AF BO TORP PEDERSEN

Alle taler om det, men årsskiftet 1999 / 2000 tegner mest af alt til at blive et tidstypisk, overfladisk medieshow, hvor vore rige lande i en selvglad fejring øser penge og andre ressourcer ud, som kunne have reddet menneskeliv og lindret nød andre steder på en alt i alt lidende jord.

I en historie- og perspektivløs teknikbegejstring går vi ind i det næste århundrede og det næste årtusinde, for nu vil vi virkelig kunne realisere os selv. Den kendsgerning, at vort århundredes tekniske udvikling er drevet frem af krige - historiens mest blodige og kolde - fortrænger vi, for krigene er ubehageligt nok den mest ekstreme form for virkeliggørelse af os selv og vor selviskhed.

Som altid kan kun Evangeliets forkyndelse sætte os på plads og i frihed. Men bliver forkyndelsen udtalt og hørt i vort land?

Film- og teaterinstruktøren Ole Bornedal har i forbindelse med premieren på skuespillet "Gud bevare Danmark" udtalt en ægte og præcis kritik såvel af det visionsløse politiske miljøs pinagtige afmagt over for fremtidens udfordringer som af den folkekirkeligt institutionaliserede forkyndelses elementære mangel på kommunikation, nutidighed og engagement.

Mens vi venter på, at kirke og stat adskilles her som i Sverige, og det kan vi i det holdningssky Danmark let komme til at vente meget længe på, har vi fået nogle folkekirkelige mediekonsulenter. Små skridt i det store perspektiv, men skridt i den rigtige retning.

Nogle har fattet, at der eksisterer ikke nogen kirke uden kommunikation, og at kommunikation er noget, man kan lære og blive bedre til.

Verden kalder på vor tjeneste, og Evangeliet skal bringes ud - også efter 31. december 1999.