig uden, at det stiger ham til hovedet. Alle de bærende elementer i den amerikanske drøm er der: Sport, venskab, militæret,
Vietnamsyndromet, præsidenten, TV-berømmelsen, familien og rigdommen. De træder ekstra
klart frem når de gennemspilles omkring en helt med en IQ under normalen. Amerika er de
lige muligheders land. De konsekvente forenklingers vej Så vidt er filmen en vellykket iscenesættelse af den amerikanske drøm. Filmen lever af, at Forrests resultater opnås gennem den konsekvente forenklings vej. En
sergent spørger Forrest Gump med det brøl, en sergent nu engang har til rådighed, hvorfor
han er i stand til at samle sit gevær hurtigere end nogen anden. Fordi De gav mig ordre til det,
svarer Forrest. - Så enkelt. Så enkelt som at løbe, da Jenny siger han skal løbe. Så enkelt som
at spille ping-pong, hvad han gør, så han kommer på hærens elitehold. Den eneste instruktion,
han fik: Slip aldrig bolden med øjnene. Der er en enkel amerikansk mistillid til alle indviklede
forklaringer og en amerikansk demokratisk tillid til, at enkelhed og sandfærdighed kan bære
igennem, hvilke sorger og vanskeligheder der end måtte komme. Den amerikanske udgave af
folkeeventyrenes tro på det godes sejr. Skæbnetro og religion Men man kan afdække et par lag mere og komme et godt stykke ned i den bærende samfundsreligion. Der er skæbnetro i Forrest Gump. To slags endda. Forrests mor har sin skæbnetro, troen på at man skal finde sin skæbne. Hver har sin. Hendes var at være mor til Forrest. Den skæbne skulle hun så selv fylde ud, for den skæbne, hun tror på, er en skæbne, der skal formes. Der er en mening, og den mening skal et menneske selv hjælpe til med at folde ud. Derfor er det fint, at Livet er som en æske fyldte chokolader; man véd ikke, hvad man får. Man skal selv hjælpe til med at få noget godt ud af det. Når man så har fundet den skæbne, er livet harmonisk, og døden hører med til livet, som moderen siger, da hun ligger og skal dø, selv om hun ville ønske, at den ikke gjorde det. Der er stillet en anden skæbnetro op over for Forrests mors. Det er Dans. Dan var Forrests løjtnant i Vietnam. Hans familie har været soldater i alle Amerikas krige og er faldet i spidsen for deres afdelinger. Det var Dan også ved i Vietnam, men Forrest reddede ham ud. Begge hans ben blev sat af. Han mener, at Forrest har stjålet hans skæbne fra ham, og nu er der ikke andet igen end ligegyldighed og tilfældighed tilbage til ham. Han er fuld af foragt for Forrests naivitet, men bliver alligevel omvendt af den. I et mægtigt stormvejr, da han og Forrest er på havet for at fiske rejer, spotter han Gud så voldsomt, han kan. Men just det stormvejr ændrer både hans og Forrests økonomi, hvilket fører til, at også Dan forsoner sig med Gud eller skæbnen eller dem begge i ét. Den formbare skæbnetro vinder over den uforsonlige. Det drejer sig om at stole på Gud og hjælpe til det, man kan, når mulighederne viser sig. Et par gange dukker der mere vækkelsesprægede Jesusreligioner op i filmens udkant. Den
slags florerer i Vietnamveterankredse. Dan vrænger ad dem. Har du fundet Jesus? spørger han
Forrest. Forrest er lige så langt fra den religionsform: Jeg vidste ikke, at det var meningen, at
jeg skulle se efter ham, svarer han. Derimod har Forrest den allervenligste holdning til den
almindelige religionsudøvelse. Da der ikke er rejer at fange, går han i kirke og beder om bedre
fangst, selv om det ikke rokker hans almindelige tillid til livets mening eller Gud, at det ikke
hjælper umiddelbart. Da der siden er kommet så rigeligt med rejer, skænker han med selvfølge
penge til byens kirke (såvel som til hospitalet). Han holder sig til en god samfundsåben,
livsbekræftende og velfærdsfremmende offentlig religion, om end det er slående, at de
vigtigste ritualreligiøse begivenheder hører til i hjemmet. I haven er de kæres grave, og i haven
holdes brylluppet. Religion uden synd og nåde En almén lykkereligion af denne art er et godt fundament for amerikansk livsholdning og for
det amerikanske samfund. Det er heller ikke svært at tro på, at den har rige vækstmuligheder
hos os og i resten af Europa såvel som i Asien og formentlig også i Afrika og Sydamerika. Det
slår mig, at der ikke er så meget som en sprække, hvorigennem lutherske tanker om synd og
nåde kan trænge igennem, men det har sådan set ikke med filmen at gøre, så det lader jeg
ligge. En mirakuløs tilfældighed Men der er et sidste tema med religiøse undertoner. Jenny, Forrests barnekæreste, var tæt på at gå til i hash og narkotika - som man i en film på dette grundlag nok kan tænke sig det, når hun nu har levet et uordentligt liv med black power og venstreorienterede meninger. Men hun vender om, opsøger Forrest Gump og bor i hans hus. Han har elsket hende trofast, og de måneder, hun nu bor hos ham, bliver de lykkeligste i hans voksenliv. Én gang går de i seng med hinanden. Så rejser hun. Endnu engang gør han, hvad hun har lært ham: Løber, løber gennem Alabama, løber gennem hele USA, tre gange frem og tilbage over kontinentet. Der er ikke nogen mening med det. Medierne prøver at få ham til at sige, at løber for en eller anden sag, men han løber bare, og meningen er at løbe. Han får disciple, der løber med, efterhånden en hel flok. Folk kommer til ham for at få råd, og ved mirakuløs tilfældighed bliver hans få ord og handlinger praktisk brugbare for folk. En forsikringsmand griber hans løse bemærkning: Shit happens og gør den til sit indbringende slogan. En anden får alle tiders motiv til en T-shirt da Forrest Gump tørrer pløre og sved af i hans trøje. Veronikas Svededug. De henter mening hos ham. Men hvor praktisk profitabel end den mening er for folk, er der en galskab og en individualisme af religiøs, usystematiseret, mystisk karakter over det løb, og det giver det en betydning ud over, hvad der kan sættes ord på. En dag holder han op. Til sin flok siger han bare, at han er meget træt. Så går han hjem. Filmen får så en happy ending sat på, hvor Forrest får brev fra Jenny og finder hende med en søn, der er hans. Hun er syg og dør af AIDS, men han lever i fortsat kærlighed til hende og til sin søn. Det ender altsammen meget lyserødt. Men Amerikaløbet er en mærkelig tilføjelse til den så gennemskuelige positive livsholdning og
samfundsbekræftende civil-religion, der ellers bærer igennem filmen. Det er svært at se, om
den fører nogen steder hen. Det kan tænkes, at der ad den vej bliver plads til andre end
succes-mennesker. 2. Pulp Fiction Tarantinos Pulp Fiction fra 1994 er lige så amerikansk som Zemeckis Forrest Gump, men på en anden måde. Det er ikke at forvente, at de, der holder af Forrest Gump, skal kunne lide Pulp Fiction. Måske holder Tarantino lige så meget af USA som Zemeckis, men hans kærlighed får et andet udtryk. Pulp Fiction er en raffineret film, der snor mindst tre film ind i hinanden, en syret
narkonovelle, en romantisk kærlighedsfilm, og en hårdkogt gangsterfilm. Den sidste fylder
mest, og den holder jeg mig til. Hinsides borger-moralen Der er ikke noget nyt i at lave gangsterfilm, heller ikke hårdkogte. Det særlige i Pulp Fiction er, at der kun er gangstere i den. I andre gangsterfilm har vi et gangstersamfund og et lov og orden-samfund overfor hinanden, og somme tider opnås foruroligende effekter inden for genren ved at vise paralleller imellem de to samfund, men her hos Tarantino er der kun et gangstersamfund: inden for det udspilles kampen mellem ondt og godt. Alle i filmen lever hinsides den borgerlige samfundsorden og samfundsmoral. Tarantino lader denne unormale verden være normal og gør det så foruroligende overbevisende, så alle vi, der har vores indtægt af opretholde samfundets værdier, bliver nødt til at hente normer uden for filmens univers for at få den banket på plads. Personerne er alle sammen bad guys, men plottet udvikler sig alligevel til de klassiske konflikter mellem good guys og bad guys. Provokerende demonstrerer Tarantino moralitet i et samfund hinsides moralen. Kritikere har gjort en del for at skaffe sig Pulp Fiction fra halsen. Den er blevet beskrevet som ekstremt voldelig, men det er uberettiget. Der er faktisk kun en enkelt virkelig voldelig sekvens, hvor gangsterbossen Marcellus bliver voldtaget af en psykopatisk politibetjent, og den scene er overdrevet så grotesk, at den er let at ryste af sig. Den øvrige vold bliver ikke vist, men bare forudsat. Nej, hvad der provokerer er, at der bliver kørt omkring med moralen. De officielle værdier i et troldspejl Før vi véd, hvad det hele går ud på, træffer vi et par velklædte og charmerende yngre mænd, Vincent og Jules, hhv. hvid og sort, i en bil i en afslappet drøftelse af forskellene på navne på burgere i USA og Europa. Det er effektfuldt, da vi forstår, at formålet med den biltur er at likvidere et par 16-17-årige drenge, der har tilegnet sig gangsterbossens penge. Vincent og Jules er gorillaer for bossen. Likvideringen foregår med professionalisme og med kunstnerisk elegance. De har ingen skrupler, men heller ikke nogen vulgær brutalitet. Moralske skrupler er heller ikke indblandet, da de ved en fejltagelse er kommet til at skyde en tredje ung fyr, der har optrådt som deres stikker. Her kommer én af filmens ganske få hentydninger til samfundsmagten. Jules gør opmærksom, at politiet kan tænkes at være meget opmærksomme, når de ser en bil med et lig på bagsædet og to blodoversprøjtede mænd. De går i dækning hos en ven af Jules. Vennens - og dermed Vincents og Jules' - problem er ikke, at de har skudt en mand. Problemet er at få alt gjort rent og pænt, inden hans kone kommer hjem, for hun vil ikke bryde sig om at have et lig i garagen eller hjernemasse i håndklæderne. En kone, der bliver sur, er en instans, man er nødt til at forholde sig til. Det er virkelig ubehageligt. Bevares - Vincent og Jules er også ubehageligt berørte af at skulle tørre hjerne af bilens indtræk, men det er et æstetisk, ikke et moralsk spørgsmål. Nej, moral fungerer ikke i forhold til officielle samfundsnormer, endsige i forhold til samfundsmagtens repræsentation i politi og ordensmagt. De instanser er snarest non-eksistente i Pulp Fictions univers. Der er megen lov og orden, men lov og orden udgår fra gangsterbossen Marcellus, der er streng og retfærdig. Der er lige så faste normer i hans verden, som i det borgerlige samfund. Det er bare indholdet af normerne, der er forskellige. Narko, likvideringer, arrangerede resultater af boksekampe hører til ordenen. Der er også plads til moralske diskussioner. Jules finder, at det er moralsk forkert, at Marcellus har ladet en mand smide ud af et vindue fra femte sal "så han fik en talefejl", fordi han havde nulret fødder på Marcellus kone. Vincent mener derimod, det er i orden. Det er en moralsk diskussion, og kriteriet for at afgøre den er, om det at nulre tæer er en uskyldig venlighed eller en erotisk tilnærmelse. Derimod er der ikke tvivl om, at loven giver Marcellus ret til at smide manden ud af vinduet, hvis det virkelig er erotisk. Den verden er på sin vis lige så borgerlig som det såkaldt borgerlige samfund. Der er delvis et
andet indhold i normerne, men kun delvis. Vincents forargelse over, at nogen har ridset i
lakken på hans bil, står ikke tilbage for nogen borgerlig bilejers. Handlekraft, effektivitet,
professionalisme er lige højt anskrevne dyder i begge verdener. Statussymboler som tøj, bolig,
bil, kvinder er identiske. Igen: Grebet hos Tarantino er at vise et samfund, der til forveksling
ligner det agtværdige amerikanske samfund, hvis way of life tjener som globalt mønster - men
med den ene uudtalte forskel, at det ikke har noget som helst forhold til de værdier som det
samme amerikanske samfunds retorik proklamerer som fundamentale og uundværlige. Langt
hen er det det samme Amerika, som Forrest Gumps - set i et troldspejl. En distanceret omvendelseshistorie Men dertil er der indlagt en crazy, ikke-eksemplarisk, moralsk historie. Da Vincent og Jules likviderer de to drenge bruger Jules i sin kunstneriske udførelse af opgaven et - sammenflikket - Ezekielcitat, der taler om de retfærdige og de uretfærdige og om Herrens frygtelige hævn over dem, der ødelægger hans brødre. Da Jules har fyret den grusomme salve af, forsætter han med at fyre sin pistol af mod drengene. Hvad hverken han eller Vincent har vidst var, at der på toilettet bag døren gemte sig en tredje dreng. Han styrter ind og skyder løs efter Vincent og Jules, men ubegribeligvis rammer han ikke. Da Vincent og Jules er kommet sig af overraskelsen, skyder de ham ned. Derefter går en teologisk diskussion i gang. Vincent har kun oplevet, hvad han regner for at være et held. Jules har set et tegn. Gud Herren er steget ned og har stoppet de kugler, drengen skød efter dem. Det vil Jules tage konsekvensen af. Han giver sig til at tænke over sit flotte Ezekielcitat, finder ud af, at den onde og uretfærdige er ham selv, og at det tværtimod, hvad han hidtil har ment, er ham der er kaldet til at være hyrde for de svage. Derfor vil han opgive stillingen som hyret gorilla og finde Guds mening. Vincent begriber ikke en lyd. Udsigten til at kunne ende som bums afskrækker ham fra bare at overveje Jules' konsekvens. Så skilles de. Vincent blive skudt ned, da han forsømmeligt er gået på W.C. og har efterladt sin maskinpistol på et køkkenbord. Jules forsvinder ud af filmen, og vi får ikke noget at vide om, hvad der kommer ud af hans omvendelse. Tarantino fortæller denne omvendelseshistorie med distance. Han er omhyggelig for, at man ikke skal kunne gribe ham i at være seriøs. Det ville være stilbrud, og i hans postmoderne koncept er det det nærmeste, man kan komme umoral. Men seriøs eller ej har han konstrueret en situation, hvor det, der i den borgerlige verden,
Vincents borgerlighed eller den samfundssanktionerede borgerlighed, er en tilfældighed, bliver
afgørende. Jules er ligeglad med, om det kan sandsynliggøres, at det er et mirakel; han føler,
det er Guds indgriben; det tager han konsekvensen af. Gud som stilbrud Jules' argumentresistente konsekvens minder lidt om Forrest Gumps sololøb tre gange gennem USA ved at sprænge den sunde fornufts rammer. Men Jules' konsekvente valg får et længere perspektiv. Han åbner til en verden, hvor der er godt og ondt. Han vækkes ikke til den af anger over sine borgerligt betragtet angribelige bedrifter, men ved overbevisningen om den guddommelige beskyttelse, der får ham til at se sig selv som den, der skal være hyrde og tage sig af de svage. Der er ikke tale om, at Over-Amerika alligevel vinder. Over-Amerika har vi ikke kendt i filmen anderledes end gennem den raffinerede måde, hvorpå gangstersamfundet spejler det. Tarantino giver ikke plads til, at det officielle USA er anderledes end den gangsterverden, filmen lever i. Men inde midt i det bagside-samfund dukker ideen op om, at nogen skal være hyrde for de svage, en idé som er lige fremmed for et gangster-USA og det polerede USA. Det kan være, det alligevel ikke et stilbrud. Postmodernismens æstetik lever af at benytte
stilbrud æstetisk. Det er et stilbrud at lade Gud spille seriøst med i en film. Det stilbrud
fungerer som en sprække, der kan sive virkelighed ind igennem. Måske endda
virkelighedsstumper af synd og nåde. Niels Thomsen er rektor ved Præstehøjskolen i Løgumkloster.
|