Anden akt

Han, Dramatens (=Sveriges Kgl. Teater) elskede, hyldede, dyrkede mega-stjerne, styrter om på fortovet, ramt af et “stroke”, et slagtilfælde, lammet i halvdelen af sin krop, hvorefter hans samleverske, en yngre, knap så stor skuespillerinde, fluks forlader ham og den elegante kæmpelejlighed i Stockholms centrum.

Hun, omsorgsfuld, kompetent og værdsat fysioterapeut, pensioneres fra det hospitalsjob, hun elsker, hendes forkælede søn er ved at flytte hjemmefra, og hendes ex-mand, som i årevis bollede udenom med genboen til deres rækkehus, skal nu giftes med hende.

To mennesker, så vidt forskellige, som tænkes kan, står overfor to vidt forskellige, gigantiske tilværelses-omvæltninger, og mødes netop via disse. For den ny-pensionerede “fys”, som frygter, hun får alt for megen fritid, og føler, hun har så meget mere at give og derfor desperat ønsker at arbejde videre, påtager sig jobbet som hjemmehjælpende genoptræner for den sindssygt egoistiske, uforskammet ubehagelige teater-primadonna, som desperat ønsker at genoptage sit beundrede skuespiller-arbejde.

Åhhh-nej: To kontraster mødes, sød musik og smuk erotik opstår, og de styrt-sentimentale, kliche-hærgede hhv. komiske og sørgelige situationer tager fart, set før, gabende forudsigeligt? Nej, overhovedet ikke! For filmens skabere er udmærket klar over, at vi befinder os i 20nogleog20, og gør derfor filmen både aktuelt vedkommende og fascinerende uforudsigelig. For trods alle de indlysende, iøjnefaldende forskelle på stjerneskuespilleren og hospitals-“fyssen”, kontraster, som selvfølgelig udnyttes fuldt ud, både rørende, sørgeligt og komisk, så er filmens kerne og historiens budskab hvordan en egocentrisk, hysterisk krævende (og OK: genial) aldrende skuespiller-krukke, qua nærkontakt med en fladtrampet, udnyttet, nede-på-jorden-kvinde opdager, at han faktisk har brug for andre og endda kommer til at holde af det og dem, og at den fladtrampede, udnyttede kvinde qua nærkontakt med den egoistiske, flamboyante, men også frygteligt forførende og maskulint erotik-dampende scene-stjerne, rejser sig livskraftigt og livsdueligt , får frigjort sig fra alle tyngende problemer og pludseligt tør leve livet og kaste sig ud i hidtil utænkelige – eller rettere: kun tænkte – oplevelser, som en moden, bevidst, fri kvinde.

Kun én scene i filmen rammer skurrende skævt, både i indhold, stil og stemning: Da fys-Eva, af sin sprut-omtågede “værtshus-veninde”, kl. 01 om natten lokkes til at konfrontere sin utro ægtemand i rækkehuset overfor; et pinligt-dumt forsøg på den store forløsning, der ender forkrampet og netop uforløst.

Utroligt nok når Rolf Lassgårds enorme talent og imponerende karriere nye højder her, men rollefiguren: den ulideligt selvglade, men også genialt talentfulde skuespiller må selvfølgelig også være én, han kender til og er stødt på gennem sine mange år som skuespiller. Igen er Lassgård stensikkert troværdig i sine virkemidler: forførende, frastødende, uimodståelig, uudholdelig; alt tydeliggør han med sin store, krop under det lyse-lyse “signatur-hår”, han bruger så bevidst som “personlig rekvisit”, og det udtryksfulde ansigt. Han suppleres fint og følsomt af en anden af Sveriges store, modne spillere: Lena Olin som “fyssen”, der håndgribeligt fører han fra hjælpeløs og angstfyldt invaliditet til nye kunstneriske højder og u-håndgribeligt fra egoistisk led karl til elskeligt medmenneske. Et usædvanligt tidssvarende, dybt tilfredsstillende gensidigt udviklingsforløb: Carpe diem, oversat til Piet Hein’sk: “Husk at leve mens du gør det, husk at elske mens du tør det”. Reneste feel-good med mening og aktualitet, morsomt, rørende, uforudsigeligt.

Andre anmeldelser
https://www.ekkofilm.dk/anmeldelser/anden-akt/
https://kulturinformation.org/filmanmeldelse-anden-akt/

NB: Udlejes af Nordisk Film, dvs. ikke dækket af en CVLI-licens