Medielitteratur

 

En vis tendens i dansk medievidenskab

 

AF BO TORP PEDERSEN

 

 

Hvidvask

Dagens massemedie-formidlede samfundsdebat bliver ofte en polariseret forenkling af sammensatte problemer. Et af de tilbagevendende emner er volden i samfundet, mediernes voldsskildring og borgernes oplevelse af volden i hhv. medierne og samfundet. Debatten om vold og medievold har det særlig vanskeligt, fordi mediepåvirkning normalt ikke lader sig håndgribeligt måle og veje. Denne vanskelighed kan forlede nogle til drastiske forestillinger om film, fjernsyn og video som kilden til alt ondt og andre til en ligeså urimelig hvidvaskning af mediernes magt og påvirkning. Baggrunden er, at der ikke findes overskuelige årsag/-virkning-modeller, hvormed man kan måle denne påvirkning.

             Anne Jerslevs bog “Det er bare film” placerer sig i den hvidvaskende tendens, som er den tendens, der trives bedst i det danske medievidenskabelige miljø. Det paradoksale er, at mange forskere i dette miljø ikke holder sig tilbage, når det gælder (hypo-)teser om reklamernes magt og påvirkning af sindene, selv om der grundlæggende ikke kan være nogen forskel med hensyn til muligheden for påvirkning. Holdningsforskellen til volds- og reklamepåvirkning skyldes måske en særlig dansk fordomsfuldhed; i vort sammenlignelige naboland Sverige foregår et seriøst undersøgelsesarbejde om såvel reklamernes som voldsskildringernes påvirkning af mennesker, bl.a. gennem regeringens særlige voldsskildringsråd. Men holdningsforskellen kan naturligvis også bunde i det forhold, at reklamepåvirkning i nogle henseender er lettere gennemskuelig end voldspå­virkning, fordi reklamerne tilsigter en bestemt adfærd, og fordi man da i det mindste kan forsøge at måle, om reklame-kampagner formår at skabe eller ændre borgernes adfærd på kort sigt.

             Reklamernes og voldsskildringernes mulighed for på længere sigt at påvirke menneskers psyke og adfærd - det sidste eventuelt meget indirekte - er øjensynligt ikke det danske forskningsmiljøs “kop te”. Den dybere baggrund herfor kan være selve det menneskesyn, som dominerer hos flertallet af disse forskere. Den kapitalistiske økonomis forbrugs- og livsstilspåvirkende reklamer bliver ikke accepteret, for de vil ændre vor måde at handle og indrette os på, mens voldsskildringernes mere dybdepsykologiske påvirkning slås hen, for min sjæl er min egen. Er det arven fra det såkaldte ungdomsoprør slutningen af 1960'erne, hvor det at realisere sig selv blev den nye religion, mens kristendommen blev noget underordnet og stadig mere fjernt? I et kristent menneskesyn er min sjæl ikke uden videre min egen, men en kampplads for forskellige kræfter både inden i og uden for mig selv.

 

Betydnings-relativisme

Det er tydeligt, at Anne Jerslev har skrevet sin bog i polemik med det synspunkt, at voldsfilm i sig selv afføder voldelig adfærd, men det er en letkøbt polemik, for hvor er de mange forskere og seriøse debattører, der foretræder en så simpel årsag/-virkning-forklaringsmodel? Fordi man temmelig let kan afvise en sådan model, har man ikke samtidig seriøst affærdiget andre og mere komplek­se teser om voldsskildringers påvirkning. Men det er, hvad Anne Jerslev gør i den polemik med Ulrich Horst Petersen og hans bog “Mod barbariet - Et essay om kunst og humanisme”, som fylder en del til sidst i hendes bog. Jerslev mener selv at være be-skrivende, mens Horst Petersen hænges ud for at være fore-skrivende. Han har nemlig et normativt kunstsyn, og Jerslev synes at mene, at hun selv har et andet og bedre kunstssyn. Men giver det overhovedet mening i videnskabelig sammenhæng at vurdere forskellige kunstsyn på denne måde? Videnskabeligt må man vel simpelt hen tage højde for de forskellige kunstsyn og lade det blive ved det.

             Det kunstsyn, Anne Jerslev plæderer for, er betydnings-relativisme. Når hun udtrykker sig mest nuanceret, beskriver hun det som det forhold, at “tilskuere er aktive konstruktører af mening, at de så at sige henter den mening ud af f.eks. en tv-serie, de har brug for, ud fra det spektrum af muligheder, som serien tilbyder” (side 12). Mere tilspidset formuleres synspunktet således: “den kontekst, man ser film i, og det formål, man har med at se film, er bestemmende for hvilken betydning man som tilskuere henter ud af filmen” (side 10); “tekstlig intentionalitet eksisterer ikke, kun tekstlige aktualiseringer” (side 12). Det afgørende er “receptions-konteksten” (side 11).

             I kapitlet “Vold og krop i nyere action- og horrorfilm” gennemfører Anne Jerslev imidlertid det, hun selv kalder en æstetisk-tematisk analyse”. Den er fuld af interessante iagttagelser og tolkninger, men metodisk beviser analysen faktisk, at receptions-konteksten netop ikke er noget objektivt vilkår. Man kan sagtens udarbejde en meningsfuld analyse og tolkning af et værk uden at tage hensyn til, hvem man har oplevet værket sammen med - om nogen!

 

Empiri

I bogens overordnede, polemiske sigte er det stadig receptions-konteksten, der er den væsentlige sammenhæng. Den besvarer ikke spørgsmålet, hvad et værk betyder, men giver svar på, hvorfor et værk bliver benyttet (reciperet). Filmene bliver ikke set, fordi nogle vil se film, men fordi “film holder snakken i gang” (side 44), som én af bogens 16 unge siger.

             Anne Jerslev har sat sig for at undersøge, hvordan unge mennesker bruger disse “action- og horrorfilm”, men det er et rystende svagt erfarings- og vidensmateriale (empiri). Jerslevs materiale med hensyn til reaktioner på film begrænser sig til interviews à cirka 1 time med ni piger og syv drenge i alderen 14 til 18 år om deres natlige video-sammenkomster. Person-udvalget er tilsyneladende tilfældigt.

             Til et materiale af denne art må man sige, at kvalitet kan i visse tilfælde kompensere for kvantitet, forstået på den måde, at en højtudviklet og grundig spørgeteknik kan kompensere for det beskedne antal, som spørges. Det er der imidlertid ikke tale om her.

             Interview-formen har klare begrænsninger, f.eks. med hensyn til at trænge igennem de interviewedes panser af ord, men her skal interviewene være bærende. Desuden er materialet uigennemskueligt og ukontrollérbart. Mål og metoder, som kunne tilsigte en samfundsmæssig repræsentativitet kan ikke spores. Jerslevs undersøgelse ligger i forlængelse af Tove Arendt Rasmussens arbejde i “Actionfilm og drengekultur” (Aalborg Universitet, 1990/1995), men er ikke nær så grundigt.

             Jerslevs floromvundne kapitel om “metodiske og teoretiske overvejelser” kan ikke skjule den elementære mangelfuldhed i hendes empiriske materiale og redegørelse herfor. Der henvises til mange sikkert udmærkede forskere, men til deres teorier, ikke til deres eventuelle empiriske undersøgelser.

             Én af de mest interessante henvisninger er til Dolf Zillmanns analyser af kønsforskelle i reaktionsmønstrene hos unge video-forbrugere, men den bruger Jerslev desværre ikke ret meget.

 

Hvor er psykologien blevet af?

Jerslevs empiriske materiale er ikke alene svagt, men også mangelfuldt. Man må spørge: hvor er psykologien i medievidenskaben blevet af? Kan psykologiens metoder ikke anvendes i film- og medievidenskab? Jo, selvfølgelig, men disse metoder er altså ikke lige mode-rigtige og ‘politisk korrekte’ på ‘bjerget’ for tiden.

             I polemikken om voldsskildringer hæves det ofte af hvidvaskerne, at voldsskildringer ikke er noget nyt, men at de også findes i gammel litteratur, f.eks. Bibelen, Homér, Shakespeare og endda H.C. Andersen. Denne henvisning skal formodentlig tildele voldsskildringerne en vis uskyldighed, men den overser, at der er tale om forskellige kunstarter med forskellige virkemidler. Med rette anfører psykoanalytikeren Eigil Nyborg: “Læseprocessen er i sig selv et filter, mens en billedlig fremstilling berører bevidstheden direkte og derfor vil kunne vække et ubevidst angstberedskab” (Latter over videovold er kynisk, Politiken, 30. oktober 1999).

             Nyborg påpeger i øvrigt også meget præcist mangelfuldheden i Anne Jerslevs materiale: “et langt større antal forsøgspersoner burde undersøges analytiske gennem flere år, både med henblik på eventuelle symptomer og det ubevidstes kompenserende reaktioner på de voldelige indtryk, før man tillader sig at bagatellisere dem ved at sige, at de unge godt véd, at det ikke er virkelighed.”

             Hverken Jerslev eller andre danske medieforskere har foretaget undersøgelser af den art, som Nyborg her skitserer. Af samme årsag kan disse medieforskere ikke give noget begrundet svar på en række mentalt og samfundsmæssigt set relevante spørgsmål, jævnfør Nyborgs eksempler: “Fænomenet ‘voldsnydelse’ efterlader mange spørgsmål. Er det en sikkerhedsventil imod en lyst til voldsudøvelse? Hvorfor sidder de og spiser slik imens? Er det for at understrege en sadistisk nydelse ved at se andre blive massakreret? Eller for at dulme en lurende lede ved situationen?”

             Her er der tale om sammensatte og vanskeligt tilgængelige forhold, som passer dårligt ind i en hvidvaskende og en hvilken som helst forenklende forklaringsmodel på karakteren af funktionerne, herunder fascinationen, hos de audiovisuelle volds­skildringer.

             På denne baggrund er det fagligt set tankevækkende eller snarere stærkt bekymrende, for det første at videnskabeligt arbejde i den grad  følger vilkårlige trends, og for det andet at der i et betydningsfuldt videnskabeligt miljø som Institut for Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet, hvor Anne Jerslev er lektor, i dag ikke er ansat en eneste fast lærer og forsker, som er uddannet psykolog eller lignende.

 

Påvirkning eller hvad?

En passant gør Anne Jerslev en vigtig bemærkning, nemlig at de nye film, som hun har beskæftiget sig med i den æstetisk-tematiske analyse, og som hendes gymnasiaster har set på video, er film, der ikke i sig selv rejser en moralsk problemstilling. “(...) der er ingen ambivalens. Der er ikke noget eksistentielt på spil i forhold til volden. Den er så at sige ren tilstedeværelse” (side 184).

             Jerslev er også klar over, at nogen vil tolke filmene og brugen af dem som udtryk for kynisme, jævnfør Nyborg ovenfor, men vil ikke gå nærmere ind på den problemstilling. Med henvisning til synspunktet om betydnings-relativisme og de udspurgte unges egne udsagn minimaliserer Jerslev filmenes indflydelse på og påvirkning af brugerne. Desuden, skriver hun, “er påvirkning eller følelsesmæssig respons ekstremt svære størrelser at måle” (side 185). Men det er ingen god grund til slet ikke at interessere sig for disse størrelser.

             Ind imellem synes Anne Jerslev at gøre sagen enkel mod bedre vidende: “Nogle gange, så er det ‘bare film’, andre gange gange synes en film at kunne provokere lige så store følelser, som den selv har sat i scene” (side 185). Ud fra den bemærkning virker det underligt, at Jerslev vil drage en vidtrækkende, hvidvaskende kon­klusion om filmpåvirkning ud fra et særdeles beskedent undersøgelsesmateriale..

 

Åndsprodukt

Det er let at forenkle forholdene, når man kan reducere sit filmsyn i udtrykket: “det er bare film”. Der er ganske vis særlige situationer med små børn, som er blevet meget bange eller forundrede over en filmscene, hvor dette udtryk kan være den hurtigste og mest effektive udvej for de voksne, der tager sig af børnene, men ellers indebærer udrykket en reduktion næsten ad absurdum.

             Den enkelte film reduceres til en fuldstændig udskiftelig størrelse. Selv de mest kommercielle produkter på film- og videomarkedet er dog sat i verden med en form for intentionalitet: for at blive solgt og for - på ét eller andet niveau - at udfylde brugernes tid på en meningsfuld måde, idet brugeren ellers ikke vil vedblive at være bruger af denne varetype. I film- og videomarkedets udbud er der vel trods alt også en andel, som er film fremstillet med den hensigt at fortælle en til en vis grad meningsfuld historie.

             Men hvorfor skal man egentlig indrette sit filmsyn efter den laveste fællesnævner? Er det et særligt videnskabeligt krav? Hvorfor ikke begrunde og beskrive sit filmsyn ud fra én af de højeste fælles­nævnere?

             Det kunne være den fortællende films evne til at åbne tilskuerens sanser og sind for miljøer og mennesker, som trods den fiktive form beriger tilskueren med indtryk af virkelighedens muligheder. Filmens og andre kunstarters evner i denne retning skyldes bl.a. det, der er blevet kaldt “kontrakten” mellem værkets afsender (fortælleren) og modtager (læseren, seeren, osv.) om, at vi som modtagere indvilger i - på et vist niveau - at “glemme” illusionen. Megen fiktion fungerer bedst - optimalt - hvis modtageren - inden for visse svært definérbare grænser - accepterer fiktionen og illusionen, som var den virkelighed.

 

Konklusioner

Hvis kunst, herunder filmkunst, skal være andet end et ydre ornament eller et vilkårligt tidsfyld, men snarere et åndsprodukt, som kræver og betyder noget på et personligt plan, er det for mig at se nødvendigt at have en sådan høj fællesnævner.

             Videnskabeligt set giver det ikke mening at tale om et normativt kontra et ikke-normativt kunstsyn, men om forskellige normer. Jeg kan således ikke indse, at der ikke skulle kunne bedrives forskning og analyse ud fra et betydningsladet kunstsyn, men kun ud fra et betydningsrelativistisk eller betydningsopløsende kunstsyn som f.eks. Anne Jerslevs.

             Hvis film- og medievidenskaben vedrørende forskningen i voldsskildringer og påvirkningsprocesserne omkring dem skal nå frem til noget substantielt, hvilket der efter min mening er stort behov for, må en hel række psykologiske discipliner genopdages og -bruges.

             Jerslevs bog er et nyt eksempel på, at den såkaldte receptions-analyse desværre ofte er et teoretisk kort-hus uden empirisk basis.

 

Anne Jerslev: Det er bare film - Unges videofællesskab og vold på film. Gyldendal, 1999, 208 sider, ingen ill., 248 kroner.