AF OLE BLUME

"Vi gør det; nu laver vi den film!" Sådan lød ordene en sen onsdag aften i maj 1997 fra direktøren på TV/Midt-Vest, Ivar Brændgaard. Med Claus Klok som manuskriptforfatter og Karsten Baagø som instruktør var starten på den største økonomiske og mandskabskrævende satsning i TV-stationens historien gået ind. De følgende måneder skulle TV-filmen "Guds Børn" endelig søsættes. Nu er det lige før, der kan inviteres til premiere på det dyreste egnsspil nogensinde.

Scene 1

Fra første udkast var det meningen, at filmen skulle bygge på netop midt- og vestjyders medvirken. Derfor blev græsplænen foran TV/Midt-Vest i Holstebro valgt til det første samlingssted, og 6. juni 1997 blev filmdag. Langt de fleste blev statister, mange gik videre til specielle optagelsesprøver, og en snes stykker slap igennem det mindste nåleøje og fik en større rolle.

De efterfølgende måneder stod på kostumeprøver, skuespilprøver, optagelser af replikker og salmer, der skulle læres udenad. Men det var ikke kun hårdt professionelt arbejde for de udvalgte amatører. Der blev også afsat tid til hyggeligt samvær i skurvogne, campingvogne. Der var fællesskab i madteltene og på de kolde vestjyske strande.

En tilfældig arbejdsdag

Det er mørkt udenfor - og koldt. Det er lørdag 7. februar 1998. Klokken er fire om morgenen og et lys tændes i Lomborg Ungdomsskole ved Lemvig. To køkkenpiger sætter de store kaffemaskiner i gang - en sminkøse begynder at pakke læbestifter, ansigtscreme og overskæg ud. Otte rullestativer med kostumer køres frem, mens to parkeringsvagter indtager deres plads ude i mørket. Få minutter efter kommer de første biler. I løbet af en halv time er Ungdomsskolen forvandlet til en nyretue. 400 skuespillere fra Midt- og Vestjylland - på vej til filmoptagelse.

Ti kilometer fra samlingsstedet er filmholdet på plads. En forblæst kirkegård er oplyst af flere kraftige HMI-lamper - der er kun tre timer til optagestart. Tidsplanen skal holdes indtil mørket atter sænker sig over Vestjylland.

Dagens program gælder én af de største scener i TV-filmen om Guds Børn. 12 kister skal bæres ind på kirkegården og nedsænkes i en fællesgrav, mens 400 statister og amatørskuespillere deltager som begravelsesgæster. Ved den historiske begravelse deltog ti gange så mange. Der skal holdes begravelsestaler, der skal grædes og bedes og synges.

På ungdomsskolen klæder nogle endnu om, mens der er fælles briefing i den store gymnastiksal. Udenfor holder en lang række busser og venter. Der er afgang præcis kl. 6:50. De mange hundrede mennesker deles op i grupper, de 48 kistebærere får deres kistenummer, kostumerne efterses en sidste gang, et par overskæg får lidt ekstra lim, mens det sidste af morgenkaffen ryger ned - og så afsted til optagelse af filmens største scene.

Optagelserne begynder ved solopgang

I det allerførste morgenlys går optagelserne i gang. Vestenvinden tager til, og i løbet af formiddagen kommer regnen. Den pisker i ansigterne på de i forvejen frysende menneskemasser.

"Tak, det var godt", lyder det fra instruktøren, "men vi skal lige optage scenen igen. Gruppen ved stengærdet skal rykkes længere til venstre". Der lyder lavmælte vittigheder om en stresset instruktør, en våd fotograf, en ilter lydmand og de tørre boller til frokosten. Alt sammen hjælper med at holde varmen og stemningen, og ind imellem er det helt sjovt at tilhøre Guds Børn.

"Det var det sidste for i dag", lyder det pludselig nede fra fællesgraven. Klokken er allerede 16, og instruktøren ser tilfreds på sine gennemblødte sortklædte begravelsesgæster. "Hvad skulle vi have gjort uden jer - tusind tak - og så ses vi igen i morgen - mødetiden er 6:45 ude i Lodbjerg Plantage!"

I løbet af en halv time er kirkegården affolket. 400 mennesker har gjort filmatiseringen af et stykke vestjysk kulturhistorie mulig. De gør det kvit og frit - og med højt humør. Fordi de holder af egnen med dens historie, som de er med til at udødeliggøre endnu engang.

Bedre sent end aldrig

Det hele startede for otte år siden, da TV/Midt-Vests støtteforening udskrev en konkurrence om, hvem der kunne indsende den bedste programidé. Prisen gik til forslaget om at skildre begivenhederne omkring en stor drukneulykke på vestkysten i 1893, hvor mange fra Harboøre druknede. Men indsenderen var anonym, hvorfor præmien på de 10.000 kroner i stedet tilfaldt Lokalarkivet for Thyborøn-Harboøre.

Dengang lykkedes det ikke at få historien lavet. Først syv år senere, i 100-året for endnu en stor drukneulykke i Harboøre i 1897, var tiden moden til, at TV/Midt-Vest turde kaste sig ud i "Harboøre-projektet" med et budget på syv millioner kroner. Det er sket i kraft af et massivt økonomisk tilskud fra Støtteforeningen, som må bære en væsentlig del af æren for, at filmen blev sat i gang.

Efter et års arbejde ligger filmen nu på klippebordet og er ved at blive gjort helt færdig. Hvornår den bliver sendt på TV/Midt-Vest er ikke fastlagt. Det er også uvist, om "Guds Børn" bliver sendt på én af landskanalerne, men historisk set er TV/Midt-Vests TV-film en forløber for Hans Kirks roman "Fiskerne", som DR sendte for 21 år siden som TV-serie.

Filmens historiske baggrund I sidste del af 1800-tallet kom en vækkelsesbølge til Jyllands vestkyst. Den åndelige omvæltning hed pietismen og krævede nøje overensstemmelse mellem tro og gerning. Bibelen forkynder, at vi alle er syndere, og de "hellige" i Harboøre krævede derfor, at livet blev levet sådan: i skyld og anger, i bøn og tilgivelse. Ellers var der ingen frelse efter døden. Kun Helvedets flammer. Man måtte frasige sig "et almindeligt liv". Vejen til frelsen gik gennem omvendelse, og der blev af den grund indført få, men enkle regler. Spiritus var forbudt. Det samme gjaldt alt andet, der afledte opmærksomheden fra livets alvor. Kroen blev lukket, og spillekort, slagsmål og drukkenskab blev afløst af bibelmøder, salmesang og kirkegang. På sin vis kom der mere skik på samfundet. Især det omfattende alkoholmisbrug kom under kontrol. I stedet for at drikke pengene op, blev der nu råd til gulvbrædder i de små fiskerhytter, en petroleumsovn, et komfur i køkkenet og tøj og mad. Bagsiden af medaljen var fordømmelsen. Hvis ideen om frelse for de få og fortabelse for de mange skulle give mening, havde de "hellige" brug for at skille sig ud fra de andre. Det skulle være synligt både for Gud og mennesker hvem, der var berettiget til frelsen. Kort sagt: der var brug for et fjendebillede - og fjenden blev udnævnt til at være de "vantro" - de "ikke-omvendte". Med "helvedesforkyndelsen" betalte Harboøre en høj pris. Den dannede skel og dybe sår i det lille fiskersamfund. Sammenholdet gik i stykker. "Vantro" og "hellige" holdt sig fra hinanden, ægtefæller blev uvenner, børn afviste deres "vantro" forældre, søskende vendte hinanden ryggen, venner blev fjender. Rettroenheden i Harboøre levnede kun plads til én trosretning: med vækkelsen fik de "hellige" monopol på sandheden om Gud. 25. januar 1897 ramte en tragedie vestkysten. Besætningen på redningsbåden "Liløre" omkom i et stormvejr. 12 fiskere fra Harboøre druknede under en redningsaktion og efterlod sig 10 enker og 42 faderløse børn. Det var, og er stadig, den største ulykke i redningsvæsenets historie. Begravelsen af de 12 døde fiskere blev en stor højtidelighed, og én af de præster, der holdt tale, var den landskendte Carl Moe, Harboøres tidligere sognepræst fra 1877-85. Han var en fremragende taler, og han forkyndte straf, dom og evig pinsel i Helvede for "de vantro", men evigt liv for dem, der omvendte sig og blev hellige. Ulykken og rygterne om Carl Moe trak journalister fra København til Harboøre. Moe var godt stof, der kunne forarge avislæserne i hovedstaden. Både Herman Bang og Mylius-Erichsen rapporterede ivrigt fra "Dødens Strand" og fra begravelsen, hvor de "helliges" kister kørte forrest. Disse dramatiske begivenheder udgør grundstammen i TV-filmatiseringen "Guds Børn". Men det er ikke blot sammenstødet mellem to kulturer; vestjyderne og københavnerne; "Guds Børn" er også en skildring af kampen mellem de "vantro" og de "hellige", og denne strid gik dybt ned i de enkelte familier. Det er en historisk epoke med store følelser, tragedier, konflikter og stærk tro. En film om et samfund i forvandling. Måske vil den nye film ved at dreje kirkehistoriens hjul et sekel baglæns give os en indsigt og forståelse af denne tids tanker. Et stykke Danmarkshistorie set fra Vestjylland!