AF BO TORP PEDERSEN

Voksne er i stigende grad blevet bevidste om, hvordan børn lider under tabet en far, mor eller søskende. TV 2-programmet Fak2eren: En mur af tavshed (1999) satte på en bevægende og fin måde fokus på nogle teenage-børn, som havde mistet én af deres forældre pga. dødsfald, og på den mur af tavshed, de mødte hos kammerater, lærere og andre voksne. De andre turde ikke tale med de pågældende børn om det forfærdelige, der var sket, men i tv-programmet så man, hvordan en psykologs samtale-terapi kunne nedbryde den mur.

En reel baggrund

Behovet for sorg-bearbejdelse af denne art har været undervurderet, men både Kræftens Bekæmpelse og Børns Vilkår har nu etableret såkaldte tabs-grupper, hvor børn udveksler erfaringer og taler om deres følelser med andre børn i samme situation - ofte i en ramme, hvor en voksen - f.eks. en psykolog - medvirker.

Baggrunden er meget reel. Artiklen "Når børn mister" (Aktuelt, 23-02-2000) oplyser, at hvert år mister 4000 børn i Danmark enten en far eller en mor ved dødsfald, dvs. hvert tredje barn oplever i sine barne-år at miste én af sine nærmeste. Hertil kommer, at 350.000 af de i alt 1,1 mio. danske børn lever adskilt fra den ene eller begge forældre pga. skilsmisse eller lignende.

Fiktionsfilmens muligheder

Børns forhold til døden og tabet af et familiemedlem kan gøres nærværende ikke blot i dokumentarfilm, men naturligvis også i fiktionsfilm, og det er denne artikels ærinde at give et overblik over, hvordan det sker i både ældre og nye film.

Mulighederne er store, men der er også problemer. Den franske filmforsker Gérard Lenne skriver i sin bog om døden på film, La mort à voir, at døden er det vanskeligste at fremstille på film, fordi illusionen, skuespillet, altid vil være evident: "skuespillerne kan gøre hvad som helst, undtagen at holde op med at trække vejret" (1). Vi kender netop skuespillet og illusionen som det fif, vi bruger over for børn, der bliver forskrækkede over noget uhyggeligt eller voldsomt i en film - den lille, forfærdelige sætning: Det er bare film!

Bevidstheden om, at film er illusion kan være berettiget i de tilfælde, hvor man vil henlede opmærksomheden på manipulation, men ellers er den lille sætning, Det er bare film, skadelig, for langt de fleste film lever i kraft af det forhold, at vi som tilskuere suspenderer vor viden om, at film er illusion, konstruktion, fiktion, osv.. De klassisk fortællende film og ganske mange skuespil vinder i rigdom og styrke, fordi vi på trods af illusionen, skue-spillet, accepterer og gribes af de problemstillinger og personer, som fremstilles for os. Illusionen og spillet besejrer sig selv og formidler sandhed. Her er det ikke modsætningen fiktion / fakta, som tæller, men modsætningen sandhed / løgn. At fiktion kan tale sandt, tale sandt om det at være menneske, véd enhver præst - og ganske mange kirkegængere. Stor litteratur kan være en god hjælp til at illustrere og åbne den bibelske tekst for tilhørerne: Shakespeare, Dostojevskij, Andersen - både H.C. og Benny, Graham Greene, osv..

Dødens devaluering

Det kan godt ske, at fremstillingen af døden på film er en særlig vanskelig tærskel eller paragraf i den kontrakt, vi som tilskuere indgår med filmen, om at suspendere bevidstheden om illusionen, men jeg er ikke sikker på, at det er den største vanskelighed. Det største problem er devalueringen af døden.

Den finder sted, når fjernsynets nyhedsudsendelser ophober billeder af menneskelig nød og død. Det sker i den dominerende hyper-kommercielle film, som devaluerer og banaliserer døden ved overhovedet ikke at interessere sig for de pågældende personer som mennesker, men kun som skydeskiver for sværtbevæbnede helte og skurke. Selvfølgelig kan vi ikke bære at lide med alle de lidende mennesker, vi ser i nyhedsudsendelserne, men den overdrevne mængde og udpensling kan føre os i den modsatte grøft, hvor vi efterhånden taber tilbøjeligheden og evnen til medfølelse. Selvfølgelig har vi alle brug for at eskapere fra en problemfyldt eller trist hverdag, men det er ikke uvæsentlig, hvad vi eskaperer ind i.

Man kan støde på det synspunkt, at f. eks. gamle western-film fra 1920'erne og 1930'erne er dårlige, urealistiske, eller hvad der nu måtte menes, fordi vi alene på hestens og tøjets farve kan se, hvem der er helt og skurk, og fordi vi ikke ser blod, når kuglerne rammer personerne. Men er det virkelig bedre i den moderne film, når det eneste, som adskiller helten fra skurken, er dygtighed i drab, og når volden udmales i orgier af lemlæstelse og blodbad?

Når løgnen vinder

Efter min mening er der tale om banalisering og devaluering af døden, og det er samtidig en sådan inflatorisk udstilling af døden, at det nedbryder de pågældende films mulighed for at sprænge illusionens rammer og tale sandt. De bliver, som det netop hedder i typisk anmelder-sprog, forløjede. Hvis ikke forældre, forenings-ledere, lærere og præster tør præsentere alternativer, er det disse film, denne junk-food, som er danske børns og især drengenes hoved-ernæring på området levende billeder.

Det er tankevækkende at foretage en sammenligning (2) mellem Arnold Schwarzenegger-filmen True Lies / Livsfarlig løgn (1994 / instr. James Cameron) og den franske film, som den er en kopi af, La Totale (1991 / instr. Claude Zidi). I La Totale har helten en revolver og to poser flormelis til rådighed. Hans særlige bedrift er, da han banker en terrorist med en anden terrorist som våben. I True Lies er heltens våben adskillige maskinpistoler, granater og jet-missiler. Én af hans særlige bedrifter er en forfølgelse, hvor han selv er til hest og modstanderen på motorcykel, og hvor de ender på taget af et hotel. I La Totale dræbes 10 personer; i True Lies dræbes 100.

I det følgende gennemgår artiklen en lang række film under rubrikkerne: Spektakulær ondskab, Børn som krigsofre, Traumatisering, Tilintetgørelse, Død i naturen, Grænsesprængende forkyndelse, Sorg-bearbejdelse, Drøm og virkelighed, Bag skyerne, Samtale og kunst. I et af de sidste afsnit fremhæves den nye norske film, "Kun skyer bevæger stjernerne", som også er afbildet på forsiden. Læs videre i den trykte udgave af Vision.