AF LEIF HJERNØ

Den franske sociolog Pierre Bourdieu har skrevet en lille, men særdeles væsentlig bog om et stort emne: TV-kulturens selvbekræftende og selvforstærkende træghed. Der mangler ikke eksempler på, hvordan denne onde informationscirkel fungerer.

Hvem er Bourdieu?

Han er født 1930, uddannet sociolog og nu professor ved Collège de France i Paris. Enkelte af hans bøger findes på dansk: "Distinktionen" (Det lille Forlag, 1995); "Refleksiv sociologi - mål og midler" (Hans Reitzels Forlag, 1996); "Af praktiske grunde" (Hans Reitzels Forlag, 1997); "Men hvem skabte skaberen" (Akademisk Forlag, 1997); og nu "Om TV - og journalistikkens magt " (Forlaget Tiderne Skifter, 1998). Men de er blot nogle få af de mere end 30 bøger, Bourdieu har udgivet på sit eget sprog.

Et gennemgående tema i forfatterskabet kan beskrives med ét ord: undertrykkelse. Vel at mærke især den form for social undertrykkelse, der er så raffineret, at ofrene for samme undertrykkelse forføres til selv at medvirke til dens opretholdelse. Det er Bourdieus pointe, at dette sociologiske fænomen udspiller sig inden for alle områder i samfundet - også dér hvor en såkaldt kulturel produktion finder sted: i religiøse, sproglige, juridiske, kunstneriske, uddannelsesmæssige og, som det fremgår af nedenstående, ikke mindst i massemedie-kulturelle sammenhænge.

I "Om TV -og journalistikkens magt" påviser Pierre Bourdieu, hvordan store dele af kulturproduktionen både hænger sammen med og forstærker de til enhver tid rådende økonomiske og politiske forhold. Produktionen er som oftest dygtigt kamufleret, i mange henseender altid både forledende, lokkende, fristende og i sidste instans derfor også (selv)undertrykkende.

Da oversætteren Karen Nicolajsen endvidere har forsynet teksten med diverse anmærkninger og en afsluttende fyldig liste med forklarende oplysninger om de i bogen citerede navne fra den franske medie-debat og anvendte begreber, er læserne hjulpet godt på vej. Det samme kan siges om det kritiske danske efterskrift ved universitetslektor Jørgen Bonde Jensen. Her peges bl.a. på den i denne sammenhæng vigtige forskel, der er på den franske og den danske medie-kultur. I Frankrig har man en særlig race af intellektuelle, som har en evne til "at sige meget om næsten ingenting og omvendt ingenting om meget". Denne race udtaler sig næsten aldrig på egne vegne, næsten altid på menneskehedens vegne. - Kender vi ikke også til den slags herhjemme, vil man måske umiddelbart spørge.

Den onde informationscirkel

Men læs så her hvad Bonde Jensen videre skriver: "Bourdieu kalder dem fjensynsfilosofferne eller TV-intelligensen, og han har et godt øje til dem, i kraft af deres usoliditet. De er i indhold og stil selve det intellektuelle knæfald for seertalsmajestæten med deres sentimentalisme og storskrydende måde at føre sig frem på. (...) I Danmark, hvor man ikke som i Frankrig har tradition for at dyrke og ære intelligensen, er typen lidet udbredt. Ved massemediet TV er der i Danmark sat bom for alt, hvad der smager af elite og højere uddannelse og gammeldags dannelse. Alt er nutidsvendt, moderne, ungt, råt, ubehøvlet og temmelig dumt, tag bare sprogbehandlingen og dumhedens typiske kendemærke: at alt er det samme og derfor allerbedst behandles af en all round journalist".

"Om TV - og journalistikkens magt" udkom 30. april i år, dvs. netop under den strejke, der forhindrede en lang række dagblade i at udkomme. Et ironisk sammentræf. Pierre Bourdieu gør i sin bog nemlig et meget stort nummer ud af, hvad han kalder for den onde informationscirkel. Et fænomen, som man i en bredere formulering også kunne kalde for mediekulturel indavl: "Hvis man stiller spørgsmålet - der kan forekomme en smule naivt - hvordan de mennesker, der har til opgave at informere os, selv bliver informeret, viser det sig, at de stort set informeres af andre, der også informerer". Var det mon strejkens skyld, at bogen ikke kom ind i cirklerne? - Den har ikke vakt den opsigt, man kunne have forventet. Lad dette da være et forsøg på i det mindste at minde om bogens eksistens.

Den cirkulære kredsløbsmekanisme, som Bourdieu også kalder det, bygger på en iagttagelse, som givetvis også kan gøres i danske medie-miljøer: Ingen læser så mange aviser som journalisterne, der for øvrigt er tilbøjelige til at tro, at alle læser alle aviser. - "For at vide hvad man skal sige, må man vide, hvad de andre har sagt": det er holdningen. Det er Bourdieus fortjeneste, at han i forlængelse heraf omhyggeligt forklarer, hvor farlig - dvs. ensrettende, fortrængende og derfor i sidste instans censurerende - denne information om informationer er: "Den fører til en slags nivellering, homogenisering af vigtighedshierakierne".

Man får under læsningen af bogen i det hele taget næsten til overmål bekræftet sine egne mere eller mindre bange eller blot vage anelser om hvilke uhyre stærke selv-bekræftende, selv-regulerende kræfter, man er oppe imod, hvis man søger at engagere sig i medie-kritikken. Den forløbne sommer har leveret forstemmende eksempler. Skandalerne omkring afviklingen af Tour de France har tydeliggjort, hvordan disse kræfter fungerer: Interessen for disse mangemillionærer på cykel holdes kunstigt oppe af en overdoserende økonomisk doping, der blev afsløret som lige så usund som den medicinske doping, sportsfolkene blev udsat for.

Den mediekulturelle cirkulære kredsløbsmekanisme blev da også udsat for så hård en kritik, at den hurtigt var brudt sammen, hvis ikke den på en meget illustrativ selvforstærkende måde viste sig at være i stand til at imødegå de kriminelle kredsløbsforstyrrelser. Som en TV-kommentator udtrykte det, under henvisning til Tour-vinderens kronragede hovede: "Man fik sig selv hevet op ved det hår, der ikke var der". - En magtfuld demonstration af den medie-kulturelle inerti, vil jeg kalde det. Lad mig i det følgende vise, hvordan Bourdieus synspunkter kan bruges i en aktuel dansk medie-sammenhæng og give nogle iøjnefaldende eksempler på TV-kulturens træghed. I den forløbne sommer har den vist noget af sit sande ansigt - og det har ikke været særligt charmerende.

Forenklede verdensbilleder

Tidligere års begejstring over fjernsynets magtfuldt oppustede sportsbegivenheder er brat taget af. De voldelige episoder i forbindelse med afviklingen af VM-fodbold, og de økonomiske muligheder for manipulation af deltagerne, samt helt konkret anklagerne for doping mod Festina-holdet i Tour de France, har virket desillusionerende. Fortryllelsen er forduftet. Sportsredaktionerne fik det største besvær med at bevare de gode miner til det slette spil.

Samme desillusion fik i forbindelse med VM-fodbold sympatien med brødrene Laudrup til at brede sig. De holdt op, inden legen blev rigtig dårlig. Det gjorde Bjarne Riis ikke. Afmytologiseringen af hans nærmest guddommeliggjorte bedrifter viser hvor eksistentielt vigtige, de helt anderledes levedygtige og rigtigt gode historier er, og her tænkes atter engang på hvor sygt, det er, at dansk TV ikke ligefrem ved lov bliver påbudt også at fortælle dem. At fortielsen af livets uhyre komplicerede mytologiske beskaffenhed i længden kan få de uhyggeligste følger, sørger radioen dog heldigvis utrætteligt for at advare om.

Hvor i alverden ville vi være henne, hvis vores livstydninger alene var overladt til TV-skærmens forenklede verdensbilleder? - Det spørgsmål gav den egyptiske jøde, redaktør og diplomat Eric Rouleau i juli måned opsigtsvækkende svar på i et langt radiointerview. Det blev formidlet af den dygtige Birgitte Rahbek i en udgave af det altid interessante lørdagsprogram "Synsfeltet": Det er ejendommeligt, at kvalitetsniveauet i den globalt dækkende elektroniske billed-informationsindustri falder i takt med dens udbredelse. Opmærksomheden ensrettes. Medie-folk taler verden over stadigt mere enslydende om de samme mere og mere begrænsede emnekredse. Ordene var som talt ud af Bourdieus mund.

Modbilleder og modsigelser har ekstremt dårlige trivselsforhold i TV. Afvigende meninger gøres i bedste fald underholdende kuriøse, i værste fald lattervækkende højpandede. - Desto mere glad bliver man derfor, når radioen vedvarende afsætter tid til en fortsat modstands- og frihedskamp på litteraturens og dermed den egentlige ytringsfriheds vegne. Igen og igen lyder det: Hør nu her, det er altså alvor.

To andre gode eksempler fra den forløbne sommer: Det første har nøje sammenhæng med dén lange serie genfortællinger af den gammeltestamentlige historie om Josef og hans brødre, sognepræst Claus Oldenborg stod for i juli og august måneders udgaver af "Mennesker og tro". Her gennemdrøftede han indledningsvist med sognepræst Anne Braad kyndigt og appetitvækkende Thomas Manns store romanværk "Josef og hans brødre" (den nye udgave fra 1991-92 blev dog desværre ikke helt retfærdigt bedømt og i hvert fald alt for hastigt underkendt).

Det blev til et gedigent forsvar for de store grundfortællingers betydning, her konkret som værn mod nazismens åndelige ensretning. Det gjorde også stort indtryk at høre om, hvor meget Karen Blixens berømmelse i virkeligheden skyldtes samtidens manglende fortrolighed med Thomas Manns "Josef og hans brødre". Blixen skal helt bogstaveligt have slidt flere eksemplarer op af denne betydelige inspirationskilde til forståelse af mytens betydning, også for nutidens mennesker: Uden "Gud" kan man ikke sige "jeg". Hvis respekten for det ene forfalder, forfalder respekten for det andet - og dermed den menneskelige værdighed - også.

Det andet eksempel på fremragende formidling af tidløse og derfor rigtigt gode historier fik lytterne i samme periode bud på hver morgen i radioprogrammet "til anbefaling". Kåre Bing var mesteren. Gives der nogen brugbar forklaring på, hvorfor i det mindste lignende korte programmer ikke også lader sig fremstille af TV som modgift til fjernsynets doping af seerne med overdoseringer af falske og dog næsten u-udrydelige myter?

Iscenesatte diskussioner

Tilbage til Bourdieu. Han omtaler tyngden i informationsstrømmens fremdrift som: det indlysende - ironisk ment. De indlysende rigtige programindslag kan for eksempel være nyheder, hvis væsentlighed synes at være væsentlig, alene fordi den på forhånd er indiskutabel, sådan at forstå, at "de valg, der foretages i fjernsynet, i en vis forstand er valg uden subjekt". Den samme form for ansvarsforflygtigelse kan eksempelvis iagttages i forbindelse med fjensynets iscenesættelser af såkaldte paneldiskussioner. Bourdieu gør her opmærksom på tre usynlige, men derfor bestemt ikke mindre betydningsfulde faktorer:

For det første betyder valget af de indbudte på forhånd noget helt afgørende for diskussionens forløb. I den forbindelse kan også de invitationer, man på forhånd vidste ikke ville blive modtaget, være en del af manipulationen. Vi kender det også herhjemme. Ofte bliver der blot, uden nærmere forklaring, meddelt, at dén eller dén ikke ønskede at deltage. Alene deri kan seerne så lægge en hvilken som helst - men altså u-udtalt - mening. Åben debat, kaldes den slags.

For det andet kan der via forberedende aftaler opbygges et fasttømret skelet, der består i forberedende samtaler med de omhyggeligt udvalgte deltagere, sådan at tilrettelæggerne i høj grad kan sikre sig imod improvisationens overraskelser og dermed behændigt undgå en fri og uhæmmet meningsudveksling. Det er en styring, som kan forstærkes ved at invitere lidt for mange debatdeltagere i studiet. Det giver studieværten et effektivt afvæbnende replik-våben: Der er desværre ikke tid til en nærmere uddybning - der er andre, som også skal have mulighed for ... osv.

For det tredie har TV-debatten alt for tit den usynlige egenskab, at den forudsætter deltagelse af den særlige form for leveringsdygtige meningsdannere, som Bourdieu omtaler med den engelske betegnelse fastthinkers, der tilbyder kulturel fastfood, færdigtænkt, gennemtygget kulturel næring, eller som er "specialister i køb-og-smid-væk-tanker". Det er mennesker, der skal være "i stand til at 'tænke' under vilkår, hvor ingen mere kan tænke".

Usædvanlige betingelser

Bourdieus lille bog var oprindeligt på små 100 sider (den danske udgave er udvidet med en artikel om De olympiske Lege), er indtil videre udkommet i 10 oplag i Frankrig og er under udgivelse i 25 lande. Omstændighederne omkring dens udgivelse er først og fremmest en påmindelse om, at TV i sig selv ikke er noget ondt medie. Det er de måder, mediet anvendes på, der skal kritiseres. Det paradoksale er jo, at TV med sin kolossale gennemslagskraft følgelig må være et af de bedst tænkelige redskaber i kampen mod dets egne dårligdomme.

"Om TV - og journalistikkens magt" er i hovedsagen en revideret transskription af en båndoptagelse af hele to TV-udsendelser, som Pierre Bourdieu fik lov til at levere i form af to forelæsninger i fransk TV. Det er tankevækkende, at opfyldelsen af hans betingelser fandt sted i strid med de almindelige skrevne og uskrevne love for afviklingen af den slags: Bourdieu fik ubegrænset taletid, frihed til selv at vælge og definere sit emne, frihed for en nærværende studievært, frihed for enhver søgthed i kameravinklernes indramninger, indklip af illustrationer og lignende.

Som Bourdieu skriver om dette sit helt atypiske herredømme over produktionsmidlerne: "Ved at insistere på det aldeles usædvanlige ved de betingelser, der er tilbudt mig, siger jeg allerede noget om de sædvanlige betingelser, man er tvunget til at tale under på TV". - Hvordan det kan være, at folk alligevel under disse sædvanlige betingelser trods alt siger ja til at deltage i TV-udsendelser, har Bourdieu også en række gode svar på.

Det udemokratiske fjernsyn

"Vor tids mest indflydelsesrige sociolog": Med denne fornemme titel har forlaget valgt at præsentere Bourdieu på omslaget til dennes nyeste bog, "Om TV - og journalistikkens magt." I Frankrig er der som bekendt en vis samhørighed mellem det fornemme og det forpligtende, ligesom der hos såvel høj som lav knytter sig en uvilkårlig forventning til dette. Nu er det ikke denne artikels ærinde at afgøre rigtigheden eller rimeligheden af forlagets præsentation - jeg er selv en begejstret læser af Bourdieus arbejder - men med sin analyse af medierne i "Om TV" har han i mine øjne placeret sig i et problematisk vadested mellem det faktiske og det følelsesbetonede, og glemt distinktionen mellem videnskab og moral.

Under overskrifter som "En usynlig censur", "Skjule ved at vise" og "Informationernes cirkulære kredsløb" opruller Bourdieu en række forhold, der skal vise TV- og journalistvældet som en magtinstans, der på umærkelig vis trænger ind i vores bevidsthed og herpå regulerer og opretholder sig selv. "Tv har en slags de facto-monopol på hvad der foregår i hovedet på en betydelig del af befolkningen. Ved at lægge vægten på de kulørte nyheder, ved at fylde den kostbare tid med tomhed, med ingenting eller næsten ingenting, holder man de relevante informationer på afstand, som borgeren burde være i besiddelse af for at udøve sine demokratiske rettigheder."

Ifølge Bourdieu er der i dagens mediebillede to præfabrikerede retter på menuen, når vi får serveret nyheder; omnibusinformation og scoops: På den ene side er TV et massemedium, og det må som sådan indrette sit produkt derefter - altså levere et produkt, der ikke virker anstødeligt eller vanskelig tilgængeligt. På den anden side er TV (og aviser) også en forretning, og der skal som bekendt være kunder i butikken. Det sidste sikres gennem en redaktionel opprioritering af det exceptionelle og det explosive - altså scoopet. Bourdieu siger om dette forhold: "Fjernsynet kalder på dramatisering, i dobbelt betydning af ordet: det iscenesætter, ibilledsætter en begivenhed, og det overdriver dens betydning, dens alvor og dens dramatiske karakter." Analysen udebliver i TV, og som dominobrikker falder tidligere ellers respekterede aviser til jorden som 'kulørte budbringere'.

Nu kunne man tro, at Bourdieu var ude efter at slagte journaliststanden, angribe den som folkeforføreren par excellence, men det er faktisk slet ikke tilfældet. Journalisterne er, som vi, afmægtige over for det maskineri, der har forvandlet deres metier til et censorat og dem selv til instrumentelle tinsoldater. Vi er alle ofre for det abstrakte fænomen, Bourdieu kalder kommercialiseringens logik. Jeg vil i denne sammenhæng lade dette spøgelse stå ukommenteret - dels fordi det kræver en længere udredning, dels fordi jeg har en paradoksal, men velbegrundet formodning om at læserens ræssonement omkring dette begreb ikke i substansen afviger stort fra den tiltænkte betydning.

Ideologen Pierre Bourdieu

Kernen i Bourdieus mediekritik er altså, at vi borgere får serveret en mediedefineret virkelighed, der har uendeligt lidt med verden udenfor redaktionslokalet at gøre. Men er denne karakteristik, denne virkelighed, et sandfærdigt billede af medieverdenen anno årtusindeskiftet?

Gråzonen mellem det reale og det polemiske kan svært benægtes i Bourdieus fremstilling. " Om TV" kommer derved implicit til at fremstå som et ideologisk revolte-skrift mod den tendens eller tilstand, der i bogen beskrives som værende reel. Jeg vil derfor her forsøge at nuancere dette billede.

Når man anvender Bourdieus 'franske' analyser i danske sammenhænge, sker det altid med en vis velbegrundet varsomhed - med henvisning til væsensforskelligheden i samfundsopbygningen i de to lande. Jeg er imidlertid, som Bourdieu selv iøvrigt, tilbøjelig til at negligere denne væsensforskel, når genstanden for analysen er medieverdenen. Intet andet samfundsfænomen er så gennemført en afspejling af sig selv på tværs af landegrænser som medierne, og hvis man alene læser hans mediekritik som en påpegning af nogle symptomatiske træk i den tendens, der præger den globale medieudvikling, findes der nok ikke mange, som konsekvent vil afvise hans kritik. Det er netop denne faktor, Bourdieu overser eller vælger at overse, når han stiller sin fatalistiske diagnose: Verden er nemlig fyldt med mediekritikere, og vi befinder os ikke i en æra af bedrag, men derimod i en æra af brydninger. Man kan så vælge at se positivt eller negativt på disse brydninger, men det korrekte må være at tage udgangspunkt i de faktiske forhold.

Brydningerne kommer til syne på to niveauer: dels er der blandt læserne, lytterne og seerne en udbredt bevidsthed om mediernes (latent) manipulative funktion, dels - og i mine øjne som følge af dette - er medierne selv i stigende grad begyndt at beskæftige sig med problematikken.

Bevidstgørelsen rummer altså to følgevirkninger: På den ene side aktiveres modtagernes skeptiske filtre i omgangen med medieprodukter - i denne forbindelse den journalistiske nyhedsdækning - og på den anden side vil denne aura af mistro uundgåeligt forplante sig til medieinstitutionerne, der således anspores til at reagere på den, gøre op med den, og genskabe sig et image af integritet.

Når den offentlige debat herom er blevet så fremtrædende, som det er tilfældet - jeg tænker her på lanceringen af specifikke radio- og TV-programmer om emnet, mediesektioner i aviserne osv. - skyldes det vel ikke mindst mediernes erkendelse af, at mistro i det omfang, en reaktion udebliver, kun kan føre til desinteresse, og at grundlaget for det forretningsmæssige aspekt i aviser og nyhedsdækning derved, som ved en naturlov, bortfalder.

Kombinationen af det velbehagelige og det spektakulære har altid og vil altid bringe kunder i butikken, men at bruge dette argument som hjemmel for talen om kapitalens konspiratoriske censur er i mine øjne og med ovenstående betragtning in mente ikke et udsigende grundlag for en samlet og gyldig diagnose af mediebilledet.

Pop er nødvendig

Min egen vurdering er, at der er for meget pop, gøgl og usandhed i fjernsyn og aviser. Det er et problem, at TV2-Nyhederne kan indlede en udsendelse med ordene: "Ny alliance mellem Hells Angels og anden-generationsindvandrerne". Jeg er selvsagt ikke begejstret for denne type forenkling, denne grove omgåelse af virkeligheden, men det er omvendt mit synspunkt, at man ikke må fjerne pop, gøgl og den letforståelige (men sandfærdige) forklaring.

Disse elementers tilstedeværelse har blandt nogle kritikere, ikke mindst hos Bourdieu, affødt en bastant afvisning af 'det populære' som noget frugtbart overhovedet. I denne afvisning gemmer der sig en stor fare: Hvis man afskærer det populære, fx. 'human interest-stoffet', i den daglige TV-avis og alene prioriterer en række hårdkogte analyseindslag, vil man i praksis afskære en potentiel gruppe af seere fra resten af udsendelsen. Disse borgere vil netop blive de informationsløse, de ukampdygtige - i det ellers så demokratiske samfund.

Det må stå klart, at hvis TV skal gøres foreneligt med Bourdieus krav, således som de formuleres i Om TV, fordrer det en omlægning af hele TV-konceptet. I diverse sammenhænge i pressen for nylig har han dog heller ikke lagt skjul på, at det for ham handler om en reorganisering af samfundet, og at han bærer på en vision om fremtiden, hvor folk fra flere grene af det institutionelle samfund mødes for at skabe et handlingsprogram til indretning af en ny samfundsorden. I begge tilfælde er det et politisk synspunkt, men i sin bog har han brugt videnskaben som rampe for sin politik, sin moral - og det er i sandhed en omgåelse af virkeligheden.

Nye udgivelser på dansk Balling, Erik: Som barn var jeg voldsomt hidsig. Aschehoug, 1998, 205 s., ill., 199 kr. Bourdieu, Pierre: Om TV - og journalistikkens magt. Tiderne Skifter, 1998, 124 s., 168 kr. Carlsen, Henning: Mit livs fortrængninger. Gyldendal, 1998, 368 s., ill., 395 kr. Christensen, Christa Lykke (m.fl.): Kroppe, billeder, medier. Bogen, 1998, 173 s., ill., 199 kr. Lauridsen, Palle Schantz: Filmbyer. Spring, 1998, 271 s., ill., 248 kr. Nielsen, Asta: Breve 1911-71. Gyldendal, 1998, 200 s., ill., 250 kr. Poulsen, Ib (red.): Mediebilleder. Borgen, 1998, 258 s., 199 kr. Robb, Brian J.: Bogen om Leonardo DiCapro. Lindhardt & Ringhof, 1998, 119 s., ill., 119 kr. Schickel, Richard: Clint Eastwood - Beretningen om en usædvanlig filmkarrière. Asschenfeldts nye Forlag, 1998, 2 bind, 726 s., ill. 395 kr. Thomsen, Christian Braad: Sygdom forvandlet til skønhed - En filmdagbog fra optagelserne til "Den blå munk". Klim, 1998, 149 s., ill., 98 kr. Trier, Lars (von): Idioterne, manuskript, dagbog. Gyldendal, 1998, 288 s., ill., 260 kr.