Af Daphne Schjøtt

Vi passionerede P1-lyttere har længe levet i en slags millennium-atmosfære: hvert år, når det nye år nærmer sig, er der proklameret forandringer, fornyelser, ændringer. Hvorfor? Fungerede det dårligt? Var kvaliteten mådelig? Var medarbejderne uengagerede? Lytterne utilfredse? Næ. Men som nok nogenlunde gennemsnits-P1-lytter kan jeg pege på følgende store minusser ved denne gruppe: årstallet på min dåbsattest (midaldrende), manglende tilslutning til hybrid- og andre fine, dyre net. Muligvis mit kvindekøn. Min langt fra imponerende årlige indkomst, og måske mere endnu.
Årsagerne til de årligt tilbagevendende "nu skal der laves grundigt om" (så galt er det dog gudskelov endnu ikke gået) har gerne været: Vi skal have fat i de unge. Vi skal have meget større lyttertal. Vi skal åbne for fremtidens digital-samfund.

Prestige
Samtidig har man dog balanceret på en besynderlig skarp knivsæg. Nok skulle man alt det dér, men samtidig skulle man også kæle for en særlig P1-"profil" (den inden for medie-, erhvervs- og reklameverdenen p.t. mest populære glose). P1 er den "kloge radiokanal" (en pendant til "den hemmelige tv-kanal" DR2, som trods løfter om, at den ville kunne ses af alle i løbet af sidste år eller i år, fremdeles er forbeholdt andre licensbetalere med råd og lyst til at investere i hybrider, kabler eller parabol).
P1 byder i en stresset, overfladisk og narcissistisk epoke på tid og rum, også kaldet fordybelse. Sammen med DR2 og P2's såkaldte aften-"flade" er den en slags nationalt kongeskib, som vugger majestætisk over bølgen den blå, en slags retfærdiggørelse af licenspengene og public service- forpligtelserne. Så kan man på de øvrige kanaler i DR og TV2, på såvel lyd- som seersiden kaste sig ud i det store burger-orgie, som "folk jo vil have", mens konkurrerende kanaler erobrer formiddagsavisernes spisesedler med kæmpeoverskrifter om folk, som sendes hjem fra eller ud til nogle øde Robinson-øer. Er dette at komme på spisesedlerne mon i virkeligheden mediernes inderste drømme og skjulte dagsorden?
Endnu har radioens P1 - det tidligere Program 1 med verdens flotteste pausesignal, men det var "dengang" - dog klaret skærene. Nok er vi lyttere ikke i milliontal, eller erobrer BTs og Ekstrabladets spisesedler, nok er vi om ikke mimrende, så heller ingen vårharer, nok er vi sådan stort set næppe heller computer-freaks - og en hel masse andet "nok". Vort held er, at DR for skams skyld må holde fast i kanalen, og så - ved at skæve lidt til diverse udlande - er der også ved at komme prestige i sådanne "kultur-kanaler", eller hvilke skældsord/kælenavne man nu vil hæfte på dem.
Medarbejderne! Denne prægtige brogede flok, fra det årle gry (med P1-stønnerens korte karriere - jeg er lige ved at savne ham!) gennem alle dagens timer og frem, indtil P2 ved midnatstid tager over med livsalig musik. Alle disse stemmer, som man som en anden ornitolog kan skelne fra hinanden på deres leje, intonering, musikalitet. Der er noget aldeles eventyragtigt og charmerende ved fortrinsvis at kende disse mennesker - og kende dem gør man efterhånden - alene ud fra røsterne og ordvalget. Endda så godt, at man kan spore de bittesmå tegn på svingninger i humør, og om de bliver revet med i en samtale.
Det er en stadigt rislende kilde af engageret oplysning, tankeudveksling, poesi, politiske baggrundsanalyser, historie, noveller, montager, radioteater, kirkeudsendelser og netop så meget (og dejlig) musik, at man lytter og lever med den, og ikke sopper rundt i en lind vælling eller martres af tæppebankerrytmer.

På forkant
Kødlunserne til alt det dér med "unge, eksperimenteren og digital" har man indført med "Harddisken" og "Lydmuren", og efter at have lyttet pligtskyldigst nogle gange har jeg stort set droppet dem. De er ikke lige mit foretrukne the-mærke, men never mind.
Herudover er det gamle lurmærkede program en daglig fornøjelse og berigelse, og måske skulle ledelsen tænke på, at efterhånden bliver vi rigtig mange aldrende, ældre og gamle, og vi er af de generationer, der godt kan finde på at sige farvel og tak, hvis vi føler os forbigået. Således overvejer jeg p.g.a. det med "den hemmelige kanal" efterhånden seriøst at opgive fjernsynet. I forvejen må vi, uden savn, undvære det i sommerlandet.
Hvis den anderledes nødvendige radio fremturer med trusler om mere eller mindre krampagtigt at lefle for alle mulige andre end os, er der stadigvæk bibliotekerne, aviserne, grammofonpladerne og CD'erne m.m.m. tilbage. Man kan altid sige alle radio-tv-aftaler op og spare de penge.
Det er der imidlertid ingen grund til nu - og bliver det forhåbentlig heller ikke. Måske finder ledelsen ud af, at en engageret lytterskare, som ikke ønsker rastløst ændrede rammer, men gerne stadigt mere og levende indhold inden for de udmærket eksisterende, med alle de fremragende og inspirerende medarbejdere, rent faktisk er guld værd.
Som P1- og P2-lyttere indgår vi i en form for lykkelig symbiose med radioen og dens mange stemmer, og det er i virkeligheden et enestående medie, der forener det musiske, det oplysende og det dybdegående i en lille transportabel batteridrevet kasse, som kan slæbes med rundt overalt (indendørs forstås!), og som alle kan få råd til. Verdens mest demokratiske medie er radioen blevet kaldt (jeg har glemt af hvem), og i et demokrati har de aldersstegne, de (halv)fattige og mindretal samme værdighed og krav på at blive tilgodeset som de unge, de rige og de modemæssigt korrekte, som - hvem véd - måske en dag opdager disse radioprogrammers diskrete charme og bliver lige så bjergtagne? Ja, lur mig - måske har flere af dem allerede gjort det?
Immervæk: så hold hånden over P1 (og P2). Ikke nok med det: vær stolte af dem. Forkæl dem. De er fulde af visdom, ynde og livskraft, uden så meget som et strint mentalt Round-up eller genmanipulerede fiflerier. M.a.o. på reel forkant med fremtiden og det nye årtusind!