Asteroid City

Wes Anderson deler vandene. Det er nok de færreste, der kan se en Wes Anderson-film uden at have en holdning til den. Enten køber man ind på de alt for stramme koncepter, de skarpt koordinerede farver og de symmetriske tableauer, eller også affejer man det hele som tomme kalorier og form for formens skyld. Jeg hører selv ubetinget til den første kategori, men har fuld forståelse for dem, som må føle sig kvalt i formsprog og millimeterpræcise replikker.

For Wes Andersons verden står fastlåst i et stativskud. Ironien løber sammen med pastelfarverne, og som i en tegnefilm er alle store følelser holdt ud i strakt arm. Der findes ingen fjerde væg i Wes Andersons hus. Alt er så opstillet og overtænkt i en dukkehusæstetik, at man aldrig glemmer, at det er en film, man ser. At nogen kun kan se filmene som fjollede humørpiller, og Wes Anderson som en one trick pony, der gentager sig selv i det uendelige, er forståeligt. Men har man det sådan skal man måske netop give Asteroid City en chance. For alt imens Wes Andersons nyeste film er så meget en Wes Anderson-film, at den til tider kan fremstå som en karikatur af sig selv, så ulmer der noget nyt under overfladen.

Asteroid City er en stiløvelse i metafortælling, og derfor er det selvsagt ikke helt simpelt at beskrive, hvad den handler om. Det er en film om en lille amerikansk ørkenflække, hvis eneste egentlige attribut er et stort 3000 år gammelt meteorkrater, som har dannet grundlag for et beskedent rumforskningsenter. Her bliver afholdt en konference for særligt begavede børn, hvor den introverte Woodrow deltager med sin enlige far og sine tre lillesøstre på slæb. Men Asteroid City er i virkeligheden et teaterstykke, og filmen handler i virkeligheden om tilblivelsen af det teaterstykke. I en sideløbende fortælling følger vi, hvordan skuespillerne arbejder med rollerne, hvordan dramatikeren bøvler med manuskriptet, og hvordan den excentriske instruktør forsøger at balancere sit tumultariske privatliv og stykkets tilblivelse. Men som filmen skrider frem, åbner et tredje lag sig. For Asteroid City er i sidste ende en film om livets absurditet, og hvordan meningsløshedens lange skygge følger et hvert menneskeliv, der tordner gennem tid og rum som et godstog uden destination. Det er en film om det lille endelige liv i det store uendelige univers.

I ørkenbyen klirer tallerkenerne i det lokale cafeteria, når militæret udfører atomprøvesprængninger få kilometer uden for byen, som en konstant påmindelse om, at alt, hvad vi kender til, kan slutte på et splitsekund. En dreng, der hører til gruppen af begavede børn, kaster sig selv ud i det ene livsfarlige væddemål efter det andet. På randen af sammenbrud bekender han, at han udelukkende sætter livet på spil af frygt for, at ingen lægger mærke til hans eksistens.

Menneskelivet synes meget lille, når det spejles i evigheden, og da ekstraordinære begivenheder begynder at finde sted i den lille ørkenby bliver alting sat i et perspektiv, der udfordrer beboernes forestilling om meningen med det hele. Pludselig aner de ikke, hvor de kommer fra, og hvor de er på vej hen. Samtidigt i den parallelle fortælling kæmper dramatikeren, skuespillerne og instruktøren med forestillingen, der måske er ved at løbe løbsk. I et rørende øjeblik træder Woodrows far, enkemanden Augie, ud af sin rolle og henvender sig til instruktøren i et fortvivlet spørgsmål, der nærmest har karakter af en bøn:

I don’t understand the play… Instruktørens svar er næppe nogen trøst; Doesn’t matter, just keep telling the story.

Wes Anderson har igennem flere film flirtet med spørgsmålet om menneskets plads i verden, men det tog ham 11 film at springe ud som rendyrket eksistentialist. Det sker stadig med et glimt i øjet og tungen i kinden, men aldrig før har livets skrøbelighed og meningsløshedens drone fået så meget plads i hans film. I Asteroid City er livets absurditet omdrejningspunktet, og når den historie fortælles i Wes Andersons billeder og sprog, sker der noget meget interessant. Det er som at læse Sartre med munden fuld af bobletyggegummi.

Asteroid City bliver siddende i én på en helt anden måde end andre film fra Wes Andersons hånd. Den er også sværere at se. Den er langsommere om at komme i gang, og i perioder direkte forvirrende. Man kan med rette kritisere filmen for at ville alt for meget på én gang, og den balancerer da også hele tiden på en knivsæg i forhold til at styrte sammen i et værre fortællemæssigt rod. Heldigvis holder den lige akkurat balancen, og man forlader filmen med det indtryk, at livets absurditet dårligt kan udfoldes bedre end gennem en dybt absurd film. Og til tonerne af The Chas Mcdewitt Skiffle Groups Freight Train kører eksistensens godstog videre et godt stykke efter tæppefald: Freight train, Freight train, going so fast. Got no future, got no hope. Just nothing but the road.

_ _ _

Da filmen er fra UIP, er den dækket af CVLI licens

https://www.ekkofilm.dk/anmeldelser/asteroid-city/
https://filmogtro.dk/anmeldelse/asteroid-city