AF KULTURMINISTER ELSEBETH GERNER NIELSEN

Noget fælles

Der var en gang, hvor man kun kunne se én fjernsynskanal. Jeg husker tydeligt, hvordan weekendens film eller fodboldkamp blev vendt og drejet i frikvarterne, og hvordan ungdomsprogrammerne skabte den ene nye dille efter den anden. Pludselig skulle vi alle gå klædt på en bestemt måde, fortælle de samme nye jokes eller ustandseligt sige "knæhøj karse, mand".

Man husker det, fordi den ene kanal betød så meget i tilværelsen dengang. På godt og ondt. Kanalen bandt os sammen. Den gav noget, vi kunne være fælles om - noget fælles at diskutere - noget fælles at fortælle videre, at gøre grin med eller blive forarget over. I årtier var det vel en af vores vigtigste fælles referencerammer.

Større alsidighed?

Sådan er det ikke længere. Nu zapper vi rundt mellem 30-40-50 forskellige kanaler og er heldige, hvis vi dagen efter på arbejde kan diskutere den samme udsendelse med kollegaen. Vi har fået langt flere muligheder og kan stort set se underholdning, film, sport eller nyheder, når vi vil. Det synes jeg grundlæggende er godt, fordi vi får bedre mulighed for at prioritere vor tid. Vor daglige rytme er ikke længere styret af, hvornår der kommer nyheder. Vi kan jo bare vente til den næste nyhedsudsendelse.

Da de mange nye kanaler begyndte at dukke op, havde mange af os forventninger om, at det større udbud ville øge alsidigheden og nytænkningen i programmerne. Flere kanaler måtte betyde mere forskellige udsendelser - og bedre programmer, tilføjede mange.

Markedskræfternes u-frihed

Hvordan er det så rent faktisk gået? Har vi fået mere kvalitets-tv med de mange nye kanaler? Der kan gives forskellige svar, men sikkert er det i hvert fald, at meget af det øgede udbud består af amerikanske serier, quizzer og talkshows, og vel kan de være underholdende, men det er ikke i sig selv nok til, at man kan tale om mere kvalitets-tv.

Nogle taler stadigvæk for at give de frie markedskræfter mere spillerum på tv-markedet. Jeg er uenig og vil kæmpe for at bevare og styrke public service stationerne, og det kræver vilje til at kontrollere de frie markedskræfter. For selvfølgelig ville DR og TV 2 ikke overleve, hvis de skulle konkurrere på et frit marked. De ville blive spist til frokost af Murdoch eller andre mediemoguler. De frie markedskræfter betyder ikke, at flertallet får, hvad det vil have. I stedet overlades det til en lille, snæver målgruppe, som reklamebranchen synes er interessante.

Der må gerne være amerikanske serier og danske stripperkonger i det samlede danske tv-udbud, men der skal også være noget for os andre, som ikke står over for at skulle skifte ble- eller shampoo-mærke. Derfor er vi nødt til at have public service kanaler som alternativ til de såkaldt frie kanaler, der jo ikke er mere frie, end at de må danse efter reklamernes pibe ­ og den pibe er noget stærkere tobak end politikernes.

For demokratiets skyld

På tv-området har jeg altså ikke den store fidus til de frie kræfter, når det gælder om at styrke dansk kvalitets-tv. Vi er nødt til at opveje dem med politiske kræfter. Jamen, hvorfor bekymre sig, vi har jo masser af dansk tv på TV3 og TvDanmark? Men en tv-station bliver ikke dansk, bare fordi man sætter danske tekster under de amerikanske serier!

Danmark er afhængigt af dansk kvalitets-tv. Demokratiet har brug for det. Det er et af vore vigtigste vinduer mod dansk kultur og identitet. Her skal vi kunne modtage alt det, som vi ikke vidste, at vi ville have. De kulturelle overraskelser, de danske samtaler, de danske billeder.

Det gode kulturmøde

Meget af den offentlige debat handler i dag om de mange forandringer, som dansk kultur og identitet udsættes for af globaliseringen. Flygtninge og indvandrere kommer til landet med fremmede kulturer, og mange danskere spørger sig selv og hinanden om, hvordan det påvirker os. Den debat er et af mange eksempler på, hvorfor de danske public service kanaler er så vigtige. Tidligere fungerede forsamlingshuse og de mange forskellige foreninger som offentlige rum, hvor danskerne diskuterede deres fælles anliggender. Nu overtager tv mere og mere den rolle. Tv er i dag en af de vigtigste arenaer, vi har for demokratisk debat. Det er her, vi kan diskutere, hvad vi vil med hinanden og vores samfund, og udvikle vor fælles identitet. Det er vigtigt i en tid med globalisering og nye kulturmøder, for hvis man ikke er fortrolig med sin egen identitet og sin egne rødder, har man ikke det overskud, der skal til for at møde det fremmede med åbent sind.

En af mine visioner for fremtidens medielandskab er derfor, at public service kanalerne sætter mere fokus på "det gode kulturmøde". Det kan de gøre ved at satse på programmer med udsyn til den store verden og samtidig lave kvalitets-programmer, der sætter fokus på den danske kultur og vore historiske rødder. I mødet mellem det nysgerrige globale udsyn og den sunde forankring i danskheden tror jeg, vi kan udvikle en identitet, som gør os i stand til at se globaliseringen i øjnene uden at blinke.

Måske var det en idé for public service stationerne lidt oftere at vise eksempler fra lokalsamfundene, hvor mødet mellem gammel- og ny-danskere er forløbet positivt. Jeg tænker på alle de gange, hvor borgerne selv finder ud af løsninger omkring tørklæder, badeforhæng eller menuen i daginstitutionen. Ved at fremhæve sådanne eksempler kan tv blive formidler af gode kulturmøder, som andre kan inspireres af.

Anderledes og sammen-bindende

Vi skal udnytte, at public service kanalerne giver os seere mulighed for indflydelse på, hvad vi præsenteres for os i tv.

Den grundlæggende årsag til, at vi overhovedet vil have public service tv, er at vi her har mulighed for at skabe tv, som er anderledes end det, der ellers udbydes på markedet.

Derfor skal danske public service stationer først og fremmest prioritere det, der er dansk produceret og det, der har særlig interesse for danskheden. På den måde kan de være med til at binde danskerne sammen som samfund.