Af Bo Torp Pedersen

At tv-mediet er i familie med film-mediet er indlysende, men når tv-mediet ikke lige netop benytter sig af film-mediets produkter, kan slægtskabet ofte synes overfladisk. For mange filmskabere har "billeder af folk, der taler" været den værste kritik, man kunne få. En af tidens mest dominerende tv-genrer er imidlertid ikke andet end billeder af folk, der taler, nemlig talkshow-genren. Vi har i Vision nr. 2 indgående beskæftiget os med genren, og det er stadig substantiel (gen-)læsning.
På enkelte punkter forudså forfatterne ikke den hastige udvikling. Nogle af os var endnu forundrede over den amerikanske udvikling. Det var svært at forestille sig, at man kunne lave parodier på talkshows, eller at den amerikanske formel kunne bruges i Danmark. Begge dele er nu virkelighed!
Larmen øges, samtalen forsvinder, medie-narcissismen vokser, og tv-trætheden, som vi omtalte fra Tyskland i sidste nummer, er også på vej herhjemme. Hvad skal vi med det medium, når det misbruges i den grad?
Endnu en gang må man forsøge at holde fast i, at der er undtagelser fra reglen (f.eks. TV 2s morgen-tv, de fortrinlige sommerprogrammer "20 spørgsmål" eller "Fak-2-ren"), og at det ikke er teknikkens skyld, at vi som enkeltbrugere og som samfund er så dårlige til at benytte os af mediet. Endnu en gang må vi være opmærksomme på de medievirksomheder, der er sat i verden for brugernes - og ikke aktionærernes - skyld, på de personer og grupperinger, der har sat sig for at bruge medierne med både ansvarlighed og opfindsomhed, fordi deres produktioner har noget at fortælle os, som vil berige vort liv frem for blot at slå tiden ihjel, mens vi venter på det ukendte, og på de de sammehænge og den historie, udviklingen hører hjemme i.
Til den brug forefindes Hanne Bruuns bog "Talkshowet - Portræt af en tv-genre", som netop er udkommet i Borgens glimrende medie-serie. Der er tale om et næsten uændret optryk af den ph.d.-afhandling, som Hanne Bruun indleverede ved Aarhus Universitet i maj 1997 og forsvarede i oktober 1997, og tidens gang er unægtelig mærkbar. Men den bør ses som en tv-historisk fremstilling - "sådan begyndte det!" - om denne tv-genres fødsel og første år i dansk tv. Det er tilmed en både pænt udført og billig bog, hvilket Borgen - trods langsommeligheden - fortjener ros for.
Som sig hør og bør, indledes bogen/afhandlingen med nogle teoretiske og metodiske kapitler, hvor Bruun bl.a. indkredser genren som sådan og de mest relevante tilgange. Det, der virkelig fylder, er en gennemgang af talkshowet i dansk public service tv. Her kommer Bruun bl.a. ind på tv-journalistikkens forandringer, tv-institutionernes udvikling m.v. og henter eksempler frem til særlig grundig analyse ("Kanal 22", "Lørdagskanalen", "Eleva-2-eren", "Damernes Magasin" og "Højlunds Forsamlingshus").
Forskningsmæssigt er det naturligvis helt på sin plads at analysere talkshowet og andre fænomener i en dansk sammenhæng. Men når man for tiden - fra vidt forskellig sider! - priser alt dansk i høje toner, vil jeg gerne indskyde her fra sidelinjen, at Hanne Bruuns udmærkede afhandling også belyser, at der er meget dansk (tv), som slet ikke er dansk, og der er meget dansk (tv), som er frygtelig småt.

Hanne Bruun: Talkshowet - Portræt af en tv-genre. Borgen, 1999, 385 sider, ill., 199 kr..