Asfalt
"Vi har et valg og et ansvar (for hinanden)"
Holstebro og omegn bliver et nærmest mytologisk landskab i Charlotte Madsens nye film, ”Asfalt”. Alene det skal den have ros for. Landet er tåget, rimfrossent. Nøgent og uransageligt. Livet kogt ned til de mest enkle symboler: Et vejskilt der peger mod Thyborøn. Et digitalgrønt navn på telefondisplayet. Stenslagets revne på den frostklare rude. Ellers er der dømt socialrealisme for alle pengene, og noget af det bedste ved den glimrende film er, at den har en enkel og stærk historie at fortælle, og holder sig stilsikkert til denne.
Lastbilchauffør Lasse har stablet sig et beskedent, men nogenlunde velfungerende liv på benene, han kan joke med chefen, og der er en kæreste der ringer og hører, hvordan han har det. Det er ikke glamourøst, men det er stabilt og behageligt. Men der er en fortid der spøger. En helt almindelig lørdag, hvor der er firmafest, og Lasse skal transportere borde og stole i vognen, træder hans knapt voksne datter René ud foran vognen, og ind i Lars’ liv. Detaljerne afsløres igennem filmen delvist og gradvist, men vi fornemmer hurtigt, at den sociale arv er slået voldsomt igennem. René er ude i en masse lort, og kun Lasse kan hjælpe.
Tiden er knap, og filmens centrale emne er spørgsmålet om, hvorvidt noget i livet er vigtigere end andet. Når det virkeligt gælder, afslører vore valg i øjeblikket, hvad der betyder mest. Lasse træffer et valg, og i processen begynder fundamentet under hans lille liv at vakle.
Her behøver jeg ikke afsløre, hvordan det ender, men kan nøjes med at fortælle, at det lille socialrealistiske drama på fineste vis udvikler sig til et eksistentielt et af slagsen. Det sker uden at troværdigheden på nogen måde sættes over styr.
Charlotte Madsen kalder selv ”Asfalt” for sin første ’rigtige spillefilm’, selv om hun debuterede for 13 år siden med ”Søde lille du”. Jeg har ikke set andre af hendes film, men ”Asfalt” er et godt argument for at holde øje med Charlotte Madsens fremtidige kunstneriske færd. Én af filmens største fortjenester er, at den formår at portrættere mennesker fra ’underklassen’ nuanceret og usentimentalt. Vi befinder os langt fra de så frygtede ’Københavnske saloner’, såvel geografisk som mentalt. ”Hvad fanden er det, du drikker”, spørger Lasse på et tidspunkt sin impulsive datter. ”Whisky med juice”, lyder det lakoniske svar.
Det er en film, der handler om valget og ansvaret. Lasses svære beslutning spejler sig i Renés, og begge er de underkastet en dobbelthed: På den ene side er det netop deres valg; ingen andre kan træffe det på deres vegne. På den anden side er de, som alle vi andre, udleveret til den anden. Vi bærer stykker af hinandens liv i vore hænder, om vi bryder os om det eller ej. Vi kan tage ansvaret på os – eller svigte. Så simpelt er det faktisk. Selv om vi ofte ikke bryder os om at indrømme det. Det gør denne film, og det er dejligt, ikke mindst i en tid, hvor det nogle gange virker som om ansvaret netop tit skydes over på alle mulige andre (’Systemet’, ’Historien’, etc.). Lasse har på mange måder givet op over for René. Men på et tidspunkt mister han fatningen. ”Du skal KRAFTEDEME ikke være ligeglad”, råber han, og det synes også at være filmens hovedpointe. I et kristeligt perspektiv er det oplagt at tolke dette aspekt som livets hellighed. Det er muligvis en ubekvem sandhed for nogen, men filmen viser, hvordan mennesker altid har en ’markedsværdi’, som de tildeles af deres medmennesker, bevidst eller ubevidst. Det er realiteten. Filmens budskab, som nemt kan tolkes kristent, er det velkendte modsvar, at ethvert menneske er uvurderligt i Guds øjne, og fordringen om, at vore handlinger bør afspejle denne tro.
Udlejning: Unted International Pictures (UIP), dvs. filmen er dækket af CVLI-rettigheder
