TV / Radio

 

 

Mediehavet - kritisabel kritikløshed

 

AF KIM BORREGAARD ERIKSEN

 

 

“Mediehavet”, redigeret og præsenteret af Mette Starch, er P1s faste magasin om medierne, og det har ofte været interessant at lytte til. Desto mere markant er det, da alt gik galt i programmet 25. januar, og desto værre er det, fordi det program handlede om Danmarks Radio selv.

 

Dårlig, dårlig, dårlig

Programmet tog udgangspunkt i en høring, “Pub­lic Service - for dannelse eller fordummelse”, som blev holdt 17. januar, arrangeret af Dansk Kunstnerråd m.fl.. Såvel høringen som programmet fandt sted på et tidspunkt, hvor DR internt var i krise, idet medarbejderne havde opsagt de sædvanlige samarbejds-procedurer med ledelsen. I denne vanskelige situation valgte Mette Starch at blive mikrofonholder for en række uhæmmede angreb på udviklingen og ledelsen i DR.

             Ikke alene sagde de fire gæster i programmet næsten det samme, men Mette Starch lod dem også sige hvad som helst uden antydningen af et normalt kritisk journalistisk spørgsmål og uden at indhente modsvar. Det virkede mest af alt, som om lytterne var taget som gidsler i Starchs egen kamp mod DRs ledelse. Det er simpelt hen usmageligt, dårlig journalistik og dårlig Public Service. Her er nogle konkrete eksempler.

 

Musikers dobbelt-moral

Efter at flere af gæsterne har agiteret for, at DR i alt for høj grad er styret af markedsprincipper og lytter‑/seerundersøgelser, fortæller Arne Würg­ler om det samarbejde, som musikerne har haft med P2. Han beklager, at dette ikke gælder også P3. Problemet er ifølge Arne Würg­ler, at der er for få penge til musik-afvikling i programmerne, og at det især er et problem sidst på året, ved juletid, hvor mange musikere udgiver deres plader.

             Hvorfor mon mange musikere udgiver plader op til jul..? Det skulle vel ikke have noget med ønsket om et godt julesalg at gøre? Hvem er det her, der har en markeds-økonomisk tankegang? Mener Würgler  - og Mette Starch - at DR skulle lade sit musikvalg styre af nogle danske musikeres salgskampagne?

 

Metz uden argumenter

Én af de andre gæster, Georg Metz gør meget ud af, at han er en gammel rotte i DR, selv om det snart er længe siden, han var ansat i DR. Han får lov at fremture med på­stande om faldende kvalitet uden andet grundlag end fornemmelser, og han beskylder DR for at tillægge kultur-eliten en sygelig konspirations-tankegang, men lider selv under samme tankegang på kultur-elitens vegne.

             Metz påstår bl.a., at man ikke kan stole på lytter- og seerundersøgelserne, fordi DR har ansat eksperter til at analysere disse undersøgelser. Perfidt antyder Metz hermed, at tallene fordrejes i en for DR passende retning. Han må vide, at undersøgelserne foretages af anerkendte, neutrale analyse-institutter, og at ethvert forsøg på at fordreje tallene ville blive afsløret, f.eks. af DRs konkurrenter, som bruger de samme undersøgelser og tal!

             Janne Giese udtrykker også vrede mod det såkaldte seertalshysteri, men det viser sig, at hun er utilfreds med, at én af hendes produktioner blev sendt på DR2, hvor ikke så mange kunne se den. Hvem er det nu, der er seertals-styret?

             Arne Würgler fremkommer med den på­stand, at der i løbet af en uge bliver sendt ca. 230

stykker musik på DRs radiokanaler, og at kun 15 af dem er på dansk. Hvor­for bliver denne usandhed ikke modsagt? Af programregnskabet fremgår, at selv på P3, hvor der er mindst plads til dansk musik, har der været over 25% dansk produceret musik i 1999.

 

Undtagelsen Grøndahl

Mette Starch har tydeligvis ikke gjort sig klart, at kunstnerne ikke er uafhængige, folkelige repræsentanter, men professionelle folk, der kræver og får arbejde, honorarer og afgifter af DR og andre medie-virksomheder. Det er pinligt, at det skulle være én af kunstnerne selv, nemlig forfatteren Jens Chr. Grøndahl, som hævede sig over dette fagforenings-niveau og udtrykte de mest visionære og uafhængige synspunkter i denne udsendelse. Redaktøren selv svigtede sit håndværk og Public Service-standarderne.