Bones and All

Filmen handler om Maren. En ung pige som lever et isoleret liv med sin far. Faren forlader hende, fordi han ikke længere kan hjælpe hende med at håndtere sin skyggeside. Maren møder den strejfende fyr, Lee, som hun kan spejle sig i, og de tager ud på livets vej sammen. De har nemlig én ting tilfælles: de længes efter menneskekød. Det er noget, de er født med. Noget der findes inde i dem, noget, som de har fra én af deres forældre.

Hvis man ser filmen i lyset af vores samfund i dag, handler den om, at dem, der lever på bunden af samfundet, finder sammen. Den handler om social arv og om at forfølge det næste fix – koste hvad det vil.

Filmen kunne lige så godt have handlet om stofmisbrug. På den ene side vil Maren rigtig gerne ud af misbruget og leve et normalt liv, hvor hun ikke tager de samme valg som hendes mor har gjort. På den anden side er hun afhængig af det rush, menneskekød giver hende. Og i kraft af, at hun forelsker sig i én med samme skæbne, bekræfter de blot hinanden i, at der ikke er andet at gøre, end at følge instinktet. Der er ikke nogen til at sige stop.

Udover, at handlingen er original, fængende og intens, følger det tekniske med på niveau. Filmen er utroligt velskrevet med mange små detaljer, som ikke behøver blive udpenslet. Musikken er velvalgt og formår at skabe den rette stemning, hvor man virkelig føler man er til stede i scenerne – på godt og ondt. Den er klippet til perfektion og skuespilspræstationerne er uovertrufne. Taylor Russell og Timothée Chalamet gør det overbevisende i rollerne som henholdsvis Maren og Lee. De er så overbevisende i deres karakterer, at man faktisk begynder at have sympati for dem.

”Bones and All” får min varmeste anbefaling. Det, der ærgrer mig mest, er, at jeg ikke får lov at opleve filmen for første gang igen.