Andrey Tarkovsky: A Cinema Prayer

Danmarks største filmfestival cph.dox – en af verdens største og mest betydningsfulde dokumentarfilmfestivaler – og som efter planen skulle fylde diverse københavnske biografer nu her i dagene fra 18. til 29. marts, har på grund af coronakrisen været nødt til at tænke kreativt. I stedet for at lukke hele festivalen ned, er den blevet omdannet til en onlinefestival.

Naturligvis er det blevet en helt anden begivenhed, men for os der er tvunget til at sidde hjemme, og som elsker film, er det lidt af en gave. For 45 kr kan man klikke ind og se en film fra det store udvalg af fremragende dokumentarfilm, der er på programmet. Der er jo heldigvis – langsomt men sikkert – kommet mere og mere fokus på dokumentar-genren, og her får vi et udvalg af de bedste.

Så endelig: brug tiden hjemme i sofaen på at gå på opdagelse.

En af perlerne i årets samling er den betagende og oplivende “Andrey Tarkovsky: A Cinema Prayer”. Filmen er instrueret af Tarkovskijs (dansk skrivemåde) søn Andrej, der indlevende og kærligt fortæller faderens historie som menneske og som filmkunstner.

Der er givetvis en del, for hvem navnet ikke vil sige så meget. Derfor er det en sjælden gave både for de spørgende og for en aficionado som mig at få dette portræt op på hjemmeskærmen. For Tarkovskij er en filmkunstner i særklasse. Han døde tilbage i 1986 som 56 årig. Han nåede kun at få færdiggjort syv film, men hvilke film!

Ingmar Bergman skriver flere steder, at Tarkovskij er den største filmskaber, fordi han originalt og egensindigt formår at skabe sit eget sprog – et helt særligt billedsprog, som vi også i denne dokumentar bliver ført ind i. Tarkovskij nævner her i filmen kunstnere, som han beundrer for netop at skabe sit eget sprog, sit helt unikke univers: fx Leonardo og Bach og indenfor film Bresson og Dreyer. Så Tarkovskij’s ambitionsniveau som kunstner må man sige var højt. Men heldigvis kunne hans evner og skaben holde samme niveau.

Det kan straks lyde elitært. Og selvfølgelig skal man sætte sig op til hans film. Man skal investere tid og vise åbenhed. Hans film er ikke til adspredelse. Men hvis man fx er fortrolig med Terrence Malick, der er aktuel pt med ”A Hidden Life”, er man på rette vej.

Nej, hans film er ikke elitære, men elementære. Tarkovskij beskæftiger sig med det helt basale, det vitale, det der kommer os allesammen ved: hvad vil det sige at være menneske – spændt ud mellem erkendelse af denne verdens grumhed og troen på at alt ikke dermed er sagt om vores liv.

Det er også vigtigt for ham at pointere igen og igen, at det er barnet, det umiddelbar enfoldige barn, der er tættere på livets mysterium, og derfor er bedre til at formulere det, der er vigtigt. På den måde er de store genier, han nævner jo at forstå som børn.

Filmen følger kronologisk Tarkovskij’s liv helt tilbage fra barndommen. Den barndom han igen og igen kommer tilbage til, fordi den lægger grunden til de to afgørende faktorer gennem hele hans liv: kærligheden fra moderen, og den kunstneriske fantasi og skaben fra faderen. Derfor er erindringen også en vigtig kreativ faktor i hans film. Og derfor slutter filmen også der, hvor den begyndte: med de lille sovende barn.

Tarkovskij’s historie bliver fortalt gennem stillbilleder, filmklip og hans egen præcise og oplysende kommentar. Gennem hele filmen krydret med citater fra faderens digte.

Vi ser også klip fra hans film – også lagt ind i kronologisk rækkefølge. Selv disse små uddrag er i stand til at bjergtage.

Det er vigtigt, at lægge mærke til filmens titel: “Andrey Tarkovsky. A Cinema Prayer”. Tarkovskij er grundfæstet i russisk kultur og ikke mindst i russisk ortodoks kristendom. Selv da han kommer på kant med de russiske myndigheder, fordi de mener, at hans film, særligt mesterværket Den Yderste Dom er for vestligt orienteret i deres individualisme, og at han derfor må optage de to sidste film i udlandet, så vender han igen og igen tilbage til sit russiske udgangspunkt. For den vesterlandske forbrugerisme og mangel på grundfæstet kultur bryder han sig overhovedet ikke om.

For Tarkovskij er filmkunst en åndelig aktivitet. En bøn, en meditation. Derfor spiller tiden også en afgørende rolle i filmen. Tiden ikke nødvendigvis i kronologisk forstand, men i mental forstand. Det tager tid at nå ind til det egentlige, det åndelige.

Derfor er ikonmaleren også hans ideal. Ikonmaleren er ikke en moderne selvbevidst jeg- centreret kunstner, der mener at kunne skabe kunst ud af sin egen genialitet. Ikonmaleren bruger ydmygt og møjsommeligt sin kunnen på at forsøge på at frembringe et genskin af det guddommelige, så det kan skinne ind over denne verdens triste “realiteter”.

Filmen er en oplagt indføring i denne vigtige kunstners univers. Det næste skridt er derefter filmene.