AF PER. R. JENSEN

Det var et flot projekt Danmarks Radio satte sig for at gennemføre, da man besluttede at portrættere troen i tiden. For netop det for mange danskere, om ikke de fleste, så flygtige og ubegribelige ord TRO kunne man antage ville blive meget vanskeligt at fremstille synligt og sanseligt på en tv-skærm.

Programmer om religion har ellers ikke været sjældne - og er det stadig ikke. Som repræsentative eksempler kan nævnes "Den lange søgen" fra halvfjerdserne, diverse interview- og debatprogrammer fra firserne og halvfemserne og de programmer man nu om dage ikke skal lede længe på kanalsøgeren for at finde, nemlig Discoverys og DK4s udsendelser om det åndelige og religiøse eller religiøse programmer som f.eks. The Christian Channel.

"Den lange søgen" tog udgangspunkt i kulturmødet, i den sækulariserede og undrende vesterlændings møde med det fremmede. Programværten Ronald Eyre opsøgte religionerne i deres miljøer og stillede både undrende og beundrende respektfulde spørgsmål. På denne måde trængte han ind til religionernes kerne og fik sat sin egen, dvs. den vestlige tv-seers kultur i perspektiv.

Fra firserne og halvfemserne husker vi så forskellige koncepter som Jørgen Thorgaards forsøg på fra en teologisk position at konfrontere og udfordre, og John Carlsens og Mogens Hansens nærmest politisk korrekte møde med repræsentanter for religioner og livssyn. Over for disse nuancerende fremstillinger står i dag de direkte kolporterende og missionerende tv-produktioner, som har et enormt vækstpotentiale på tv, og som bryder med lejlighedsseeres forventninger til distance og kritik. Fælles for dem alle er formidlerens dominerende rolle.

I deres udsendelser om tro prøvede tilrettelæggerne Lis Kildegaard, Trine Jakshøj, Anders Laugesen, Øjvind Kyrø og Anne Bønløkke noget helt nyt. I rækken af temaudsendelser, der alle, med en god udsendelse om tibetansk buddhisme som eneste undtagelse, handlede om kristne temaer, lod de repræsentanter for (kultur-)kristendommen i Danmark komme til orde i deres egne miljøer. Dette skete ved at lade de interviewede personer selv føre ordet i lange, uklippede sekvenser, der gav dem mulighed for at tale ud. Interviewerens person og spørgsmål var redigeret bort, således at det var kameraet og klipningen, der spillede op imod den interviewede og udsendelsernes temaer. Det spændende og også vanskelige ved denne portrætform frem for den eksplicitte interviewform er, om ‘offeret’ nu også af sig selv ‘får sagt noget’.

At dette lykkedes var flere af udsendelserne eksempler på. Christian Rosenkrantz fortalte om sin konvertering til katolicismen, sit fattigdomsløfte, sit gods på Djursland, sine forpligtigelser over for slægten og sit arbejdsliv på en sådan måde, at man fik et meget nuanceret og helstøbt billede af et moderne menneskes dybt personlige, men også nærmest skismatiske kontekstualisering af troen.

Programmer som "Helligånden - hvem er det?" og "De trodser loven", hvor mange røster kom til orde med et autentisk og skarpt ordvalg, var god portrætkunst: her opstod billeder med stærke anelser om noget dybt og sandt, og som man måtte forholde sig til. Det var her også interessant at se og høre, hvordan lærd og læg udtrykte sig med samme kraft og kærlighed om tro.

Udsendelsesrækken var samlet set både en bredt nuanceret, oplysende og dybdeborende fremstilling af tro i tiden og tro til tiden, og udsendelserne skal ses som et samlet hele med deres tematiske afdækning af en række danskeres aktuelle syn på og oplevelser af troen spændende fra Christian Rosenkrantz strengt private, ja næsten uvedkommende trosliv og kristendomsforståelse til Leif Bork Hansens og Lise Nørgaards med fleres stærke engagement i omverden drevet af evangelium og ånd.

Udsendelsernes stærke side var, at man lod personerne tale og tale ud. Denne taktik kan som nævnt oven for være problematisk. Men her mødte man som seer ansigt til ansigt en række mennesker, der alle på et eller andet tidspunkt kom ind til sagens kerne - deres tro - og som netop i kraft af, at de fik tid til selv at tale sig ind til det væsentlige og forklare dette også blev både vedkommende og repræsentative. Dette oplevede jeg flere gange ved, at jeg til tider savnede en interviewer, som kunne bryde ind med udfordrende spørgsmål, men kort efter erfarede, at den interviewede selv fremførte nye og overraskende udsagn, som så skabte den bredde og dybde og det perspektiv, jeg sad og savnede.

Andre vil måske have savnet teologisk, dogmatisk eller religionsfaglig systematisering. Hertil er at sige, at der netop var tale om udsendelser om tro - ikke om troen eller de troendes samfund, men om den indre dynamik og spændvidde, som den kristne tro og kirken rummer i dag, og som altså ikke blot er en tro i tiden, men tillige en tro til tiden.

Udsendelserne om tro viser, hvor glimrende tv- mediet egner sig netop til dette tema, og omvendt i hvor høj grad det kristne budskab kan udtrykkes gennem tv.

Netop billedmediet understreger, hvor enkelt, stærkt og sanseligt vedkommende budskabet kan formidles, når man som seer fornemmer en anledning - i dette tilfælde interviewerens gode spørgsmål - ser et ansigt, hører en stemme og følger en tanke. Det er langsomt fjernsyn, men netop den gode tid giver livet og hjertet tid til at ytre sig, som både hjertet og livet vil ytre sig, når man tager ordet i sin mund. Det er her, forsommerens udsendelser om tro adskiller sig fra både Thorgaard og Hansens og Carlsens udsendelser og de konfessionelle programmer: i alle disse eksempler kommer troen på anden hånd, bliver til dogmatik eller filosoferen og lukker seeren ude af samtalen og gør hende til tilskuer.

Dette var ikke i nær så høj grad tilfældet med DR1s nye udsendelsesrække om tro, som havde gode forudsætninger for at give mange seere en både synlig og sanselig oplevelse af levet tro - og så om søndagen lige efter kirketid. Godt begyndt af DR 1!